Streaminganmeldelse
19. nov. 2023
David Holmes: The Boy Who Lived

I nogle af dokumentarens bedste minutter går David Holmes og Daniel Radcliffe rundt og snakker på et gigantisk lager med rekvisitter fra Harry Potter-filmene.

Foto | HBO Documentary Films

David Holmes: The Boy Who Lived

Forbilledligt værdig dokumentar om Harry Potters invaliderede stuntmand mangler en stærk billedside, men lever i kraft af sin hovedpersons store selvindsigt.

Af Rikke Bjørnholt Fink

”Han er nok den i verden, der har fløjet længst på kosteskaft,” siger Harry Potter-skuespiller Daniel Radcliffe om sin stuntman, David Holmes.

Holmes var den utrættelige dobbeltgænger, der mødte først til optagelserne og gennemøvede de farlige sekvenser, indtil han havde fundet en koreografi, der var sikker for Radcliffe at gentage.

Det samarbejde var centralt for indspilningen af Harry Potter-filmenes flotteste scener, men sluttede brat, da Holmes under præproduktionen af den syvende film brækkede nakken og blev lam fra brystet og ned.

David Holmes – The Boy Who Lived er et portræt af en vovehals fra den tidlige barndom som gymnastikvidunder til arbejdet som stuntman. Og ikke mindst, hvordan han efter sin invaliderende ulykke insisterer på at være til stede og sætte pris på de ting, han stadig har.

Ulykken er dokumentarens midtpunkt. Ikke overraskende forstår 42-årige David Holmes sit liv som havende et før og et efter. Den første del er således fuld af højdepunkter og vilde billeder af, at han flyver rundt på Harry Potter-settet.

Efter ulykken får seeren et indblik i hverdagen som tetraplegiker. Hvordan er det at leve i en krop, som Holmes beskriver som gaven, der bliver ved med at tage?

Blandt de medvirkende er Holmes selv, hans forældre, hans faste hjælper og kammerat Daniel Radcliffe, to andre mænd fra Harry Potter-stuntteamet og ikke mindst Holmes’ chef fra dengang. Sidstnævnte er stadig tynget af skyld, eftersom ulykken muligvis ikke var hans skyld, men hans ansvar.

Det er en stærk historie, hvor alle hovedpersonerne har sagt ja til at medvirke, men rent visuelt virker dokumentaren temmelig uinspireret.

Man har filmet de fleste medvirkende som isolerede, talende hoveder og klipper dem sådan ind. Ærgerligt, når man tydeligvis har masser af arkivmateriale fra filmoptagelser såvel som optagelser fra Holmes’ senere liv og endda nogle glimrende scener, hvor stuntteamet og Daniel Radcliffe sidder som voksne mænd og taler om gamle dage.

Ulykken har bundet de to, der i forening spillede Harry Potter, sammen i et skæbnefællesskab. Det gør dem næsten til deres egen familie, og lige netop den dynamik giver en masse nerve til filmen.

I de sidste otte minutter går David Holmes og Daniel Radcliffe rundt og kigger på rekvisitter fra Harry Potter-filmene på et gigantisk lager.

Der måtte gerne have været mere af den slags, hvor vennerne interagerer med hinanden, og hvor der rent faktisk sker noget på optagelserne, i stedet for at der bare snakkes.

Det burde faktisk næsten være forbudt at lave så stillesiddende en dokumentar om en tidligere stuntman – også selv om han sidder i kørestol nu.

Det bedste er David Holmes, der er fuld af velovervejede betragtninger omkring sin tilværelse. Han glædes oprigtigt ved sine minder, frygter stilfærdigt for fremtiden og insisterer først og fremmest på, at nærvær skal erstatte adrenalin som drivkraften i resten af hans liv.

Der lægges op til, at vi ikke skal have ondt af Holmes. Selv hvis han var død den dag, havde han nået at leve et mere interessant liv end de fleste. Han har besluttet sig for ikke at være bitter.

Han er en voksen mand ved sine fulde fem, ligesom han var den dag, han kom til skade. Hvor dokumentarer om mennesker med alvorlige handicap nemt ender i infantiliserende sødsuppe, har David Holmes – The Boy Who Lived, hvor Holmes er executive producer, en forbilledlig værdighed over sig.

Titlen er naturligvis dobbelttydig og handler om at finde ud af, hvordan man lever og ikke bare overlever uden omstændigheder som David Holmes’.

Det er ikke sært, at man har fundet ham velegnet til en portrætdokumentar, men hvor burde filmfolkene dog have lagt sig mere i selen for at finde en visuel tilskæring af historien.

Titel:
David Holmes: The Boy Who Lived

Land:
USA

År:
2023

Instruktør:
Dan Hartley

Medvirkende:
David Holmes, Daniel Radcliffe

Spilletid:
83 minutter

Premiere:
15. november på HBO Max

Relevante artikler

Nyhed
09. juni 2020
Ballade i Harry Potter-land

Ballade i Harry Potter-land

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
30. apr. 2026
Aftenvagt

Aftenvagt

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro