Darkest Hour

Christopher Nolans krigsfilm Dunkirk er af historikeren Max Hastings blevet kaldt et historisk-allegorisk forsvar for Brexit.

Takket være civilt sammenhold lykkedes det Storbritannien at komme fri af Europas omsiggribende sammenbrud. Myten om, at Storbritannien klarede skærene og vandt krigen, skulle således aktuelt være en gedulgt intention i filmen.

Jeg er ikke helt sikker på, at dette er sandheden om Nolans inciterende krigsfilm. Men det er jeg derimod, når det gælder Darkest Hour.

Joe Wrights portrætfilm slutter næsten på samme måde som Dunkirk – med Winston Churchills berømte tale fra den 4. juni 1940 om, at ”vi skal kæmpe på strandene”. Hos Nolan bliver den læst op fra avisen af filmens menige soldat, der netop er kommet hjem fra Frankrig. Hos Wright bliver den holdt af selveste den flamboyante forfatter og forsvarsminister i Parlamentet til stort bifald.

I begyndelsen af Darkest Hour, i maj 1940, er der ingen, som klapper af hans tale om at holde stand mod Hitlers krigsmaskine. Men en lille måned senere – to timer i filmtid – bliver han med en ny tale, der hylder modstandskampen, til den ikoniske, stædige, engelske bulldog med cigar i munden, whisky i vandskålen og kamp til stregen.

Gary Oldman er den seneste af mange fine, britiske skuespillere som i detaljen formidabelt gestalter Churchill på en prik. Både som bøs og blød, bister og blodtørstig statsmand og let forfjamsket patriark.

Oldmans udgave er lidt mere nede på jorden, mere varm og menneskelig, end hans kollegers. En englænder, som taler dårligt fransk, spiser og drikker for usundt. Vi ser sågar Winston ude og skide, bogstaveligt og symbolsk, midt i den gustne magtkamp mellem sine egne partikammerater i det konservative parti.

Mange i den engelske overklasse ønsker at falde til føje for Føreren og overlade Europa til sin – fortjente? – skæbne.

Deres fortaler er den eftergivende og kræftsyge premierminister Neville Chamberlain, der to år forinden havde lovet fred i vor tid. Han bliver smertefuldt og sagte gestaltet af Ronald Pickup, og sekunderes af den mere sleske og tyskervenlige Lord Halifax, filmens egentlige skurk, måske lidt for dæmoniseret af Stephen Dillane.

På hjemmefronten er altid seværdige Kristin Scott Thomas på sikker hjemmebane som en knibsk og ladylike fru Churchill, der både kritisk og kærligt står sin husbond bi, når hans modstandere intrigerer mod ham.

Der er således på vanlig vis for biopic-genren linet op med bundsolide britiske skuespiller, mest som magtens mænd, der taler statsraison og realpolitik.

Meget lig Oliver Hirschbiegels Hitler-film, Der Untergang, oplever vi magtkampen sammen med bossens søde sekretær, nysseligt spillet af Lily James, der selvfølgelig selv har sorgarbejde i madpakken hjemmefra. Og ganske som Hirschbiegel viste os Berlin set fra førerbunkeren, ser vi fra premierministerens bunker i Whitehall glimt af det brændende Europa.

Joe Wright, som med Soning fra 2007 allerede var en tur forbi Dunkerque-katastrofen, har drejet et fermt designet, dokudramatisk, men også populistisk melodrama.

Da Churchill er på kanten til personligt sammenbrud – ja eller nej til fredsforhandling med fjenden – dukker der en meget kongelig George VI op en sen nattetime for at give ham et par visdomsord i stridens stund. Derefter begiver Churchill sig for første gang ned i Londons metro for at møde selveste det britiske folk, der heller aldrig vil overgive sig.

Således velpåklædt kan verdens største statsmand holde sin brandtale i Parlamentet om aldrig at give op, aldrig at blive slaver.

Filmen rokker ikke ved Churchill-myten, men er alligevel ganske underholdende. Endnu en nostalgisk sang om dengang Storbritannien stod helt alene, og sådan set havde det bedst med det.