Dansk stumfilm

Filmens barndom var som bekendt stum.

Og netop som barndommens land bliver stumfilm ofte set på. Ikke blot med nostalgiske øjne, men sågar med øjne, der ser den stumme film som mere kunstnerisk og autentisk end talefilmen.

Som om tale nærmest er noget vulgært, der ødelægger de levende billeders renhed.

I Danmark er vi også nostalgiske, fordi de danske stumfilm var verdensfilm i tiden fra 1910’erne og op til 1930, hvor talefilmen bryder igennem.

Myten hedder, at fordi tale ikke længere var sølv, men guld, så kunne vi ikke længere klare os. Dansk er jo ikke noget verdenssprog.

Men myten punkteres kraftigt i forskeren Lars-Martin Sørensens fremragende Dansk stumfilm. Vi blev overhalet allerede efter Første Verdenskrig, hvor lande som USA, Tyskland og Rusland blev filmens absolutter stormagter.

Så da talefilmen bryder igennem i mellemkrigstiden, er vi udmanøvreret rent filmisk. Årsagen til, at vi mister grebet er mange, og Lars-Martin Sørensen kommer ind på de fleste.

Vi hang længe fast ved en arkaisk og antimoderne opfattelse af, at film var først og fremmest filmet teater. Den blev således underlagt sætstykker, studieforhold, artikulation og dramaturgi, hvilket filmkunsten banebrydende bryder med ved at gestalte sin egen kunsts æstetik.

Her reflekterer kameraet ikke kun det iscenesatte, men indgår i en symbiose af netop iscenesættelse, optagelse og skuespil.

Men selvfølgelig blev der drejet grandiose film i den danske stumfilmæra.

Den store danske filmkunstner Carl Th. Dreyer skaber sit største mesterværk om Jeanne d’Arc i Frankrig. Vores internationale filmdiva, Asta Nielsen, blev frem for alt verdensberømt i Tyskland og omegn.

Og så er der den i dag noget glemte Benjamin Christensen og den måske i virkeligheden tidsmæssigt mest modernistiske genistreg, pikante Heksen, som blev skabt for svenske penge.

Sådan er det hele vejen igennem denne tavshedens guldalder. Dansk film blev ikke skabt i et vakuum, men i samklang med nabolande, som ofte havde bedre øje for filmens modernistiske egenart.

Bogen giver læseren endog mulighed for at granske med eget blik. Der er brugbare QR-koder på siderne med masser af billeder fra de omtalte film.

Det mesterlige ved Sørensens gennemgang af utallige film er, at den ikke bare fokuserer på films handling, men også på filmens udtryk. Filmens eget sprog ned i detaljer. Og hvilke emner datidens danske film skulle handle om for at kunne begå sig i den store verden med de mange fordomme, holdninger og moralske restriktioner.

Men der er også plads til mere anekdotiske historier om stjerner og vandbærere. Om filmmogulen Ole Olsen, førsteelskeren Valdemar Psilander og teaterdronningen Betty Nansen, som rejste til USA med ikke mindre end 45 kufferter for at blive filmstjerne.

Og tag ikke fejl. Storhedstiden for dansk stumfilm var nok kort, men den sprudlede af kreativitet og nyfigenhed.

Således får vi fine gennemgange af små og store film, hvor af nogle er blevet restaureret, digitaliseret og bragt ud af glemsel. Nogle fascinerer den dag i dag, mens andre har mere historisk interesse.

Bogen begynder og slutter med Nordisk Films Jokeren, som floppede, samtidig med at film fik tale.

Selv om Dansk stumfilm er et filmhistorisk værk, ja, nok den væsentligste om dansk films stumme fortid, er man konstant underholdt. Sproget er klart og behageligt glidende, og man bliver fanget af de visionære betragtninger og det informative indblik, som både har accent af fortolkning og filmarkæologi.

Det er herligt uden den elegiske nostalgi om, at film bare var bedre dengang uden taletid. Bogen er snarere båret af en sympatisk forståelse for stumfilms fejl og mangler – og så alligevel en sans for genrens særlige storhed.

Dansk stumfilm er simpelthen et pragtværk.