Danserinden

”Jeg kan ikke danse,” siger den unge og kejtede Marie-Louise Fuller.

Med den paradoksale replik indledes det biografiske drama Danserinden om kvinden, der under kunstnernavnet Loïe Fuller revolutionerede moderne dans i slutningen af 1800-tallets Paris.

Replikken er sigende. For Danserinden er ikke en film om en teknisk dygtig danser, men et portræt af en kunstner, for hvem kroppen blot er et medie til at udtrykke sin vision.

Filmen forklarer ikke, hvad det er, der driver Fuller til at dedikere sit liv til det nu ikoniske værk, hvor hun slynger lag af silkestof om sig i projektøroplyste spiralformer.

Idéen opstår nemlig ved et uheld, da Fuller som teaterstatist og håbefuld skuespiller må hanke op i sin for store nederdel for at undgå at tabe den.

”En sommerfugl,” udbryder en barnestemme blandt publikum, og pludselig er Fuller besat af idéen om det originale koncept, hvor hun udsætter sin krop for intensiv og smertefuld træning for at perfektionere dansen.

Gysende billeder af overanstrengte lemmer, der dulmes i isfyldte spande, står i stærk kontrast til de silkebløde former, som Fullers krop opløses i, når hun opfører dansen og bryder igennem på det hippe kabaretteater Folies Bergère.

Netop fordi filmen ikke forklarer, hvad der driver Fuller, men i stedet gør dedikationen fysisk mærkbar, indfanger Danserinden noget så flygtigt som den kunstneriske skabertrangs væsen.

Man fornemmer, at den spillefilmdebuterende instruktør, Stéphanie Di Giusto, der har rødder i modefotografi og musikvideokunst, nok er bekendt med denne uforklarlige drift.

At dedikationen kan mærkes, skyldes i særdeleshed skuespillerinden Soko, der også er musiker og kendt for hittet I’ll Kill Her, hvis voldelige budskab, hun formidler med skrøbelig lillepigerøst.

Samme kontrast giver hun Fuller, der det ene øjeblik eksploderer i barnligt raseri, når nogen kopierer hendes koncept, og det andet gemmer sig i en baggård til sin egen hyldestfest.

Begyndelsen på enden foranlediges, da den unge, selvsikre danserinde Isadora Duncan, gør sit indtog i Fullers dansekorps. I skikkelse af Lily-Rose Depps porcelænsfine figur og med sin ballet-inspirerede dansestil, er Duncan antitesen til Fullers grovere og smertebebyrdede statur.

Desværre bliver, hvad der i virkeligheden var et kompliceret, rivaliserende, men også respektfuldt forhold imellem protegé og læremester, i Danserinden lige lovlig ensidigt og saftigt fortolket med en fremstilling af Duncan som en forførende manipulator, der leder Fuller bag lyset for at fremme sin karriere.

Det er dog ikke Depps skyld, men et resultat af, at Danserinden vil fortælle for mange historier på en gang.

Filmen begynder nemlig ikke med forfølgelsen af visionen. Vi skal først på en ophavs-afvej fra eventyrlig nordamerikansk landidyl hos en rodeoridende fritænker-far og et smut forbi Brooklyn og en afholdsfanatisk mor, før vi endelig kommer til Paris, hvor danseriet for alvor begynder.

Ærgerligt nok.

For form og indhold smelter sammen, når der zoomes ind på dansen med poetiske sekvenser, hvor Fuller og hendes korps af danserinder udfolder deres ekspressionistiske trin i Paris’ tågeindhyllede skove til tonerne af Vivaldi og Beethoven.

Her finder fortællingen fodfæste i et påtrængende og fysisk nærstudie af en deterministisk dedikeret kunstner.