Danmarks sønner

Et år er gået, siden et brutalt angreb på Nørreport i København kostede 23 morgenpendlere livet.

I ghettoen står hans budskab malet med griseblod: ”Skrid hjem!”

Zakaria er en af de unge mænd, der er dybt påvirket af den polarisende stemning af fremmedhad. Han bevæger sig fra det blåkolde dagslys hjemme hos sin mor og lillebror til en brutal underverden i rødligt skær, hvor den ældre Hassan belærer ham om verdens afstumpede forbrydelser mod deres brødre og søstre.

På ingen tid overbeviser han den unge mand om at likvidere Nordahl, så verden kan se, at ”de fremmede” står sammen. Det er os mod dem, siger han.

Danmarks sønner er en modig film. Det er sjældent at se en dansk film med et så slagkraftigt politisk perspektiv. Og den vil uden tvivl skabe debat og vrede på højrefløjen, der trods let antydede nuancer udpeges til den kollektive syndebuk.

Filmens titel er navnet på en voldelig undergrundsgruppering, der har taget Martin Nordahls ord til sig og undervejs tyer til stadig mere håndfaste midler i kampen mod rigets fjender.

Det er også en anderledes eksplosiv film for debutinstruktøren Ulaa Salim, der i sine kortfilm fra Den Danske Filmskole har fortalt langt mere afmålte og eftertænksomme historier om identitet og etnicitet. Denne gang skruer han op for dramatikken med en historie, der både visuelt og tematisk læner sig op ad spændingsfilm som Underverden og Kongekabale.

Den talentfulde instruktør har dog holdt fat i sit poetiske filmsprog.

Salim formår at skabe smukke scener ud af enkle situationer, der er alment menneskelige og dog ganske specifikke. Som når Zakaria deler madpakken – betænksomt lavet af hans bekymrede mor – med sin nye ven Ali, mens de øver sig i pistolskydning før det planlagte attentat.

Siden forsøger begge drillende at få den anden til at hoppe først i det kolde vand under en badetur. Temmelig åbenlyst, men alligevel potent minder filmen om, at drabelig machokultur starter i det små.

Omtrent halvvejs igennem træder Ulaa Salims udforskning af maskulinitet mere effektivt i fokus, da politibetjenten Malik bliver filmens egentlige hovedperson. Han kæmper med paranoia efter at have været undercover i en længere periode, men bliver den mest overbevisende figur, fordi han befinder sig i et nervepirrende spændingsfelt mellem to hidsige yderpoler af ekstremisme.

Desværre løber en undertone af noget skurrende utroværdigt gennem filmen.

Den almindeligt ungdomsforvirrede Zakaria kaster sig for nemt ud i en voldsradikal løbebane. Maliks chefer ser gerne bort fra håndfast fakta, mens manuskriptet mumler, at afdelingen er underbemidlet. Der bliver taget nogle smutveje til det store drama.

Til gengæld er filmen båret af stærke skuespilpræstationer. Debutanten Mohammed Ismail Mohammed er i centrum for historien, men Zaki Youssef som vennen Ali stjæler billedet med nuanceret spil og en overraskelse i ærmet. Mest overraskende er dog Rasmus Bjerg, der på skræmmende vis smider sit folkekære image i rollen som den forførende, men kyniske politiker Nordahl.

At had avler had og vold avler vold er ikke nogen videre revolutionerende idé, og manglen på en original indfaldsvinkel til det sprængfarlige emne svækker filmen.

Danmarks sønner løfter sig dog med en slutning, der forløser historien. Først kommer hæsblæsende action og dernæst et rytmisk crescendo, som sætter streg under en selvfølgelig sandhed.

Modgiften til vold og had findes hjemme hos mor og hendes kærlige kødgryder.