Dangerous Animals

I 2021 udkom Christian Boghs fagbog Fra gud til filmskurk: 90 år med hajer på det store lærred, som man kan sluge, hvis man vil vide besked om alverdens hajfilm – inklusive et par fra Danmark. Man erfarer da, at hvad angår friskt menneskekød, er hajer lige så umættelige, som vi mennesker er, når det gælder uhyggelige hajfilm.

Selv havde jeg som teenager blandt mine monstersamlesæt en flaskeskibsvariation. Ikke med et sejlskib, men med en dykker i et hajbur over for en sulten hvidhaj inspireret af en scene i Jaws. 

Præcis samme situation indleder sharksploitation-gyseren Dangerous Animals. 

To unge turister har betalt for en dukkert i et hajbur, så de med iltapparat, bag beskyttende tremmer, kan studere de farlige fisk på nært hold. Filmen giver her lejlighed til at gispe, ikke af skræk, men over hvor yndefulde disse store dyr faktisk er, når de boltrer sig frit i deres naturlige element. 

Men, men, men … 

Zephyr (stærk præstation af Hassie Harrison) er en ung, rebelsk, filosofisk og småkriminel surfer med ben i næsen. Hun har i nogen grad lukket sig inde i en skal, men åbner dog en sprække, da hun møder den jævnaldrende Moses (Josh Heuston, også glimrende), med hvem hun deler smag for rockbandet Creedence Clearwater Revival. 

Som resultat får vi en smagfuld og smukt filmet sexscene. Som gør det letforståeligt, hvorfor Moses gør en ekstraordinær indsats, da Zephyr kort efter forsvinder næsten sporløst. 

Tredje og ubehageligt skarptslebne spids i trekanten er hajeksperten Bruce Tucker (en fremragende Jai Courtney). Han er lige så fanatisk med hajer som hajjægeren Quint i Jaws, dog er hans mission ikke at dræbe, men at fodre dyrene. 

Tucker kidnapper Zephyr – skildret med overbevisning som en gennemarbejdet arbejdsrutine, der udløser en isnende fornemmelse i maven hos tilskueren. Det her kunne ske for os alle! 

Handlingen starter i den australske kystby Gold Coast, et sted med blå bølger og glade surfere. Men genren er Ozploitation (australsk horror med mere), og Zephyr vågner op langt fra land på Tuckers båd, hvor alt er klart til det store snuff-show. 

Tuckers videosamling dokumenterer, hvor mange gange det planlagte skrækscenarie har udspillet sig foran hans camcorder, mens han begejstret rabler løs om hajens betydning for den økologiske balance. 

Zephyr gør processen en del mere vanskelig, end han er vant til, men hun kan ikke skjule sin velbegrundede angst. I vandet rundt om båden venter 100 kilo muskler og 300 sylespidse tænder på næste måltid. 

Dangerous Animals er et eksempel på den perfekte horrorfilm. Den formår at skræmme på et basalt primitivt niveau og derved ramme vores dybeste frygt, samtidig med at den udfolder et velfortalt drama med personer, vi lærer at kende og føler noget for. Fra dyb sympati til endnu dybere afsky. 

Også hajerne får lov at være mere end plotmekanismer. Et ubegribeligt flot filmet billede lader et af bæsterne glide tæt forbi et potentielt offer, så man nærmest føler, at det er første gang, man virkelig ser en haj på film. 

Hvorvidt titlen Dangerous Animals refererer til hajerne eller til os mennesker, er værd at overveje. Hajerne gør jo sådan set bare deres job, men filmens skurk er en led satan. Når han smiler, er det som at se en krokodille slikke sig om munden. 

Er Tucker den ækleste psykopat i australsk horror? Ozploitation Psycho Nr. 1 er stadigvæk John Jarratt som seriemorderen i Wolf Creek fra 2005, en milepæl i nyere australsk filmhistorie. 

Men i dette legendariske selskab er det ingen skam at være på andenpladsen. Og positionen som Ozploitation Psycho Nr. 2 har Jai Courtney som Tucker i Dangerous Animals hermed indtaget. Stakkels Zephyr har virkelig god grund til at være bange.