Biografanmeldelse
12. juni 2025
Dangerous Animals

Surferen Zephyr (Hassie Harrison) har al mulig grund til panik, da hun bortføres af hajfanatikeren Bruce Tucker (Jai Courtney), som vil servere hende som foder for de store fisk.

Foto | LD Entertainment

Dangerous Animals

Australsk sharksploitation-gyser skræmmer på et primitivt niveau, samtidig med at den får publikum til at reflektere over, om titlen i virkeligheden peger på os mennesker.

Af Nicolas Barbano

I 2021 udkom Christian Boghs fagbog Fra gud til filmskurk: 90 år med hajer på det store lærred, som man kan sluge, hvis man vil vide besked om alverdens hajfilm – inklusive et par fra Danmark. Man erfarer da, at hvad angår friskt menneskekød, er hajer lige så umættelige, som vi mennesker er, når det gælder uhyggelige hajfilm.

Selv havde jeg som teenager blandt mine monstersamlesæt en flaskeskibsvariation. Ikke med et sejlskib, men med en dykker i et hajbur over for en sulten hvidhaj inspireret af en scene i Jaws

Præcis samme situation indleder sharksploitation-gyseren Dangerous Animals

To unge turister har betalt for en dukkert i et hajbur, så de med iltapparat, bag beskyttende tremmer, kan studere de farlige fisk på nært hold. Filmen giver her lejlighed til at gispe, ikke af skræk, men over hvor yndefulde disse store dyr faktisk er, når de boltrer sig frit i deres naturlige element. 

Men, men, men … 

Uden at spoile hopper vi ud af buret og videre til filmens tre egentlige hovedpersoner. 

Zephyr (stærk præstation af Hassie Harrison) er en ung, rebelsk, filosofisk og småkriminel surfer med ben i næsen. Hun har i nogen grad lukket sig inde i en skal, men åbner dog en sprække, da hun møder den jævnaldrende Moses (Josh Heuston, også glimrende), med hvem hun deler smag for rockbandet Creedence Clearwater Revival. 

Som resultat får vi en smagfuld og smukt filmet sexscene. Som gør det letforståeligt, hvorfor Moses gør en ekstraordinær indsats, da Zephyr kort efter forsvinder næsten sporløst. 

Tredje og ubehageligt skarptslebne spids i trekanten er hajeksperten Bruce Tucker (en fremragende Jai Courtney). Han er lige så fanatisk med hajer som hajjægeren Quint i Jaws, dog er hans mission ikke at dræbe, men at fodre dyrene. 

Tucker kidnapper Zephyr – skildret med overbevisning som en gennemarbejdet arbejdsrutine, der udløser en isnende fornemmelse i maven hos tilskueren. Det her kunne ske for os alle! 

Handlingen starter i den australske kystby Gold Coast, et sted med blå bølger og glade surfere. Men genren er Ozploitation (australsk horror med mere), og Zephyr vågner op langt fra land på Tuckers båd, hvor alt er klart til det store snuff-show. 

Tuckers videosamling dokumenterer, hvor mange gange det planlagte skrækscenarie har udspillet sig foran hans camcorder, mens han begejstret rabler løs om hajens betydning for den økologiske balance. 

Zephyr gør processen en del mere vanskelig, end han er vant til, men hun kan ikke skjule sin velbegrundede angst. I vandet rundt om båden venter 100 kilo muskler og 300 sylespidse tænder på næste måltid. 

Dangerous Animals er et eksempel på den perfekte horrorfilm. Den formår at skræmme på et basalt primitivt niveau og derved ramme vores dybeste frygt, samtidig med at den udfolder et velfortalt drama med personer, vi lærer at kende og føler noget for. Fra dyb sympati til endnu dybere afsky. 

Også hajerne får lov at være mere end plotmekanismer. Et ubegribeligt flot filmet billede lader et af bæsterne glide tæt forbi et potentielt offer, så man nærmest føler, at det er første gang, man virkelig ser en haj på film. 

Hvorvidt titlen Dangerous Animals refererer til hajerne eller til os mennesker, er værd at overveje. Hajerne gør jo sådan set bare deres job, men filmens skurk er en led satan. Når han smiler, er det som at se en krokodille slikke sig om munden. 

Er Tucker den ækleste psykopat i australsk horror? Ozploitation Psycho Nr. 1 er stadigvæk John Jarratt som seriemorderen i Wolf Creek fra 2005, en milepæl i nyere australsk filmhistorie. 

Men i dette legendariske selskab er det ingen skam at være på andenpladsen. Og positionen som Ozploitation Psycho Nr. 2 har Jai Courtney som Tucker i Dangerous Animals hermed indtaget. Stakkels Zephyr har virkelig god grund til at være bange.

Titel:
Dangerous Animals

Land:
Australien, USA, Canada

År:
2025

Instruktør:
Sean Byrne

Manuskript:
Nick Lepard

Medvirkende:
Hassie Harrison, Jai Courtney, Josh Heuston, Ella Newton

Spilletid:
98 minutter

Premiere:
12. juni

Relevante artikler

Biografanmeldelse
04. aug. 2023
Meg 2: Dødens dyb

Meg 2: Dødens dyb

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
03. dec. 2025
Rejsen mod nord

Rejsen mod nord

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten