Dahmer – Monster: The Jeffrey Dahmer Story

Seriemorderen Jeffrey Dahmer blev ved det rene tilfælde fanget i 1991. Hans ofre var stort set udelukkende homoseksuelle mænd med minoritetsbaggrund, så der var faktisk ingen myndigheder, der ledte efter ham.

Dahmer slog i alt sytten ihjel. Han opbevarede og eksperimenterede med ligdele i en lille lejlighed i en tætbebygget, overvejende afroamerikansk del af den amerikanske by Milwaukee.

I årevis havde naboerne klaget over stanken af lig og lydene af skrig og elektrisk værktøj på alle tider af døgnet.

Dahmer – Monster: The Jeffrey Dahmer Story fortæller en vigtig historie om homofobi, racisme og svigt fra systemet. Men den er desværre først og fremmest historien om Jeffrey Dahmer.

Skaberne Ian Brennan og Ryan Murphy (Scream Queens og Glee) er kendt for alsidig casting, et godt øje for lgbtq-problematikker og forkærlighed for det teatralske.

Egentlig ligger historien fint til dem, men det føles, som om de har arbejdet hårdere på at strække stoffet til ti afsnit end på at forløse fortællingen.

Groft sagt kunne serien med fordel være klippet ned til det halve.

De første to afsnit er klart de bedste. Det er uhyggeligt at møde Dahmer og opdage de gruopvækkende detaljer i hans klaustrofobiske lejlighed fra et offers perspektiv uden at vide, hvad den blodige boremaskine bliver brugt til, eller hvad der er i tønden i soveværelset.

Serien gør ikke meget stilistisk væsen af sig, men er colorgradet i en gusten, gul farve, som minder om sårvæske eller farven på væggen efter årtiers indendørs rygning. Det er, som om lejligheden kan lugtes ud gennem skærmen.

Serien undgår at vise lig og kropsdele, indtil politiet skal informere Jeffrey Dahmers far om, at hans søn er seriemorder. Her får seeren serveret alle de ulækre detaljer i nærbilleder sammen med faren, hvilket gør scenen smertefuld og ikke bare afskyvækkende.

Andet afsnit bidrager med seriens nok mest hjerteskærende historie og en kras kritik af politiet. Tilsammen har de to første afsnit en kvalitet, som serien ikke formår at holde.

De følgende afsnit er en regulær ørkenvandring gennem Dahmers barndom, seksualitet og interesse for at skære i døde dyr med en detaljegrad, der er en kommisionsundersøgelse værdig.

Typisk skal den slags freudianske fiskeekspeditioner vist nok resultere i sympati for morderen og en idé om, hvor tingene gik galt. Det lykkes bare ikke, for man får aldrig en fornemmelse af, at Dahmer kunne være blevet noget som helst andet.

Jeffrey Dahmer er paradoksalt nok ikke en specielt interessant karakter. Evan Peters har fået stor ros for sin præstation, og han er bestemt troværdig som afstumpet seriemorder med sine døde øjne og sygelige fremtoning.

Men der er ingen følelsesmæssige tangenter at spille på, og man keder sig i hans forudsigeligt impulsstyrede og aldeles ucharmerende selskab.

Serien er faktisk mest interessant, når Dahmer træder i baggrunden. De sidste fem afsnit er overvejende fra andre personers synsvinkel. Heriblandt Dahmers far (Richard Jenkins), hvis naive tro på, at hans søn kan blive et produktivt medlem af samfundet, er overraskende indtagende.

Scener, hvor seriemorderen som et andet skolebarn irettesættes af sin far og bedstemor, er nogle af seriens mere underholdende.

Det er også hen mod slutningen, at vi møder Dahmers vedholdende nabo (Niecy Nash) og ofrenes familier.

Igennem dem inviteres man til at overveje, hvordan det egentlig må føles, når din søns morder bliver vidt berømt og genstand for nyheder, bøger, film og … succesfulde serier på Netflix!

Det er jo et vigtigt perspektiv. Men det ville unægtelig være kommet mere til sin ret i en serie, hvor Jeffrey Dahmer fyldte mindre. Serien lukrerer på selvsamme seriemorderfascination, som den kritiserer, og det er himmelråbende hyklerisk.

Det er svært at tilbringe ni timer i selskab med en mand, som fremkalder kvalme alene at læse om. Selv de bedste fiktionsgreb mister deres effekt efterhånden, og serien føles i sidste ende lige så lang og retningsløs som den bizarre titel.