Dag & nat – sæson 2

For tre år siden havde instruktøren Lone Scherfig premiere på sin hospitalsserie Dag & nat.

Vi var på fødegangen og helt i overensstemmelse med genrens faste inventar med hverdagens helte i hvide kitler drejede det sig om liv og død, komplicerede fødsler og følelser mellem ansatte – fra overlæge, læger og sygeplejersker til portører og patienter.

En stor familie, som sågar også indlemmede udefrakommende ind i sammenholdet.

Nu kommer Dag & nat 2.

Vi er rykket fra fødegangen op til børneafdelingen. Ganske logisk, for babyer bliver jo til børn. Og her ankommer de i alle aldre for at blive helbredt, kureret, opereret, trøstet og lappet sammen.

Selv om man ikke har set første sæson, kan man sagtens følge med. Der er gengangere, men de er få og små. Her er ikke meget nyt på genrens operationsbord.

Intime relationer flettet ind i hverdagslivet for mennesker, mest i hvide kitler, som gør deres arbejde på vagter nat og dag. Ambulancer ankommer, skæbner foldes ud, mens båren bæres ind. Af og til er der også amoriner i luften.

Lone Scherfig er god til ensemblespil. Til at skildre grupper og deres interaktioner i diverse sammenhænge. Det gælder også i Dag & nat 2.

De to nye hovedkarakterer – overlægen Linda og børnepsykologen Lasse – spilles henholdsvis af Ann Eleonora Jørgensen og Anders W. Berthelsen. Begge er meget følsomme og voksne, begge udtrykker deres personer med fremragende overbevisning og snært indlevelse. Og det er klart fra starten, at der opstår noget imellem dem.

Hun har tilsyneladende et kuldslået følelsesliv, en stivstikker med strikt overlægemine, når noget ikke passer hende eller går hende imod. Han er empatisk blød mand, som et eller andet sted er såret af fortrængt sorgarbejde og afsavn.

Disse to mennesker kunne være aksen i begivenhederne på børneafdelingen. Men de er slet ikke alene og faktisk er det sådan, at alle på gangen med syge børn har noget privat i klemme. Undtagen måske unge Amanda, spillet prægnant stolt og underdrejet af Mathilde Lundberg.

Hun er til gengæld den arrogante, bedrevidende lægestuderende. Men hun træder i karakter og bliver nærtagende fragil på den gode måde. Måske skulle serien have haft mere fokus på hende. En ankerkvinde midt i et virvar af operationer og missioner.

Alle har problemer, fra rengøringsassistenten med en umulig lillebror til den usikre børnelæge med en kræftsyg far. Der er ikke den skade og skavank, som ikke er til stede. Et dødfødt barn, båret først i krop siden i sjæl af børnelægen Pernille, en genganger fra etteren, spillet lavmælt traurigt af Katrine Greis-Rosenthal.

Pernilles ensomhed er lige ved at koste hende sin stilling. Men så er der den sympatiske afdelingssygeplejerske Amir – godt gestaltet af Soheil Bavi – som også har en hel del ugler i sin personlige mose.

Den helt store tragedie er Lindas søn Benjamin, der bliver bragt trafikkvæstet ind på afdelingen. Og der viser sig at være noget langt mere alvorligt galt med ham.

Sådan er der så meget – og for meget – i Lone og Nikolaj Scherfigs manuskript. For serien mangler den realistiske pause, et nedtonet pusterum, et trivielt afsnit, hvor seeren ikke behøver tage stilling til et problem. Såsom den forfjamskede mor, den fjerne far, den psykotiske datter, spædbarnet, som har slugt clips, og selvfølgelig barnet, der viser sig at være dødsdømt af sin umiddelbart banale sygdom.

Den forfærdelige diagnose, som gør livet til et tragisk punktum. Ligesom vi konfronteres med narkoproblemer og organdonation og dødshjælp til den terminalt syge kræftpatient.

Alle medvirkende spiller røven ud af den hvide kittel og blå sygeplejerdragt. Serien er suverænt castet. Så hvis man kan klare megen gråd og tænders gnidsel, er man flot underholdt.

Dag & nat 2 er solidt håndværk hele vejen – fra første indlæggelse til den fatale sygegang.