Da Sophia mødte Sylvain

Ifølge filosoffen Platon er vort begær styret af noget, vi mangler.

Det fortæller 40-årige Sophia, som underviser i filosofi på folkeuniversitetet i Montreal i Canada, mens hun venter på et professorat ved universitetet. Hun bor sammen med Xavier, som også er akademiker.

Sammen mødes de med lignende intellektuelle venner, som dinerer sammen, går til ferniseringer og diskuterer højbrynet på formfuldendt fransk.

Især det sidste er vigtigt.

I delstaten Québec taler den jævne befolkning et næsten uforståeligt fransk-canadisk. Som altmuligmanden Sylvain, parret har sat til at restaurere et skrummel af et sommerhus, som de just har købt i dyre domme. Men Sylvain har andre kvaliteter. Netop det, som Sophia mangler ifølge sig selv og gamle Platon.

Meget hurtigt indleder Sophia og Sylvain, hvad franskmænd kalder for l’amour á la folie, en grænseoverskridende affære. 

Da Sophia mødte Sylvain er mere end blot endnu en film om kærlighed, der krydser kultur og klasser.

Den danske titel antyder Da Harry mødte Sally, klassikeren inden for letbenede romantiske komedier. Men instruktøren Monia Chokri er snarere Ingmar Bergman med et stænk canadisk ahornsirup og leverer en skæmtsom sædeskildring a la Woody Allen.

Sophia kvitter Xavier og hengiver sig håbløst ubetænksomt til Sylvain fra de dybe skove og folkemørket. Ganske vist har han smag for poesi, men mest sådan noget, der rimer på hjerte og smerte og er banalt som en bananskræl.

Mødet med Sophias sofistikerede kreds forløber tilsyneladende smertefrit, en del af den snakkende klasses selvforståelse er jo dens brede tolerance. Sophia overlever også mødet med hans familie af båtnakker og en fordrukken mor. Faktisk er Sylvains familie mere ægte imødekommende end hendes fornemme, snobbede bagland.

Men filmen er herligt fri for store klassemæssige konfrontationer og dramatiske sammenstød. Der er kun et enkelt, og det gestaltes med gelinde varsomhed.

Således er den franske titel meget bedre end den danske: Simple comme Sylvain, altså Simpel som Sylvain,hvor ”simpel” på både dansk og fransk konnoterer enfoldighed i positiv betydning.

Den charmerende film handler om det, vi taler om i forbindelse med kærlighed. 

Sophia nyder de erotiske møder med Sylvain i fuld udstrækning, også når de er provokerende i forhold til hendes selvforståelse som en senmoderne, selvstændig karrierekvinde.

Det er her, nogle kan være kritiske over for portrættet af Sophia. Den intellektuelle kvinde, som nyder hårdhændet håndværkersex, men keder sig gevaldigt med sin følsomme eksmand. 

D.H. Lawrences Lady Chatterleys elsker nævnes ligefrem undervejs. Igen får vi påstanden om, at alle kvinde inderst inde er til fals for rå sex med en hvilken som helst viril mand uden studentereksamen.

Men inde bag denne dyriske tiltrækning lurer skinsyge og besiddertrang – fra begge parter. Klassekampen er omkalfatret til andet end sociale skel. Her går den snarere på kønsroller i den ene eller den anden definition af kærlighed.

Magalie Lépine Blondeau er hele filmen værd som den selvbevidste Sophia, der har ben i næsen, hvor de andre mangler jordforbindelse. Hendes falden for karl smart i skovmandsskjorte og overalls er overbevisende.

Vi forstår hendes længsel efter at være andet end samtalepartner og sovekammerat, som står for tryghed og ordnede forhold. Hun savner sin samlevers begær, hans blik på hendes røv og ikke kun hendes hjerne.

Pierre Yves-Cardinal er god som lumberjacket-manden, der ligner en Adonis i en truck i stedet for toga.

Filmen er meget fransk i sit anslag med flirt og caféfilosofi. Men det canadiske islæt toner af Bergman uden skandinavisk hysteri, og en særlig (selv)ironi omkring det aparte par gør filmen interessant. Ja, faktisk fremragende ved nærmere eftertanke.