D-A-D: 40 års venskab

På vej til at se TV 2’s dokumentar i anledning af rockgruppen D-A-D’s 40-års jubilæum melder et spørgsmål sig.

Har instruktøren Jesper Skaaning lavet filmen, fordi han har noget nyt at sige om det ikoniske band, eller er målet mest at fejre fødselsdag med nostalgitrip og kager til?

Spørgsmålet fortsætter desværre med at rumstere i baghovedet igennem dokumentarens 56 minutter.

D-A-D: 40 års venskab følger udviklingen i venskabet mellem Binzer-brødrene Jesper og Jacob (Cobber), bassisten Stig Pedersen og trommeristen Laust Sonne, der erstattede Peter Lundholm Jensen midt i storhedstiden i 90’erne.

Historien om Disneyland After Dark – som de famøst hed, inden det store Disney-selskab fik nys om det – går, som den slags historier plejer at gå.

Stig har et band, men bliver smidt ud, så han finder sammen med Jesper, der hiver sin lillebror Cobber med ind, fordi han kan lidt flere akkorder. Snart laver de numre som Sleeping My Day Away og Everything Glows og får en amerikansk pladekontrakt. Men efter succesen kommer nedturen, medlemmer stifter familie, og hverdagslivet truer venskabet.

Det mest interessante ved D-A-D: 40 års venskab er filmens fokus på forholdet mellem de fire mænd, der engang var tættere end kondenseret mælk, men nu er strengt professionelt og høfligt.

Man kan nemt få en forestilling om, at en arbejdsdag i rockband-branchen slutter med bajere og high fives. Men som Laust forklarer, kører de nu i hver sin bil til koncerter og ses ikke uden for arbejdstiden.

Den tilgang til jobbet er nok ikke nogen overraskelse for de, der har berøring med musikverdenen. Men det er alligevel befriende, at D-A-D vil være med til at afmytologisere musikertilværelsen, som også fortjener at blive set som et erhverv, der kræver professionalisme og hårdt arbejde.

D-A-D: 40 års venskab føles dog ikke som sejrshistorien om dygtige håndværkere, der med usentimentalt arbejde har overlevet imponerende længe. Det virker snarere som en tragedie om et venskab truet af mangeårige irritationer.

”For dem, som har set Some Kind of Monster-filmen med Metallica … så er vi ligesom ti år længere fremme!” siger Cobber med henvisning til Joe Berlinger og Bruce Sinofskys berømte rockdokumentar, hvor metalgruppen eksploderer for øjnene af publikum.

Man ser med gru og glæde frem til tilsvarende drama i D-A-D-dokumentaren, men problemet er, at man aldrig rigtigt får en fornemmelse for, hvad de egentlig har været uvenner om.

De forklarer, at Stig var lidt gladere for at klæde sig ud og lave sjov på pladecovers end de andre, og så har de forskellige holdninger til det musikalske. Nærmere kommer vi det ikke, og når de fire bliver interviewet sammen, virker de ganske gemytlige.

Filmens mest rørende og fascinerende passage handler om tragedien på Roskilde Festival i 2000, hvor ni personer døde under en Pearl Jam-koncert.

D-A-D skulle spille på festivalen kort efter, og i dokumentaren ses stumper fra en optagelse af bandet, der diskuterer, om de bør aflyse. Stig vil ikke spille, mens Jesper frygter, hvad en aflysning vil betyde, og bølgerne går forståeligt højt.

De få sekunder viser mere om gruppens dynamik end alle de mange interviews til sammen.

Cobber fortæller, at han i dag fortryder, at de spillede koncerten, og det er rørende. Men før man kan nå at trække vejret, er vi videre i historien, som lider under sit høje tempo.

Jesper Skaaning har giftet sig med et format, hvor bandmedlemmerne sidder i deres stramme bukser sammen og gennemgår hvert album slavisk som taktstok i fortællingen. Men det bliver hurtigt mere pligt end fornøjelse, og pladerne fra 00’erne gider filmen kun bruge ganske få sekunder på.

Det er svært ikke at smile ad anekdoten om gruppens hypede musikvideo til Bad Craziness, der skulle vises på MTV, men kom på lige efter premieren på Nirvanas revolutionerende hit Smells Like Teen Spirit.

Men der er ikke tid til at dvæle ved noget, og man får kun pletvis fornemmelsen af den enorme charme, som gruppen i 40 år har været leveringsdygtig i – især live, hvor Jesper Binzer må betragtes som en af landets mest ikoniske performere.

Et gensyn med de farverige rocksnedkere er altid velkomment, men man kunne godt have brugt mere end en time på det.