Cornelis Vreeswijk: Nogle går rundt i udtrådte sko

Han kom som syvårig fra Holland til Sverige lige efter Anden Verdenskrig. Selv om han blev en af Sveriges største visesangere – ikke kun i nyere tid, men for altid – forblev han hollandsk, til han døde af leverkræft i en alder af bare 50 år.

Vi taler selvfølgelig om Cornelis Vreeswijk, blandt venner, fjender og kvinder kaldet Kess. Han ændrede den smukke svenske visetradition, mens han sang sig i ind familiealbummet med landets andre store troubadourer: Carl Michael Bellman og Evert Taube.

Sangmæssigt var han også i slægt med Jacques Brel og Bob Dylan. Men selvfølgelig helt sin egen med sin karakteristiske stemme og kærlighedssange, som ikke kun rimede på hjerte og smerte. Men ofte om kvinder, der gik under i druk og narko eller forduftede ud af syne.

Såsom Felicia, som forsvandt. En af Vreeswijks mest populære danseviser, en blandt mange ballader om livets flygtighed og andre skader.

Sangen om Felicia er en af hans mange slagere, vi ikke får smagsprøve på i den både inciterende, sørgmuntre og charmante portrætfilm Cornelis Vresswjik: Nogle går rundt i udtrådte sko.

Til gengæld hører vi mange andre sange om andre kvinder, om hans tre koner og den chilenske-svenske kvinde Fatumeh/Fatima – narkomanen, han både sang om og fik ud af hendes fatale misbrug.

En solstrålehistorie i et elegisk signalement af en svensk musiklegende, der i den grad brændte sit lys i begge ender.

Tid og historie gjorde Vreeswjik til en del af 1968-traditionens rebelske protestbevægelse. I og med at han netop i 60’erne og 70’erne blev provokerende folkeeje – også i Danmark – med sine syrlige sange om samfundets oversete skæbner i folkehjemmets skyggesider.

Men han var allerede mange år før ungdomsoprøret med i den stockholmske boheme. Visesangere, som punkterede nationens selvforståelse om at være verdens bedste land. Vreeswjik havde et indigneret poetisk blik for asfaltens alkoholikere, sutterne i undergrundsstationen og narkomanerne, der som kakerlakker (over)lever i borgerskabets kroge, kviste og kældre.

Samtidig blev han hurtigt en del af den svenske sangskat, men nok med mindre solskin, skov og skærgård end andre traditionelle troubadourer.

Men før sin død blev især Carl Michael Bellmans digtning og levned et personligt spejl. Døden venter om hjørnet, skynd dig at drikke op, før han henter dig. Livets forgængelighed sat i scene som senmoderne sange uden nostalgi og immer brod mod samfundets dobbeltmoral.

Netop i Vreeswijks sange udstilles det, vi kalder for Forbuds-Sverige.

At drikke op, gjorde Cornelis i den grad og alt for ofte. Nogle går rundt i udtrådte sko lægger ikke fingre imellem, hvor dybt alkoholiseret han var fra starten af ungdommen til den triste og tidlige død.

Undervejs blev det både til spritkørsel, hustruvold og en tur i fængslet. Han var en livsnyder, som skyldte i skat og startede slagsmål. En gudsbenådet skjald, men også et røvhul af en mand, som havde det svært med selvstændige kvinder med modhager.

Vi får succeser og nedgange, hans flugt til Holland og et længere ophold i København. Men også opturen, hvor en ny generation opdager ham som et faderbillede på barrikaderne sat op mod borgerlighed og biedermeier.

Vreeswjiks sidste store genoprejsning som stjerne kommer med den succesfulde optræden på Roskilde-festivalen i 1987 – få måneder før hans død.

Der er mange stemmer, som taler i Nogen går rundt i udtrådte sko. Vidner fra svundne gilder og orgier, hærdede veteraner fra de glade 60’ere. Alle har kendt Vreeswijk i diverse gradbøjninger af nærhed på godt og ondt.

Det er lidt hulter til bulter i kronologiske fragmenter af fortidige fester og affærer. Alligevel er det en forførende, om end traurig dokumentarfilm.

En flyvende hollænder blev en svensk sangskriver, som både var djævelsk og guddommelig i sine lieder.