Cruella

Er der behov for at vide, hvordan en skurk er blevet ond?

George Lucas’ tre film om, hvordan den hjelmklædte Star Wars-skurk Darth Vader endte som galaksens mest frygtede mand, var ikke noget at råbe hurra for.

Man kan derfor have sine bange anelser, når Disneys Cruella toner frem på lærredet.

Den enigmatiske skurk blev første gang skildret i animationsfilmen 101 dalmatinere fra 1961. Glenn Close har spillet kvinden, der er besat af mode og hunde, i to spillefilm. Men de har slet ikke ramt magien fra den charmerende original.

I den nyeste version er der knap så mange af de sortplettede hunde, faktisk kun tre. Men der er stadig masser af anerkendende nik til den elskede tegnefilm, der ligesom de andre filmatiseringer bygger på Dodie Smiths roman fra 1956.

Cruella er i Disneys nye live action-udgave endnu ikke blevet den manisk kaglende tegneserieskurk, da vi møder hende første gang. Hun er derimod en sej og ambitiøs skolepige, der vil frem i livet.

Det dystre navn er i virkeligheden et øgenavn, som moren Catherine (Emily Beecham) bruger til at forklare sin datter Estella, at hun ikke skal være slem, men opføre sig pænt.

Moren dør under tragiske omstændigheder, og pigen ender alene i 1960’ernes London sammen med sin hund. Hurtigt bliver hun dog venner med to jævnaldrende gadebørn, Jasper og Horace.

Ti år senere er Estella (Emma Stone) den uofficielle leder af trekløveret. De ernærer sig ved småtyverier. Hun syr forklædninger til tyverierne, da hun også er aspirerende designer.

Som fødselsdagsgave har Jasper (Joel Fry) og Horace (Paul Walter Hauser) skaffet hende et job i en af den feterede designer Baroness von Hellmans (Emma Thompson) butikker.

Den unge kvindes talent går ikke modeguruens næse forbi, og inden længe har Estella landet drømmejobbet i baronessens modehus.

Men ambitionerne rækker videre.

Da det viser sig, at hun og Baroness tidligere har krydset hinandens vej i forbindelse med morens død, kommer alter egoet Cruella på banen. Tvekampen mellem de to designere har et profetisk skær over sig, da den aldrende modeguru er lige så forrykt og egocentreret som den gale skurk, vi kender fra tegnefilmen.

Instruktør Craig Gillespie giver filmen en tone, der er lige så vild som en animationsfilm – og det fungerer fremragende!

Cruella excellerer i underholdning, når den omfavner sin skurkagtige helt og rider med på løjerne i hendes vendetta.

I en kamparena fuld af haute couture er våbnene nål, tråd og fantasi. Cruella gennemskuer hurtigt, at den bedste måde at knuse et menneske, der elsker berømmelse, er ved at flå den fra vedkommende.

Punk-attituden matches i kjolerne og på lydsporet, der byder på et væld af ikoniske pop- og rocksange fra perioden. Craig Gillespies fingerspitzengefühl for netop denne disciplin fortsætter fra komediedramaet I, Tonya, hvor han også demonstrerede sin evne til at få stærke præstationer ud af sine skuespillere.

Emma Stone er vidunderlig i rollen som Estella/Cruella. Hun er fuld af overlegen selvtillid, når Cruellas overdrevne personlighed leveres med swung i både krop og ord, så hvert øjeblik med hende er en fornøjelse.

Også Emma Thompson er en djævelsk fryd som Baroness von Hellman. Man kan mistænke manuskriptforfatterne og Thompson for at have skævet til The Devil Wears Prada. Von Hellman og Meryl Streeps modemagasin-chef Miranda Priestly er, om ikke nært beslægtet, så i hvert fald begge medlemmer af bosser-fra-helvede-klubben.

Cruella giver små glimt af den manisk besatte person, der bare må lave en pelskåbe ud af dalmatinere. Derfor er det på sin vis forfærdeligt, at vi i over to timer kommer til at heppe på den senere skurk. Men hendes origin story er blandt de mest vellykkede og underholdende af slagsen.