The Crown – sæson 5

Prinsesse Diana hører et mystisk klik i røret, når hun taler i telefon. Bliver hun aflyttet? 

Paranoiaen er overvældende, men berettiget. For det var netop sådan tabloidpressen med Rupert Murdochs News of the World siden 1990’erne opsnusede de kendtes hemmeligheder. 

Sådan får pressen også fat i en intim snak mellem daværende Prins Charles og Camilla Parker-Bowles. Kærligt griner hun, når prinsen siger, han godt gad være hendes tampon, så han kunne gøre sin pligt inden i hende og genfødes som den næste. 

Det er dråben, som får bægeret til at flyde over for prinsessen, der vil ud af det ulykkelige ægteskab. 

Journalister og fotografer er altid i hælene på de medvirkende i fortsættelsen af The Crown. Femte sæson følger den royale Windsor-slægt igennem fem år, hvor Charles og Diana i starten kæmper for ægteskabet, men slutter med forliset i 1996. 

Deres forhold er sæsonens centrale fortælling, men opleves skiftevis fra forskellige royales perspektiv. Ikke mindst dronningens, som immervæk er seriens hovedperson. 

Mange husker Imelda Staunton som Harry Potter-skurken Dolores Umbridge. Hendes præstation som Dronning Elisabeth II er endnu en triumf i serien, der er kendt for sine skuespilleres slående lighed med de sande personer, de spiller. 

Hun er overbevisende – både når hun formaner familien om deres pligt over for tronen og i en sjov sekvens, hvor hun energisk leger med sine corgier. 

”Du drikker ikke rom som en pirat?” griner hun i røret, imens søsteren Prinsesse Margaret fortæller, hvad hun kalder sin hund. Latter udbryder igen, når Elisabeth svarer, at hendes hedder Brandy og Sherry. 

Men hvor der er højt at flyve, er der dybt at falde. 

Lesley Manville erstatter Helena Bonham Carter som Margaret. Præstationen er skam glimrende, men uden de to forudgående sæsoners uforlignelige balance mellem humor og oprigtighed. 

Serien har hidtil kun været anglocentrisk, fordi den følger Storbritanniens royale. Forholdet til undertrykkelsen i kolonierne er nuanceret og til tider skamfuldt, selv om man ikke har skjult briternes stolthed over imperiets storhed. 

I den nye sæson skildres landet som verdens navle. 

Det engelske sprog udråbes som en gave til verden, og fordi dronningen insisterer på en ekskavering af Romanov-slægtens lig, tager de sågar æren for Ruslands postsovjetiske revision af kommunismens historie. 

Med fremragende kostumer og kulisser tilføjet historiske optagelser og nøjsomme, alvorstunge trompettoner er stemningen dog stadig autentisk og medrivende. 

Kameraet pejler sig ind blandt mahognimøbler i rigt dekorerede stuer med knitrende pejse og nedtonet, naturlig belysning. Til sidst ses den samme billedindstilling af dronningens gemakker, som optræder i hver sæson. 

Dørtærsklen indrammer værelset med sengen i midten og en lysekrone på hver side. Hver gang sidder en noget ældre, mere erfaren regent ved bordet og gør sig klar til at gå i seng. 

Elizabeth Debicki (Tenet) ligner Diana på en prik. Men den kærlighedshungrende prinsesse ses for det meste hænge med næbbet. Det er en forsimplet og selvmedlidende fremstilling, som ikke desto mindre lægger op til hendes martyrium. 

Virkelighedens Diana var mere kompleks. Hun havde en imponerende mediesans, som hun brugte til at promovere velgørenhed og blev derfor kendt som folkets prinsesse. 

Desuden var hun nære venner med festaber som Freddie Mercury, supermodeller og designeren Gianni Versace, der tegnede hendes berømte, sorte hævnkjole. Ganske kort bærer hun den i serien til fryd for modeinteresserede seere. 

Via hende står de fornyende 1990’ere visuelt i fuldt flor med dristige farver og mønstre. På kanten til avantgarde, men tilsat klassiske udskæringer og konservative smykker af guld og perler, så hun aldrig bliver for rebelsk til royalisterne. 

Omvendt spiller Dominic Wests med sit alvorlige ydre i høj grad Charles som udpræget traditionalist. Grøften mellem dem er derfor håbløs at bygge bro over. 

Om man husker de sande begivenheders udfald eller ej, er The Crown fremdeles en gribende fortælling. I bagklogskabens lys må sæsonen ses som en græsk tragedie, hvor en lykkelig slutning er utænkelig.