Streaminganmeldelse
10. maj 2021
The Crime of the Century
The Crime of the Century viser dybdeborende en skrupelløs amerikansk medicinalindustri og læger, der ikke arbejder for deres patienter bedste, men for ussel mammon. Foto | HBO

The Crime of the Century

Alex Gibney opruller USA’s opioidkrise og udstiller både medicinalindustrien og myndighedernes svigt i rystende dokumentar.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Længe før der var coronavirus, blev USA ramt af en anden, men langt mere snigende epidemi.

I Alex Gibneys todelte dokumentar The Crime of the Century bliver den kaldt ”den stille epidemi”, men efterhånden er den nok mest kendt som opioidkrisen.

Sundhedskrisen har herhjemme fået spredt opmærksomhed, men slet ikke nok i forhold til de omfattende konsekvenser – ikke mindst dødsfald – den efterhånden har forvoldt hundredetusindvis af amerikanere.

Opioder er en fællesbetegnelse for stoffer udvundet af opiumplanten, som blandt andet benyttes som smertestillende medicin.

Problemet med opioider er, at de er stærkt afhængighedsskabende på linje med eksempelvis heroin. Det problem er USA desværre blevet skrækeksemplet på.

Oscar-vinderen Alex Gibney er med titler som Citizen K, Crazy, Not Insane og Agents of Chaos yderst produktiv i disse år. Fælles for mange af hans produktioner er deres samfundsmæssige og politiske relevans.

I sit nye storværk blotlægger han den omfangsrige krise, som betyder, at enormt mange helt almindelige amerikanere reelt lever som opioidjunkier. Ifølge filmens sluttekster døde mere end 480.000 amerikanere fra 2000 til 2019 af opioid-overdoser, og mere end halvanden millioner amerikanere er afhængige.

Rystende tal.

Instruktørens grundlæggende og lige så chokerende påstand i The Crime of the Century er, at personerne ikke er havnet i et misbrug ved ulykkelige tilfældigheder. Det er resultat af gigantiske svigt og kalkulerede forbrydelser begået af medicinalindustrien, myndigheder og de amerikanske lovgivere.

Igennem dokumentarens to dele og i alt fire timer gransker Alex Gibney grundigt og detaljeret opioidkrisens historie og utallige kringelkroge.

The Crime of the Century er derfor omfattende og dybdegående i en grad, så resultatet bliver en kende udmattende.

Men det er prisen for en dokumentar, der virker gennemresearchet og sober. Det er tydeligt, at Washington Post er medproducent, og avisen er da også repræsenteret med et par graverjournalister i filmen.

Første del af dokumentarener især en historisk oprulning af opioidkrisen. I løbet af 1980’erne og 90’erne udvikler medicinalfirmaet Purdue, ledet af den ekstremt rige Sackler-familie, OxyContin. Det er en smertestillende pille udviklet til terminale kræftpatienter.

Men med forskellige lyssky fiksfakserier godkendes pillen til mere almindelig smertestillende brug. Samtidig er Purdue skræmmende dygtige til at markedsføre deres pille, som bliver udbredt blandt amerikanerne med mildere smerter.

Gennem interviews med alverdens implicerede samt masser af juridiske og medicinske dokumenter viser The Crime of the Century, hvordan en stor befolkningsgruppe er blevet påduttet et medikament, der har gjort dem til stofmisbrugere.

Alex Gibney viser hjerteskærende billeder af personer, som ligger livløse af overdoser i deres biler, huse og på gaden. Vi er med politi og særlige opioidpatruljer på arbejde, når de hjælper folk, der besvimer med børn på bagsædet af bilen.

Undervejs ser man måbende og vantro med, når enormt energiske og farverige, tidligere sælgere fra medicinalbranchen fortæller om deres salgsstrategier. De tæller covermusikvideoer, hvor teksten er ændret til opioidhyldest, og skamløse tv-reklamer.

Desværre fortæller filmen mange af de medvirkendes historier helt fra barndom og frem, hvilket virker overflødigt.

Til gengæld tager Alex Gibney pædagogisk publikum i hånden med en lige dele rolig og indigneret fortællerstemme. I hans film er det tydeligt, hvem der er helte, og hvem der er skurke.

Og det her er virkelig en historie, der er nødt til at blive fortalt.

Titel:
The Crime of the Century

Land:
USA

År:
2021

Instruktør:
Alex Gibney

Medvirkende:
Alec Burlakoff, Patrick Radden Keefe, Joe Rannazzisi

Spilletid:
To afsnit af cirka to timer

Anmeldelse
To afsnit

Premiere:
11. maj på HBO Nordic

Relevante artikler

Streaminganmeldelse
17. dec. 2020
Crazy, Not Insane

Crazy, Not Insane

Cph:Dox 2020
20. mar. 2020
Citizen K

Citizen K

Fra samme skribent

Boganmeldelse
07. aug. 2025
At åbne rum

At åbne rum

Serieanmeldelse
29. okt. 2021
Overleverne

Overleverne

Biografanmeldelse
28. juli 2021
The Ice Road

The Ice Road

Serieanmeldelse
30. juni 2021
Efterskolen

Efterskolen

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten