The Craft: Legacy

”Du er anderledes, det er din styrke,” siger Lilys mor til sin datter.

Teenageren er sammen med moren flyttet på tværs af landet og ind hos morens nye forlovede, Adam, og hans tre sønner.

Det er ikke nemt at være den nye pige på en skole, hvor klikerne allerede er veletablerede. Som kulmination på en elendig start får Lily menstruation og bløder igennem sine cowboybukser midt i en time.

”Jeg tror, du tabte noget,” siger en dumsmart fyr, da blodet samler sig på gulvet under hendes stol. Midt i ydmygelsen finder nytilflytteren dog også venner.

De tre hekse-aspiranter Tabby, Frankie og Lourdes har manglet en fjerde for at kunne lave de kraftigste besværgelser, som det okkulte har at byde på.

Lily har da også særlige evner, men det bruger filmen ikke synderligt megen tid på at italesætte. De fire finder forbavsende hurtigt ud af at få komplicerede ting til at ske – som at stoppe tiden – og alt er egentlig fryd og gammen for en stund.

Indtil Lily får grumme mareridt om slanger og kultlignende ritualer.

Filmen er en efterfølger til Andrew Flemings kultgyser The Craft fra 1996. Desværre lever den ikke op til forgængeren, men fremstår som en pastiche, der er blevet skabt for at tjene nemme penge.

90’er-filmen var en velplaceret fuckfinger til etablissementet og patriarkatet, mens den nye inkarnation mere ligner en overforsigtig og sløvt løftet pegefinger.

Bortset fra Lily (glimrende spillet af Cailee Spaeny) er der ingen fordybelse i hovedpersonerne. I originalen har de fire unge kvinder hver især psykiske ar og oplevelser, der fungerer som motivation for, at de søger sammen i deres fællesskab for outsidere.

I The Craft: Legacy er de endimensionale papfigurer, hvis indre liv aldrig udfolder sig.

I stedet får vi en pæn og blankpoleret film, hvor der sættes foruroligende få spørgsmålstegn ved, hvad det rent faktisk indebærer at være i besiddelse af så megen magisk magt.

Filmen kommer aldrig et spadestik dybere end at slå fast, at mænd er nogle dumme svin. Patriarkatet holder sin klamme hånd om halsen på enhver kvinde, som siger fra eller formaster sig til at have en snert af ambitioner.

Detmanifesteres i morens kæreste. Adam spilles udtryksløst af David Duchovny, der gestalter en slags selvhjælpsguru for mænd, som lider under det nuværende klima, hvor deres mandighed er truet.

”Magt er lig med orden,” lyder mantraet, som de patetiske mandslinge labber i sig. Der er potentiale til en interessant konflikt, men filmens manuskript forløser slet ikke fortællingen om kvinders plads i en mandsdomineret verden.

Instruktør Zoe Lister-Jones er også manusforfatter, og det slipper hun ikke godt fra. Uelegant tilføjer hun en sidehistorie om søvngængeri, der ikke bliver brugt til andet end et hurtigt gys.

Men filmen er ikke uhyggelig på noget tidspunkt. Faktisk fremstår den mere tam end de årlige Halloween-afsnit fra animationsserien The Simpsons, der trods alt byder på en originalitet.

Det er meget sjældent tilfældet i The Craft: Legacy, men der er et par heldige scener med excentriske optrin.

Som når bøllen Timmy bliver forhekset til at være legemliggørelsen af wokeness, den identitetspolitiske bevægelse, der handler om at kende sine egne privilegier.

Og faktisk rammer handlingen tidsånden.

I en #MeToo-tid, hvor den ene efter den anden almægtige mand bliver flået ned og brændt på retfærdighedens bål, kan en historie om fire seje heltinder, der ikke lader sig tryne af nogen, have stor værdi.

Men replikkerne er så ringe og afviklingen af scenerne så klodset, at resultatet er mere hovedrystende end tankevækkende.