Copshop

Pistoler er seje og skældsord sjove.

Det er to betingelser, man må acceptere i 107 minutter, hvis Copshop skal underholde. For der bliver sagt ”fuck” i næsten hver sætning og affyret projektiler, som var de eder.

Med Motown-soul på lydsporet og hårdkogt kriminelle iført slangeskindsstøvler emmer filmen i starten af kulørt litteratur. Eller farverige b-film, som også Tarantino har ladet sig inspirere af.

Men stilen punkterer undervejs.

En langhåret hustler, Teddy (Frank Grillo), flygter gennem New Mexico. Imens svinger den kvindelige betjent Valerie (Alexis Louder) sin seksløber. Hendes chef spiser en burger og driller hende med kærligheden til det gamle våben. Det handler ikke om penslen, svarer Valerie, men om kunstneren.

Vold er altså en skaberakt, må vi forstå.

Teddy og Valeries veje krydses, og han slår hende ned med det formål at komme i politiets varetægt. Lige i hælene på Teddy er nemlig en række dusørjægere, som vil myrde ham.

I detentionen får Teddy selskab af en spritbilist, men det er faktisk lejemorderen Bud Viddick (Gerard Butler) i forklædning. Valerie har nu to mordere i hver sin celle. De vil hinanden til livs, og samtidig bliver politistationen angrebet.

I stil med John Carpenters spændingsfilm Sidste nat på Station 13 foregår handlingen i Copshop næsten udelukkende på en politistation en skæbnesvanger aften.

Instruktøren Joe Carnahan er på hjemmebane i action-genren, som har har dyrket i testosteronpumpende drengerøvsfilm som Narc og Smokin’ Aces.

I Copshop sovses historien ind i et utal af aktører: FBI, lejemordere, betjente. Alle har en dagsorden, men hvilken står desværre ikke lige klart.

Baggrundshistorien forklares kluntet i et flashback midtvejs, og pointen er, at der nu skal skydes løs.

Alexis Louders kvindelige betjent er et frisk pust. Hun er rå, retskaffen og medfølende. Her er der en balance i filmen, der ellers er fyldt til randen af machotyper med Frank Grillo og Gerard Butler i hver sit ringhjørne.

Bryske Butler brummer alle replikker og disker op med den mest brutale vold, der virker decideret malplaceret.

Særligt tåkrummende bliver det, da lejemorderen Anthony Lamb dukker op. Magen til tåbelig figur skal man lede længe efter. Han synger i falset og fortæller jokes, mens han myrder løs og danser med maskinpistoler.

I ly for psykopatens kugleregn udveksles vage dialoger om ærlighed og professionalisme mellem Valerie, Teddy og Bud Viddick. Baryleren og lejemorderen slås nu om betjentens tillid.

Samtidig krydres snakken med meta-kommentarer, der skal forestille at være sjove, men sjældent er det.

Definitionen på deja-vu diskuteres, og der lires popreferencer af til Tom Cruises hår i Den sidste samurai. Når sådan en joke følges op med, at en tryglende mand bliver skudt i ansigtet på klos hold, er det svært at vide, hvilket ben man skal stå på.

Copshop bruger overfladisk action som et trækplaster, men det er en hæmsko for filmen, at den kyniske machokultur ikke bakkes op af en mere sammenhængende historie.

Ingen af personerne føles ægte. De er kun deres funktion i plottet: god betjent eller morderisk psykopat.

”It’s nothing personal,”lød sloganet til Terminator 2 fra 1991. Det var sejt dengang, fordi det brød med en dille i 80’ernes actionfilm, hvor helten eller heltinden agerede ud fra et personligt motiv. For Copshop lander miseren i et limbo mellem de to trends: Det er bare business, men alligevel personligt.

Uanset mængden af slowmotion, ild, splintret glas og tung bas, der dundrer af sted på lydsiden, kan filmen ikke undgå at føles ret ligegyldig.