The Confessions of Thomas Quick

Med den tidligere dømte seriemorder Thomas Quick bevæger vi os ned i skyggernes kamre. Dokumentaren er en kriblende thriller om mord, psykisk syge, sekter, mytomani, rockstjerneliv og karrierens blindgyder.

En af de bedre kriminalhistorier i nyere tid begynder nærmest tidstypisk i en lille, svensk by, Säter. Stedet er en lukket afdeling, der er afspærret med pigtråd som et fængsel. Her bor de allermest sindssyge, deriblandt Thomas Quick med det borgerlige navn Sture Bergwall.

Han er dømt for otte mord og har senere under sin behandling tilstået yderligere 30 mord. Altså Nordens største seriemorder nogensinde.

Den engelske dokumentarist Brian Hill har fået fat i de fleste kilder i den spegede sag. Ved hjælp af interviews med Sture, hans familie, journalister, advokater og psykiatere får vi først Thomas Quicks baggrundshistorie opridset. Interviewene bliver suppleret med autentiske optagelser og især rekonstruktioner, der fungerer, fordi de er overspillet eller dramatiserede.

Sture voksede op med en stor søskendeflok i 1950’erne, hvor han opførte sig provokerende. Som ung mand i slutningen af 1960’erne blev han homoseksuel og afhængig af stoffet trikloretylen.

I 70’erne og 80’erne var han en af tidens slemme drenge, der – fyldt med alkens medikamenter – vadede ind og ud ad psykiatriske afdelinger. Blandt andet blev han dømt for røverier og seksuelle overgreb på unge drenge.

Men først efter et gidseldrama bliver han permanent indlagt i Säter, og her i en hospitalsseng i 90’erne bliver Sture Bergwall til Thomas Quick. Thomas Quick får lov at tale ud om sin barndom, og han indrømmer sit første mord på en lille dreng i en skov.

Rekonstruktioner viser, hvordan han forklarer psykiatere, politifolk og advokater sine forbrydelser på gerningsstederne. Bagefter spiser han bøffer og ryger cigar sammen med hospitalspersonalet. Således indrømmer han at have begået mord efter mord i tidsrummet mellem 1964 og 1993.

Ofrenes familie, gamle optagelser og billeder af de myrdede bringer de gamle mordsager til live igen, og det gør ikke filmen mindre skræmmende.

Snart er Thomas Quick psykiaternes yndlingspatient, der kan give dem banebrydende – og karrierefremmende – viden om, hvordan et menneske bliver en seriemorder. Fra sin seng indrømmer Thomas Quick, at han som barn blev voldtaget af sin far og tvunget til at spise sin nyfødte lillebror.

Så begynder retssagerne mod Quick, og til trods for at han ikke har styr på mordsagernes detaljer, og at der ikke findes tekniske beviser, bliver han dømt for otte drab. Hans manglende hukommelse bliver forklaret med fortrængning.

Men ikke alle troede på Thomas Quick. I Sverige gik debatten, men den nedtones desværre til fordel for den undersøgende SVT-journalist, Hannes Råstam, der – fortjent – får æren for afsløringen af en Sveriges største retsskandaler: Thomas Quick er fejlagtigt blevet dømt, ingen af hans mordtilståelser holder vand.

Motivet? Han ville gerne have bøffer og stoffer. Og barndommens historier? De blev nærmest plantet af et par kvindelige ledere på det psykiatriske hospital, der ville have alt til at handle om barndommen.

Filmens skurke er disse kvinder med deres sektlignende dyrkelse af psykoanalysen, som meget problematisk bliver blandet sammen med politiefterforskningen, men man kan godt anklage filmen for at lade Sture Bergwall slippe for billigt.

I filmen bliver han i nutidig kontekst portrætteret som en hyggeonkel. Men ikke nok med, at onklen har begået voldelige og seksuelle overgreb mod unge drenge, han har også holdt ofrenes pårørende for nar. Og selv om han indrømmer dårlig samvittighed, kunne Brian Hill som erfaren dokumentarisk godt være gået ham mere på klingen.

Men The Confessions of Thomas Quick er en fængslende antikrimi. Anti, fordi den ikke handler om at opklare mord, men dekonstruere de domme, som allerede er fældet. Og det bliver gjort med et helstøbt håndværk.