The Comey Rule

Godt halvvejs inde i den hyperaktuelle The Comey Rule sker det, man som seer venter på med spænding.

Vi ser det blå slips, der karakteristisk hænger lidt for langt ned under bæltestedet. Og så åbenbarer USA’s siddende præsident sig ellers i fuld figur.

Hovedattraktionen i Showtimes nye miniserie er ingen ringere end en fiktionsudgave af Donald Trump, spillet af den irske skuespiller Brendan Gleeson.

The Comey Rule vakte allerede inden sin premiere en del røre, fordi den som en af de første fiktionsserier filmatiserer og kunstnerisk bearbejder Trumps tid som præsident. Men det bliver næppe den sidste.

Billederne af en uigenkendelig Brendan Gleeson, der er sminket og stylet, så han ligner den nu corona-ramte præsident, skabte naturligt masser af forventninger til serien. Og for fans af The West Wing og House of Cards er de fire afsnit da også politisk serieguf, der næsten glider for ubesværet ned.

Men faktisk handler The Comey Rule slet ikke om Donald Trump. I hvert fald ikke direkte.

Seriens egentlige omdrejningspunkt og hovedkarakter er titlens James Comey – manden, der bestred posten som FBI-direktør umiddelbart inden og kort efter det famøse præsidentvalg i 2016. Seriens fire afsnit er baseret på Comeys egen bestsellerbiografi, A Higher Loyality fra 2018.

Handlingen tager sin begyndelse, da Barack Obama peger på Comey som ny FBI-direktør i 2013. Det bliver aldrig helt klart hvorfor, men de fire afsnit udfoldes alle som en slags rammefortælling, fortalt af Trumps tidligere vicejustitsminister Rod Rosenstein (spillet neddæmpet af Scoot McNairy).

Seriens dramaturgiske knudepunkter er to sager, som fik enorm opmærksomhed i tiden omkring forrige præsidentvalg: Hilary Clintons e-mailsag og Trump-kampagnens mulige samarbejde med Rusland.

Vi følger James Comey (spillet stoisk og selvretfærdigt af Jeff Daniels) og hans hold i inderkredsene af FBI og Washington. En stor del af konflikten bunder i, at FBI er en del af staten, men samtidig skal agere uafhængigt og frit – selv når det er to præsidentkandidater, der er under efterforskning.

The Comey Rule er derfor en slags dokudrama, der dramatiserer begivenhederne, som prægede starten af Trumps præsident-tid.

James Comey portrætteres som en hjertensgod spejderdreng med tårnhøje, demokratiske idealer. Serien, der er skabt af Billy Ray, er grundlæggende velfortalt og underholdende trods de mange mørkeblå jakkesæt, gråmelerede kontorlokaler og kompliceret FBI-jura.

Men især mod slutningen bliver The Comey Rule også en klæg forsvarstale for de demokratiets institutioner og en slet skjult kritik af Trumps underminering af selvsamme.

Alligevel har serien en sær tiltrækningskraft, hvis man interesserer sig bare lidt for amerikansk politik og samtidshistorie.

Det er fascinerende at se den dramatiserede udgave af den middag, hvor Donald Trump på tomandshånd forlanger loyalitet af sin FBI-direktør. Selv om vi kun kender til begivenheden via Comey, er det en tåkrummende seance, hvor præsidenten mere ligner en mafiaboss end en demokratisk valgt præsident.

Mødet står som en central scene i serien og er faktisk en af de ganske få scener, som Donald Trump i skikkelse af Brendan Gleeson er med i. Det lykkes på mange måder den irske skuespiller at ramme Trumps natur, sprog og tone uden at karikere ham.

The Comey Rule lander på diverse streamingtjenester og tv-skærme med guddommelig og sikkert nøje planlagt timing midt i en præsidentvalgkamp, der efterhånden overgår fiktionen.

Seriens gennemgående akilleshæl er dens ubetingede sympati for Comey. Jeff Daniels savner desværre mere kant og forbliver en spejderdreng uden mange overraskelser.

Man kommer ikke udenom, at The Comey Rule er en prædiken for koret, men den er samtidig medrivende og et interessant forsøg på at føje nye dybder til Trump-æraen.