Colette

Historien om Colette er brændende aktuel.

Den franske stjerneforfatter måtte i begyndelsen af 1900-tallet se sine værker udgivet under mandens navn. Hun gør langsomt oprør og tilraner sig de samme privilegier som den penisbærende elite i det parisiske salonliv, ikke mindst retten til at gå i herretøj og score damer.

Tim Burton fortalte en lignende historie med Big Eyes, men det, der gør Colette til et mere levende og sensuelt bekendtskab, er filmens indfølte skildring af la Belle Époque, med al dens dekadente exces og forstokkede skinhellighed.

Det er en verden, der ikke falder i Colettes smag, da hun ankommer til hjerternes by, nygift og blindt forelsket i kendis-litteraten Willy. Han er en libertiner, der siger om det nyopførte Eiffeltårn, at han skam er glad for byggeriet, bare lidt ærgerlig over, at byens største erektion ikke tilhører ham!

I hans følgeskab er Paris alt det, Colette blev advaret om hjemme på gården, og endnu mere desillusionerende er det at opdage, at den store forfatter lader en anonym skrivestab producere sine tekster. Pengene strømmer ind, men fosser endnu hurtigere ud, og inden længe begynder Willy også at opfatte sin kone som gratis arbejdskraft.

Hun har talent, faktisk mere end ham. Og da hendes roman om den kært blåøjede og slibrigt nydelsessyge Claudine får de parisiske kvinder til at rødme under sminken, slår hun et første slag for selvstændighed.

Keira Knightley spiller også i The Duchess en ung pige, der bliver en stærk kvinde via et møde med en dominerende mand. Men her åbner hun for en mere moden side af sit talent som en gryende livsnyder, der kaster samfundets bånd af sig.

Det gælder ikke mindst de seksuelle hæmninger. Willy bliver kun hed ved tanken om, at hun vækker skandale, og da hun finder sammen med en rig amerikansk kvinde, går han bag hendes ryg og gør det samme.

Men det er en senere affære, der for alvor sætter Colette fri. I en verden bundet af stive kravatter og kyske kjoler er den transseksuelle Missy simpelthen rig og aristokratisk nok til at gøre præcis, som det passer hende. Det er en sjælden og smuk frihed, som Colette nyder at dele.

Den parisiske guldalder, hvor absintglassene gløder i lyset fra olielamperne, er iscenesat med en indbydende glamour, der gør sig godt, men også er velkendt. Manuskriptet viger ikke fra formlen, og når man kender endemålet, kan man godt blive utålmodig efter at nå frem – også selv om man er i ubetinget godt selskab.

Wash Westmoreland søger ind til kernen af sine karakterer ligesom i sine tidligere film, der altid var instrueret med hans nu afdøde partner Richard Glatzer. Jeg er stadig Alice fra 2014 om en professor med Alzheimers kunne have været følelsesporno, og Colette kunne have været et fladt helteportræt, men begge film er så menneskeklogt fortalt, at man overgiver sig.

Der er stor, skadefro nydelse at hente i ægteskabets regnskab over svigt og revanche. Da Willy bliver fanget med bukserne nede, bedyrer han, at Colette skam betyder mere for ham end alle parisiske kvinder lagt sammen.

”Nå,” svarer hun brysk, ”du har måske prøvet dem alle?”

Muligvis. Dominic West er sprudlende, når han med sit gedeskæg, høje hat og voksende vom forsøger at tøjle en kvinde, der hastigt vokser fra ham. Han går fra charmerende tyran til ynkværdig klovn, et dumt svin, men aldrig en uforbeholden skurk.

Da kassen på et tidspunkt igen er tom, låser han sin guldgås inde på et kontor. ”Skriv!” befaler han, og selv om hun skriger og råber og hamrer på døren, ender hun med at fatte en pen og producere en bestseller. Kreativitet er en kompleks størrelse.

Det samme er autentiske skikkelser. I denne periode af Colettes liv var hun en ubetinget heltinde. Ti år senere havde hun en affære med sin stedsøn. I 1954 fik hun en statsbegravelse.