A Clockwork Orange: Stanley Kubrick in Concert

Søndag aften i Jazzhouse var der i samarbejde med Cph Pix intet mindre end en enestående koncert med The Will Gregory Moog Ensemble.

Ikke nok med at koncerten var fantastisk, så var det også en musikhistorisk oplevelse at se det ti mand store orkester live.

Deres instrumenter er nemlig vildt fascinerende.

En enkelt spillede på en polysynth, men ellers blev der kun brugt monosynths, hvilket vil sige at synthesizeren kun kan spille en tone ad gangen. Én!

Og alligevel kastede de sig over blandt andet Bachs avancerede barokmusik.

Koncerten var slået op, som var det hele soundtracket til Stanley Kubricks mesterværk A Clockwork Orange, der skulle opføres. Men det blev kun til et afsluttende medley.

I stedet fik vi en blanding af klassisk, nyt og musik fra flere af Kubricks film. Personligt var jeg glad for det, men nogle blandt publikum var tydeligvis skuffede.

Overordnet blev det en hyldest til Wendy Carlos, der lavede musik til blandt andet A Clockwork Orange, hvor hun (dengang hed hun Walter Carlos) indspillede Beethovens 9. symfoni på en moog. Soundtracket blev så populært, at det solgte over én million eksemplarer.

Bag orkestret var en storskærm, der viste klip fra film og stemningsfulde farvecollager, når det blev mere eksperimenterende lydmontager.

Fordi det er analoge, elektroniske instrumenter, så stemmer de ikke helt rent. Men det gav charme og nærmest tekstur til musikken – som havde det været baroktidens lige så skrøbelige instrumenter, der blev spillet på. Ligesom et gammelt cembalo ikke er så nemt at få til at stemme, så er mini-moogerne, rolanderne og korgerne nogle temperamentsfulde størrelser.

Slår man en tone an, er den ikke berøringsfølsom, som et klaver er det. Den reagerer ikke på, hvor kraftigt man spiller. Lyden skal derfor justeres med volume-knappen, og derfor var det særligt imponerende, hvor dynamisk koncerten rent faktisk var.

Man kan heller ikke gemme en lyd, så hver gang man spiller, handler det om at kende sine knapper og indstillinger, så man får den lyd, man vil have.

Det var ganske enkelt imponerende. Og frontmanden Will Gregory, der normalt slår sine folder i den elektroniske duo Goldfrapp, introducerede klogt nok alle medlemmerne, der responderede med at spille på deres instrument.

Det var en fed måde at forstå de særlige instrumenter på. Og man hørte, hvor forskelligt de kunne lyde.

Det var kun to numre af Bach, der blev spillet, og derpå spillede orkestret nykomponeret musik, som en fra det prominente band havde lavet – ud over Goldfrapp er der medlemmer fra både Massive Attack og Portishead, nogle af verdens allerbedste elektroniske bands.

Og den nykomponerede musik fungerede bedst, fordi det var lavet til instrumenterne. Hvor meget man end kan beundre deres evne til at omsætte klassisk musik til monosynthesizere, så er det ikke altid optimalt.

På et tidspunkt kom der et medley med musik fra Stanley Kubricks film. Wendy Carlos lavede nemlig også musikken til The Shining, som der blev spillet temaet fra. I baggrunden sås den ikoniske åbningskøretur i bjergene siden Jack Nicholsons gradvise sammenbrud.

Derpå fulgte Richard Strauss Also sprach Zarathustra fra åbningsscenen af Rumrejsen 2001. Den gled over An den schönen, blauen Donau, og selv om komponisten er den samme, så blev det pludselig komisk. Der skete for meget, og den fejende vals blev aldrig let og legende.

Bandet var i øvrigt nødt til at starte forfra, da de gik i gang med deres første Kubrick-medley, fordi instrumenterne ikke var indstillet korrekt. Men det var kun med til at understrege, hvor vanskeligt det er.

Bortset fra et ekstranummer med Bach, så rundedes den todelte koncert af med musikken fra A Clockwork Orange. Det var en fornem finale, medrivende ledsaget af klip fra filmen. Sikke en aften!