Citadel

Lad os starte med noget positivt.

Budgettet på angiveligt to milliarder kroner, som gør Citadel til en af de dyreste tv-serier nogensinde, kan ses med et halvt øje.

Produktionsdesign, sætstykker, special effects, biljagter, droner, dueller, fly og action fra væg til væg med masser af stuntmænd og splat lyner luksuriøst, glamourøst og larmende ud af skærmen.

Det er ramasjang på højt plan.

Men undervejs i de første tre af sæsonens seks afsnit melder spørgsmålet sig, om de mange penge i bund og grund er spildt.

Serien begynder ikke særligt originalt. Vi er midt i et slagsmål og skyderi mellem bøse mænd og to lækre agenter af begge køn på et luksustog.

Selv om det minder meget om de 117 andre togslagsmål på film, må man medgive, at det er flot og effektfuldt sat op.

Udvekslingen viser sig at være et flashback, der skete for otte år siden. Nu er verden en anden. De to labre agenter, som kan slå ihjel med en knækket tandstik og altid rammer, når de skyder, har fået et nyt liv og en ny hukommelse.

De er blandt de få overlevende fra titlens superhemmelige organisation, der kæmper for at opretholde verdensfreden. Den blev skånselsløst udryddet af en konkurrerende organisation, The Manticore, som vil det modsatte og benytter alskens brutale midler, moderne teknologi og uhyggelige hensigter.

Det ligner i den grad Ian Flemings historier om superspionen James Bond, der er blevet filmatiseret i 60 år. Citadel er en blanding af James Bond og Jason Bourne. Fra den første stjæles der ikke kun håndgemænget i togvognen, men også en skitur ned ad bakke. Der er tilsat hvide robotsoldater, som minder ikke så lidt om storm troopers fra Star Wars.

Den vareæstetiske livsstil skildres i Citadel gennem øjnene på en kvindelig spion. Hun spilles sejt af indiske Priyanka Chopra Jonas med en imposant stiv overlæbe, svingende cirkelspark og halvsløret kavalergang.

Hendes mandlige partner spilles støt og solidt af skotske Richard Madden, en af de mange mulige kandidater som ny 007. Han har i hvert fald stenansigt med en maskulin mimik til alle stunder og lejligheder. Desuden ligner han også Matt Damons synkefri Jason Bourne med næver af stål, bidsk og besk med et arrangeret hukommelsestab.

Danske Roland Møller er en skægget hipster-skurk, som ikke kan finde hjem til Vesterbro og er bitter, fordi nogen har taget hans kæreste.

Over for de forholdsvis unge stjerner optræder sympatiske, standhaftige og seværdige Stanley Tucci som bestemt og barsk chef for organisationen Citadel. Den mageløse Mike Leigh-skuespiller Lesley Manville er ondskabsfuld og olm som hans iskolde madame modstander, som er til rødvin og bøf tortur.

Begge spiller på rutinen, mens pengene går ind på deres bankkonti. Forhåbentlig er det rigtigt mange penge.

Seriens helte må konstant være på farten for ikke at blive likvideret af de slemme skurke.

Internationalt og mondænt er der morgenboller i New York, natboller i Paris, slagsmål i Spanien, alpeudsigt i Italien og hjemlig hygge i Wyoming. Inde i dette rærlige rodsammen genkender man produktets hjemland USA.

Den står nemlig på idyllisk ægteskabslykke, fasttømrede familieværdier og den væmmelige amerikanske våbenfascination. Seriens skyderier med store og små håndvåben minder alt for meget om de computerspil, som skoleskydere ifølge visse psykologer ser lige før de med automatvåben udrydder deres klassekammerater.

Der er enkelte gode scener, et elegant replikskifte eller to, nu og da glimt af et sandsynligt plot. Men selv om handlingen foregår i en nær fremtid, er serien på mange måder triviel og gammeldags, som var den sat i fortiden.

Citadel er bedst, hvis man betragter den som en rundvisning i genbrugsbutikken for genrens klichéer. Hvis man tæller, hvor mange gange der siges fuck, eller sammen med venner konkurrerer om, hvem der hurtigst kan forudse næste scene.