Cirkusdynastiet

Cirkus er et mærkværdigt, anakronistisk parallel-univers. Akrobaterne sætter liv og lemmer på spil. Domptørerne betvinger elefanter og heste, zebraer og løver. Klovnene og tryllekunstnerne skinner om kap med den manisk begejstrede iscenesættelse, de pailletglinsende kostumer og sprechstallmeisteren, der præsenterer hvert nummer, som var det verdens ottende vidunder.

Danske Cirkus Arena blev stiftet i 1955 af Arne Berdino Olsen, og siden da er cirkusset gået i arv fra faren til sønnen, Benny Berdino. Det var dengang, sønner blev sat i verden for at føre arven videre, dengang blodet var en ubrydelig skæbne.

Anders Riis-Hansen kunne ikke have fundet en bedre arena end Cirkus Arena til – midt i vores individualiserede hypermodernitet – at minde os om, at familien faktisk kan være en mening med livet. Blodet kan nok være en lænke, men det er også et værn mod ensomhed og meningsløshed, en forsikring om, at livet fortsætter.

Berdino-familien og Cirkus Arena har gennem årtier været hjemsted for den tyske Casselly-familie.

Familieoverhovederne har altid håbet, at deres prins og prinsesse, Patrick Berdino og Merrylu Cassally, ville forene de to familier og sammen føre cirkusset videre. Nu er det sket. Og alting tegner lyst. Gennem venskabs- og kærlighedspagten er Cirkus Arena nu sikret en fremtid som et af de stærkeste i Europa. Men lykken varer sjældent ved.

Det kærlighedsdrama eller familiedrama er omdrejningspunktet for Riis-Hansens fortælling fra en virkelighed, der eksisterer midt i vores egen, men som alligevel synes at høre en svunden tid til.

Anders Riis-Hansen har tidligere med Blekingegadebanden skabt en nervepirrende whodunnit ud af virkelige begivenheder og vidnesbyrd.

I Cirkusdynastiet har han tilbragt to sæsoner blandt artister og dyr og skabt et følelsesfuldt, tragisk arvefølgedrama – The Godfather med badutspring. Og virkeligheden har kastet en ordentlig luns af livet af sig.

Den luns formår Riis-Hansen at omdanne til en almenmenneskelig fortælling, hvis følelsesmæssige spænding svinger sig effektivt op og ned. Casselly-familien får et tilbud fra verdens største cirkus, The Ringling Brothers, men afviser amerikanerne og konsoliderer den hellige forening mellem Casselly og Berdino. Nu er livet, præcis som det skal være. En manuskriptforfatter kunne ikke have skrevet en stærkere optakt til tragediens sidste akt.

Man kan mene, hvad man vil om familiebåndene, der kan synes gammeldags og tyngende. Men ingen personer går vores sympati forbi. Hverken de unge elskende med dynastiets fremtid på deres skuldre eller de gamle kæmper. Casselly-familiens patriark er en følsom elefantbetvinger, rank og med et snorlige overskæg, og Benny Berdino fortæller som en jovial og meget dansk Don Corleone banale sandheder om cirkuslivet til sin unge efterfølger.

”Det er dem, vi lever af. Uden dem var der ikke noget cirkus,” siger han højtideligt til Patrick og peger på småbørnsfamilierne, der strømmer ud af teltet. Og da alting ramler, leverer de to alfahanner filmens mest rørende øjeblik.

I det hele taget får vi adgang til familierne dér, hvor de er allermest sårbare og private.

Både instruktørens og fotograferne Lars Skree og Anders Löfstedts billeder er imponerende. Det gælder særligt, når kameraet mellem forestillingerne bevæger sig ud i totaler og tableauer, hvor miljøet danner en kulisse for personerne i centrum. Som hvis man parrede Wim Wenders’ memento mori-fotografier af stort set mennesketomme bygninger og Richard Avedons hudløse portrætkunst.

Her bliver der virkelig sat billeder på den canadiske sociolog Erving Goffmans idéer om menneskets back stage og front stage.

For på scenen skal showet fortsætte ufortrødent med neonlys, palietter og stive smil. Og kameraet opfanger sprækkerne i facaden – smerten, når man skal stå på en elefant med en forstuvet ankel, og ens flyvende lillebror lander på ens skuldre, tårerne, når man skal performe med et knust hjerte.