Channel Zero: Candle Cove

Gys er bedst, når det dvæler ved antydningen og gemmer på afsløringen. Da besidder genren en helt særlig magt, der lammer kroppen og suger blikket modvilligt mod lærredet.

Med sit forlæg i internetfænomenet ”creepypastas” – mystiske, brugergenererede vandrehistorier, som florerer på onlinefora – har tv-serien Channel Zero: Candle Cove gode forudsætninger for at udøve denne magt.

Serien, der er den første af en antologi på fire sæsoner, er baseret på en populær creepypasta, der er struktureret som en samtale i et chat-forum.

Her deler en gruppe voksne fælles erindringer om et tv-program med pirat-majonetdukker kaldet ”Candle Cove” fra deres barndom i byen Iron Hill. Programmet var sammenfaldende med en række uopklarede børnemord. Nu er der ingen spor af programmet.

Serieskaber Nick Antosca har påtaget sig en svær udfordring ved at omforme et så stramt koncept til en begivenhedsrig tv-serie på seks episoder af tre kvarters varighed.

Channel Zero: Candle Cove formår da heller ikke at fastholde den kropslammende og bliksugende rædselsforventning, som den ellers etablerer forrygende i de første afsnit.

Den impuls, der motiverer børnepsykologen Mike Painter til at vende tilbage til barndomsbyen Iron Hill for at opklare, hvem (eller hvad) der i fortiden dræbte hans tvillingebror, antydes virkningsfuldt i subtile erindringsglimt.

En køkkenkniv presses rystende ind i en underarm. Tre lemlæstede børnelig højt oppe i et træ. Et mareridts-telefonopkald: ”Hvorfor er du bange for at komme hjem, Mike?” lyder en drengestemme i røret, mens tema-melodien fra Candle Cove-programmet klinger urent i den statiske baggrundsstøj.

Idet Mike, modvilligt hjulpet af sin indestængte mor, begynder at grave i fortiden, vender Candle Cove-programmet mystisk tilbage på byens tv-skærme. Og det gør noget ved de børn, der ser det.

En pige forlader sit hjem med tomme øjne. Da hun senere bliver fundet i byens øde udkant, mangler hun to tænder.

Tilstedeværelse af noget ondt i provinsbyen antydes drillende af det statiske kamera, som dvæler i sine indstillinger nervepirrende længe efter, at karaktererne har forladt billedet. Men der er ingenting at se.

Indtil et skærende chok pludselig æder sig op ad rygraden, og en ansigtsløs, hvidlig skikkelse langsomt kravler frem på det sted, hvor den forsvundne få sekunder forinden er blevet fundet.

Men forlader serien antydningerne for at levere afsløringer.

”Jeg tror, at mordene har noget at gøre med Candle Cove,” forklarer Mike sin mor – og os, hvilket både underminerer spændingen og Paul Schneider og Fiona Shaws ellers overbevisende underspil.

Snart møder vi skikkelsen igen og ser, at dens hud består af mennesketænder. Det er klamt, men efter monstrøsiteten er blevet konstateret, formummer den forventningsmættede uro.

Det gør chokeffekten også, når endnu flere væsner begynder at dukke ud af skyggerne og vække nye spørgsmål.

Hvordan er de relateret til tv-programmet og til børnenes sære opførsel? Findes monstrene i virkeligheden eller kun i Mikes fantasi?

Hvad der i begyndelsen var et enkelt mysterium, er med ét en kompliceret affære med mange løse ender. Så mange, at serien – trods overraskende tvist – ikke formår at få samlet dem alle til sidst.

Det hjælper dog, at universet og væsnerne er imponerende flot kreeret. Både tandmonsteret og de andre skabninger – som en øjenløs, slimet figur med snabelagtig vækst i stedet for en mund – er på en gang fascinerende fantasifulde og råddent ulækre.

Blandingen af eventyr og klam kødelighed giver universet en original og foruroligende atmosfære, som gør Channel Zero: Candle Cove til en visuelt dragende oplevelse.