Biografanmeldelse
26. mar. 2014
Cathedrals of Culture

I Karim Ainouz' portræt af det transparente kulturcenter Centre Pompidou i Paris kommer 3D-teknikken til sin ret i Cathedrals of Culture-projektet.

Foto | Neue Road Movies

Cathedrals of Culture

Seks instruktører lader seks arkitektoniske perler komme til orde efter devisen ”hvis væggene kunne tale”. Men forceret poetiske voice-overs forhindrer de flotte billeder i at tale for sig selv.

Af Nikolaj Mangurten Rubin

Copenhagen Architecture Festival x Film viser den delvist danskproducerede dokumentarfilm Cathedrals of Culture i den kommende weekend.

Og allerede på papiret er det et ganske kuriøst filmprojekt: Seks korte dokumentarfilm instrueret af seks instruktører om seks udvalgte bygninger, såkaldte kulturkatedraler. Filmet og præsenteret i 3D! Og den tyske mester-auteur Wim Wenders er projektleder og executive producer.

Bygningerne er Berliner Philharmonien, Ruslands nationalbibliotek i Sankt Petersborg, Halden fængsel i Norge, The Salk Institute i Californien, Oslo Operahus og Pompidou-centret i Paris. Ud over Wim Wenders tæller instruktørerne østrigske Michael Glawogger, danske Michael Madsen, amerikanske Robert Redford, norske Margreth Olin og tyske/brasilianske Karim Ainouz.

Ideen er at lade arkitekturen selv tale gennem billederne. Ikke i overført betydning, men i en bogstavelig fortolkning af udtrykket ”hvis væggene kunne tale”.

De fleste instruktører har valgt at plastre deres film til med mere eller mindre forceret poetiske voice-overs, hvor ”husene taler” og fortæller om sig selv i førsteperson. De fleste vil nok enten elske eller hade det. Personligt hører jeg til den sidste gruppe, da fortællerstemmerne ikke tilfører filmene andet end ekspliciteret undertekst og frarøver publikum oplevelsen af selv at tænke og fantasere til de flotte billeder.

For billederne er skam flotte.

Vi præsenteres for vidt forskellige arkitektoniske perler på en snor. Og undervejs funderes der ganske meget over det, som Louisianas grundlægger Knud W. Jensen kaldte ”stedets ånd”, og som her i filmen omtales som bygningernes ”sjæl”.

I filmen om det russiske nationalbibliotek er fortællersporet en række uddrag fra russisk litteratur. Derfor flyttes fokus fra bygningens fysiske rammer til alt det, den indeholder.

Men i Wim Wenders’ film, hvor Philharmonien snakker om sig selv, er det en næsten grinagtigt i al sin konstruerede selvbevidsthed (”jeg er koncertsalenes usynkelige Titanic”).

Vores egen Michael Madsen (ham med den smågeniale atomaffaldsdokumentar Into Eternity fra 2010) lader også sit norske storfængsel tale om sig selv på lydsporet. Men her er valget af bygning dog originalt, og menneskene, som bebor og færdes i fængslet, skildres i lige så høj grad som den bygning, de befinder sig i og påvirkes af.

Robert Redfords film om forskningsstedet Salt Institute er stilig, flot og halvkedelig, og filmen om Oslos Operahus forsøger at inddrage musik, dans og dramatik i sin fortælling om et hus fuld af … musik, dans og dramatik.

Ét er, at instruktørerne måske har kæmpet lidt for hårdt for at gøre deres film ”kunstneriske”.

Noget andet er, at det kun lykkes i brudstykker, fordi arkitekturen fortolkes og forklares halvt ihjel, og fordi 3D-teknikken ofte forstyrrer mere, end den gavner.

De fleste af instruktørerne har aldrig lavet 3D-film før, og billedernes ekstra dybde bliver hurtigt til en ligegyldig gimmick. Kun i Michael Madsens fængselsportræt og Karim Ainouz’ film om det delvist transparente Centre Pompidou giver det både tematisk og æstetisk mening at bruge 3D.

Cathedrals of Culture er et beundringsværdig ambitiøst projekt, som desværre kun lykkes i glimt. Hovedfejlen er og bliver, at besjælingen af bygningerne sker så håndfast: Det er hverken særlig poetisk, raffineret eller elegant, når alle pointerne udtales og forklares i dette forsøg på at lave en ny type arkitekturfilm.

Land:
Tyskland/Danmark

År:
2014

Instruktør:
Wim Wenders, Robert Redford, Michael Madsen, Michael Glawogger, Margreth Olin, Karim Ainouz

Spilletid:
165 min.

Premiere:
29. marts 2014 i DR-Byen kl. 14.30.

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
10. okt. 2016
Klanen

Klanen

Biografanmeldelse
01. dec. 2015
Louder Than Bombs

Louder Than Bombs

Biografanmeldelse
25. juni 2015
Bridgend

Bridgend

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten