Biografanmeldelse
01. nov. 2023
Cat Person

Emilia Jones holder som Margot liv i forestillingen om drømmeprinsen, mens Nicholas Braun som Robert har lært forførelsens kunst af mænd, for hvem et ”nej” er et ”ja” i forklædning.

Foto | David Giesbrecht

Cat Person

Filmatisering af internetsensation er fyldt med gumpetunge klichéer og ender med at forråde sin egen bitterfeministiske holdning.

Af Thea Torp

I kølvandet på #MeToo-bevægelsen blev Kristen Roupenians novelle Cat Person fra 2017 en internetsensation. 

Her dater Margot, en tyveårig pleaser og collegestuderende, kortvarigt Robert, en kryptisk 33-årig mand, som måske har løjet om at have katte. 

Novellen rejste spørgsmål om samtykke, netop som idealer om mandlig dominans og kvindelig føjelighed blev sat til debat. 

Seks år senere har Cat Person fået en filmatisering, den ikke har fortjent.

Instruktør Susanna Fogel var medforfatter på den knivskarpe ungdomsfilm Booksmart, men udvander novellens budskab ved at tilpasse den en ny tidsånd med gumpetunge gyserklichéer, populistiske kønskommentarer og et overfladisk skurkeportræt af mænd. 

Filmen abonnerer på en militant killjoy-feminisme, der ikke skeler til den gode stemning, og som ofte forfalder til at revse hinanden med de rette holdninger. 

Margot anno 2023 står i stærk modsætning til den mere forsigtige Margot anno 2017, der var vant til at blive forbigået og overset. Derfor virker det fortænkt, når manuskriptforfatter Michelle Ashford sender hende ud i samme datingderoute. 

Sammenlignet med novellens naturalistisk skildrede kønskamp er trusselsniveauet skruet gevaldigt op. 

Filmen indledes med et berømt citat af Margaret Atwood, forfatteren bag The Handmaid’s Tale: ”Mænd er bange for, at kvinder griner ad dem. Kvinder er bange for, at mænd vil slå dem ihjel.” 

Da Margot går sent hjem efter arbejde som billetsælger i en arthouse-biograf, er billederne skumle og musikken truende, så vi forstår, at det er med livet som indsats. 

Cat Person lægger ud med samme kompleksitet som et afsnit af Animal Planet: Kvinder er byttedyr – mænd er rovdyr. Men det skal ikke holde Margot tilbage. 

Hun møder Robert på arbejdet, hvor de flirter akavet, indtil han pludselig er mærkeligt afvisende. Inden længe er han tilbage ved disken og siger, så det lyder som en kommando: ”Hør snackpige, giv mig lige dit nummer!” 

En stor del af filmen flirter de mest over sms’er, mens man læser med som i Skam

Alle i vores tidsalder med en smule datingerfaring ved, at skriverierne hurtigt kan udvikle sig til luftkasteller med drømmeprinser indeni. Men virkelighedens Robert er så ubehagelig, at jeg simpelthen ikke forstår, at Margot kan holde liv i fantasien. 

Hundeagtige Nicholas Braun, der spiller fætter Greg i Succession, er velcastet som den usikkert dominerende Robert. Han har lært forførelsens kunst af 80’er-mandfolk som Harrison Ford, for hvem et ”nej” formentlig er et ”ja” i forklædning. 

Margot spilles fladt af Emilia Jones, kendt for hovedrollen i CODA

Novellens mange indre monologer, hvor Margot forsøger at forstå deres mærkelige dynamik, er i filmen forløst så uelegant, at man vrider sig i biografsædet. Allerværst under den sexscene, hvor Margot efter en akavet første date går i seng med Robert af ren høflighed.

I novellen følger vi Margots tanker om, hvordan hun håndterer den afsky, hun føler ved situationen – uden at hun føler sig magtfuld nok til at stoppe det. 

I filmen vises det ved, at Margot helt konkret taler med sig selv – med en anden Margot – mens hun har sex med Robert. Det bliver mere grotesk end sjovt, når begge Emilia Jones’er spiller sært selvsikkert, mens Margot bliver knaldet så voldsomt, at hun næsten ryger ud af billedet. 

Filmens sidste akt er helt løsrevet fra novellen. Her falder værket sammen i en mærkelig voldsspiral, hvor magtforholdet mellem de to udviskes. 

Novellen var et partsindlæg til tiden, men filmen forråder selv sin egen bitterfeministiske overbevisning, stikker halen mellem benene og prioriterer en vag morale om, at man måske er lige gode om det.

Sådan ender en ellers slagkraftig historie med at fise ud i ingenting – som endnu en Tinder-relation, der havde så meget potentiale.

Titel:
Cat Person

Land:
USA, Frankrig

År:
2023

Instruktør:
Susanna Fogel

Manuskript:
Michelle Ashford, Kristen Roupenian

Medvirkende:
Emilia Jones, Nicholas Braun, Geraldine Viswanathan

Spilletid:
120 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra 15 år

Premiere:
2. november

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
11. juni 2024
Til verdens ende

Til verdens ende

Biografanmeldelse
28. maj 2024
Power Alley

Power Alley

Serieanmeldelse
28. mar. 2024
Ronja Røverdatter

Ronja Røverdatter

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor stoppede Bo Green Jensen pludselig på Weekendavisen efter fire årtier? ”Til sidst var der bitter krig hele tiden,” fortalte han sørgmodigt til Ekko i november 2023 – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”
Essay
01. juni 2026

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro