Carmen Curlers – sæson 3

Der er ingen tvivl om, at DR rullede guld, da de i 2022 lancerede dramaserien Carmen Curlers med den drevne Mette Heeno som hovedforfatter.

Frit, men stærkt inspireret af den danske iværksætter Arne Bybjerg Pedersen, som her er omdøbt Axel Byvang. I 1963 opfandt han den elektriske hårkrøller kaldet Carmen Curlers. Dannerkvindens bedste ven, når det gjaldt at få håret op i festhøjde og bølgegang.

Faktisk taler vi om en folkekomedie med kapitalisme i stedet for Morten Korchs agerbrug. Mejetærskeren er blevet udskiftet med markedskræfter.

De to første sæsoner handler om, hvordan mobbeofret Axel via gåpåmod og initiativ banker en virksom op. Er han en strikt alfahan eller bare en provinsiel charlatan?

Axel Erobreren oplever sig omgivet af små mennesker, hvis erfaringshorisont enten er fra bøhlandet og Lars Tyndskids mark eller bestemt af socialdemokratiske drømme om fagforening og ligeløn.

Hans kompagnon bliver snart bondekonen Birthe Windfeld, som både er klogere end sin husbond og har ambitioner i retning af at blive en af tidens moderne kvinder. Dette feministiske og fagforeningsmæssige tema gør Carmen Curlsers til mere end et gængs melodrama fra provinsen, hvor kragerne vender, og Maren bor i kæret.

Kernen i historien er det, amerikanerne kalder for rags to riches – fra laser og pjalter til palads og pool. Og så selvfølgelig den anden vej: ned ad bakken og deroute.

Tredje sæson starter, hvor anden sæson sluttede. Væksten går strygende. Hele verdens kvinder vil have krøllet hår hjemme i stuen. Men måske går det for stærkt, efterspørgslen er større end produktionen.

Vi er i Kalundborg dengang i fortiden, hvor Danmark stadigvæk var i støbeskeen til at blive et industrisamfund med alt, hvad der er i det af socialøkonomiske stridigheder og spektakler. Mænd skal have mere i løn end kvinder, men dog skal begge køn betales ordentligt efter tarif og overenskomst.

Virksomheden synes nu at føre en slags tofrontskrig. USA er så begejstret for produktet, at det fører til ansøgning om at købe hele molevitten. Tyskerne på den anden side klør på for at kunne starte et gigantisk julefremstød. Men det store spørgsmål er, om firmaet kan levere til tiden?

Imens mangler fabrikken kontanter. Sæsonen begynder faktisk med dækningsløse checks, som fører til blodtud og anden ballade. Så Axel må gå til sin søns velhavende svigerfarmor, en form for Fanden selv, for at skabe kapital. Men ligesom i den nye danske film om kampen på direktionsgangen, Hood, er der en betingelse.

Axel må krybe til korset og ansætte sin modbydelige mobber fra barndommen, Poul, som vicedirektør.

Alt er meget lydefrit og fornuftigt i det dramatiske design. Plottet har et fornuftigt flow, og bortset fra nogle lidt kiksede jagtscener har man styr på tidsånden.

De nyrige kører i dollargrin, de mellemrige og nedefter i Folkevogn og Ford Cortina. Man drikker sjusser i en lind strøm omkring en swimmingpool. Det er det luksuøse symbol på, at man har gjort det godt i erhvervslivet. Med den djærve danske folklore, hvor der skråles højt og drikkes i bund.

Men bag det hele nynnes nedturen som en stille melodi i baggrunden.

Skuespillet er stadigvæk domineret af Maria Rossings formidable spil som småborgerfamiliens bondekone Birthe, der bliver til krøllejernets Boss Lady, som så alligevel synes at bliver snydt i sin stilling som ansvarshavende og udøvende chef.

Morten Hee Andersen er igen den glade ungersvend, som både elsker firmaet og fruen. Evigt på kanten af konkurs, men alligevel i stand til at overleve. Sådan da.

Tyskerne ankommer nemlig, og de skal underholdes på både den ene og den anden måde. Således med et jagtselskab, hvor både dyr og mennesker er på sigtekornet.