Captain America: Brave New World

Et monster regerer i Det Hvide Hus, og verden har som aldrig før brug for superhelten Captain ”Cap” America.

Den ikoniske tegneseriefigur er designet som en antropomorfiseret udgave af det amerikanske flag, men har helt fra starten haft en international dagsorden.

Han blev skabt i 1940 i håb om at inspirere USA til at gå aktivt ind i kampen mod Hitler (som Captain America knockouter på forsiden af det første nummer). I dag, med USA udtrådt af Parisaftalen og på kanten til at sløjfe sin støtte til Ukraine, kunne Cap meget passende atter være fortaler for at kæmpe den gode kamp kloden rundt.

Make Earth Great Again.

Science fiction-plots funkler, når de afspejler virkelige problemstillinger, og man spejder håbefuldt efter en dybere mening med Captain America: Brave New World. Den amerikanske præsident skildres som et rødt monster, der sætter personlige hensyn først, hvilket kunne være en hentydning til superegoisten Donald Trump.

Men ak, filmen forbliver trygt i sit tegneserieunivers. Al kreativitet er gået andre steder hen. Captain America: Brave New World er en del af Disneys føljeton-franchise Marvel Cinematic Universe og forventer, at man har studeret tegneserierne og de forrige film (eller brugt timer på Wikipedia). 

Den meget korte version: Captain America er i denne film ikke længere identisk med Steve Rogers (Chris Evans), der er pensioneret efter en tidsrejse. Titlen er gået til Rogers’ sidekick, den afroamerikanske Sam Wilson (Anthony Mackie), der tidligere var kendt som The Falcon. Han har ikke Rogers’ superkræfter, men er i stedet udrustet med gizmo-vinger og boomerangskjold.

Sam Wilsons primære modstander er her den vansirede Samuel Sterns alias The Leader (Tim Blake Nelson). Denne har en kompliceret forhistorie, men er nærmest endt som bifigur, idet filmen fokuserer på USA’s præsident. Som burde have været bifiguren, men spilles af Harrison Ford, der tilsyneladende har fået sin rolle pumpet op med alt for mange og ofte ret svage dialogscener.

Også denne Marvel-karakter har en kompliceret forhistorie. Han kæmper med en indre vrede, men vi skal helt frem til slutningen, før dette motiv for alvor foldes ud og bliver relevant for underholdningsværdien.

I mellemtiden har Cap travlt med at opklare, hvorfor et antal gode mænd pludselig bliver fjender.

Det viser sig at være et tankekontrolplot a la The Manchurian Candidate. I sci-fi-litteratur byder denne subgenre på utallige opfindsomme idéer, men Hollywood-forfattere læser ikke bøger – de ser og kopierer blot hinandens film. Så her får vi den mest primitive version: Ofrene hypnotiseres med et enkelt blik på deres smartphones, plop, hvorefter de kan aktiveres med en popsang.

Trods et budget i omegnen af 200 millioner dollars byder filmen kun på to nævneværdige actionsekvenser. Efter en times forglemmelig slå-på-tæven følger et stort, flot luftslag, hvor Cap flyver rundt mellem krigsskibe, kampfly og missiler i forsøg på at forhindre Tredje Verdenskrig.

Sekvensen foregår ved Celestialøen, hvor et dødt kæmpemonster rager op over havoverfladen. Lavet af superstoffet Adamantium, som udgør filmens centrale MacGuffin – endnu en forhistorie, som tabes på gulvet. Det virker nærmest, som om der mangler en halv time af filmen.

Endelig får vi kulminationen af præsidentens nævnte raserianfald, idet han forvandler sig til en Rød Hulk. En lignende forvandling har vi netop set i en anden Disney-film, Pixars Turning Red (2022), hvor forvandlingen fortælles med langt større filmisk begavelse og emotionel effekt.

Her føles det blot som en gentagelse af gamle Hulk-scener, med Harrison Ford reduceret til computereffekt.

Alt i alt fremstår Captain America: Brave New World som et passabelt dobbeltafsnit af The Falcon and the Winter Soldier, som er en sequel til MCU-biografilmen. Således vil filmen antageligt fungere bedst engang i fremtiden som del af et kronologisk maraton med andre MCU-film.