Capone

Vi ved efterhånden godt, hvordan det skal gå, når vi ser en film om et virkeligt menneske.

Altid fyldt med sorg, kærlighed og eventyr.

Historien bevæger sig igennem flere årtiers storhed og fald, mens publikum undervejs hypnotiseres af en skuespiller, der med en militærdisciplinær, naturalistisk præstation bliver opslugt i rollen – og gerne taber halvdelen af sin vægt til formålet – så der ikke er nogen tvivl om, hvem der skal have Oscar-statuetten.

Capone gør noget andet.

Filmen fortæller ikke den dramatiske og eksplosive historie om Al Capones drabelige gangstervælde i 1920’ernes Chicago, men springer direkte til den demente mands sidste, sørgelige år.

Og i stedet for en elegant og underspillet skuespilpræstation, der med subtil mimik lukker os ind i det kaotiske sind på bossen, grynter Tom Hardy uforståeligt med en gulerod i kæften i halvanden time.

Langt fra gangsterkrig og glamour er den 47-årige Capone (kaldet Fonz af familien) i 1946 blevet løsladt fra fængslet og overladt til en stille død af syfilis og demens i sit palæ i Florida.

FBI aflytter entusiastisk den dekadente bolig i håbet om at finde ud af, hvor en af historiens mest berømte forbrydere har begravet en skat på ti millioner dollars. Imens køres alle ejendele i hjemmet langsomt væk, fordi pengene er sluppet op.

Capone lader heller ikke til at vide noget om forbryderskatten. Han bruger det meste af sin tid på at skide i bukserne, have mareridt om en uægte søn og hallucinere om sin gamle ven Johnny, som han fik myrdet i sine gangsterdage.

Som om det ikke var nok, tvinger lægen (Kyle McLachlan) ham til at erstatte de trofaste cigarer med gulerødder.

For både agenterne, Fonz’ familie og publikum er det svært at forstå, hvad der egentlig foregår i hovedet på det engang så snedige forbryderoverhoved. Det kan især Tom Hardy takkes for.

Den britiske skuespiller leverer en modig præstation, der på en gang er frastødende og dragende, men meget langt fra Robert De Niros charmerende Capone i De uovervindelige eller Al Pacinos eksplosive rolle i Scarface, der er løst baseret på samme person.

De fleste af Hardys replikker er uforståelige vredesudbrud, mens hans ansigt danser mellem ekstreme grader af angst, forvirring og vrede, så den desorienterende smerte i Capones hoved brænder igennem.

Man forstår det afsindige drama i knolden på den vederstyggelige massemorder iført ble, selv om han ikke formår at sætte ord på, hvad han tænker.

Det gør til gengæld de lange, hallucinerende scener, som fortæller hele historien om Capones liv og de skader, tilværelsen som kynisk morder påfører det menneskelige sind.

Turen går fra en sørgmodig fest i 1920’erne med Louis Armstrong (Troy Anderson) på scenen over en krigsscene i Chicagos gader og til likvideringen af en tidligere ven.

Vi får intet foræret, men al nødvendig viden om Al Capone er lige foran os i form af de ubehagelige, underbevidste rejser og den sørgelige klump kød, der sidder i en stol som et tragisk bevis på sit fald fra fordums storhed.

Ikke alle fantasi-sekvenser er lige effektfulde. Den fortabte søn Tony – som ikke findes i virkeligheden – kommer aldrig til at spille nogen forståelig rolle i det intuitive drama.

Men samtidig er de usammenhængende indtryk og uforklarlige elementer en sørgeligt præcis skildring af det senile sind, mens de fortæller en mystificerende historie om et fascinerende menneskeliv.

Det er væsentligt mere, end de fleste biografiske film kan prale af.