Call Me by Your Name

Tyk og fedtet frugtsaft drypper ned ad overkroppen på den syttenårige Elio, der ligger søvnløs i sin seng og fordriver tiden ved at stikke pegefingeren ind i kødet på en moden fersken og vrikke stenen ud.

Den efterlader et blødt og inviterende hul, som nede under elastikkanten på Elios boksershorts udgør et velegnet redskab til at forløse begæret efter farens sommerpraktikant, den noget ældre Oliver.

Med Call Me by Your Name fortsætter Luca Guadagnino eminent det studie af begærets væsen, han påbegyndte med Io sono l’amore og A Bigger Splash. Tredje kapitel af den italienske instruktørs begærs-trilogi er uden tvivl hans bedste til dato.

For i hænderne på Guadagnino flyder hormoner, ferskennektar og kropsvæsker sammen i en naturlig, afbalanceret og poetisk symbiose, hvormed instruktøren indskriver sig i samme liga som stormesteren i filmisk sensualitet, Bernardo Bertolucci.

Inspirationen fra Bertoluccis lidenskabsmættede værker som Forførende skønhed og The Dreamers afsløres af det dvælende kamera, der dyrker små skvulp i en azurblå swimmingpool og fortaber sig i middagssolens spil på varm, solbadende hud.

Året er 1983, og poolen befinder sig i familien Perlmans paradisiske, norditalienske have, hvor Elio fordriver sommeren med at transskribere klassiske symfonier og læse poesi. Harmonien brydes af familiens nye logerende, Oliver, der med sin tårnhøje og velskårne figur ligner de græsk-romerske skulpturer, han skal assistere Elios far med at studere.

At manuskriptet er begået af den erfarne James Ivory, fornemmes i den subtilitet, hvormed et uudtalt magtspil hænger i luften, hver gang den stankelbenede Elio og den hellenistisk maskuline Oliver mødes. Som i Ivorys romantiske periodedrama Værelse med udsigt – der også udspiller sig med det solbeskinnede Norditalien som bagtæppe – er romancen ikke brusende.

Sublimt akkompagneret af Sufjan Stevens’ drømmende musik spirer den derimod langsomt frem med lige dele forvirring og fornægtelse.

Elio rammes af søvn- og rastløshed og bliver barnligt irriteret over den blotte tilstedeværelse af den syv år ældre Oliver, der får lov at sidde på forsædet og afslutter alle samtaler med et kækt amerikansk ”later!”

Indtil det usagte med ét forløses og magtbalancen tipper. Med en fandenivoldsk selvtillid træder Elio ét enkelt, men afgørende skridt tættere på Oliver.

Det lille skridt er tordnende modigt, og det samme er Timothée Chalamets ublu favntag med den delikate rolle. Den 22-årige skuespiller er uimodståelig som multitalentet Elio, der udfolder sig flydende på både fransk, italiensk og engelsk og instinktivt bruger klavertangenter og guitarstrenge som afløb for sit følsomme indre. Med sine syntetiske 80’er-shorts og Ray-Ban-solbriller er han på én gang skrøbeligt sårbar og frækt forførende.

Lige så nuanceret er Armie Hammer i rollen som Oliver, hvis statueske krop bliver ømt klodset, når han med Elio i hånden danser gennem sommernatten i beruset forelskelse.

Selv om vi befinder os i det årti, hvor aids-epidemien eksploderede, afstår Call Me by Your Name fra at dykke ned i de mange samfundsrelaterede problematikker, der ellers ligger lige til højrebenet. I stedet udgør den åbenhed, omfavnelse og accept, der gennemsyrer det jødisk-amerikansk-italiensk-franske akademikerhjem, filmens altoverskyggende budskab.

Det budskab får Elios far æren af at sætte ord på. ”Lad være med at tvinge dig selv til ikke at føle noget. Sikke et spild,” lyder opfordringen til sønnen – og til alle os, der ser på.

Hermed bliver Call Me by Your Name ikke bare en fortælling om kærlighed mellem to unge mænd, men et almenmenneskeligt portræt af den første forelskelse, der er så indtrængende, omfavnende og sanseligt, at det giver sommerfugle i maven.