Bytte bytte barn

Lystspillet Bytte bytte baby havde premiere i 2023 og handler om overklasseparret Cecilie og Andreas og kreativparret Liv og Malte, der begge via samme fertilitetsklinik venter barn. Men sløseri på klinikken gør, at man har ombyttet de respektive befrugtede æg.

Filmen er en smålun, moderne folkekomedie, som instruktøren Barbara Topsøe-Rothenborg følger op med Bytte bytte barn, der i stedet for biografen vises på Netflix.

De forbyttede, nu toårige børn er blevet til en gammelklog datter med smilehuller for de kreative og en ustyrlig, egenrådig søn for storborgerskabet.

Men tak skæbne, børnene blev alligevel ikke forbyttet. Så den kloge datter hører hjemme i pragtvillaen med svømmepool, mens sønnen som kreativ vildbasse hører hjemme hos den anden familie.

Hvordan skal man nu ordne denne uredelighed og få styr på forældrekærligheden? For blod er vel tykkere end vand?

Problemstillingen var allerede fremme i sutskoen i etteren, men her strammes skruerne i barnevognen. Hvad er determinerende for videreudvikling og personlig dannelse: Et godt miljø eller genetisk arv?

Den diskussion har kørt i århundreder i alle familieformer.

De to familier løser umiddelbart problemet ved at flytte i kollektiv – det vil sige, at den alternative familie flytter ind i en fløj i rigmandsvillaen.

Det skaber selvfølgelig konfrontationer i flere omgange. Vegetarretter og Rudolf Steiner-opdragelse over for noget, som ligner forberedelse til Herlufsholm og omegn. For og imod kød og computere, karriere kontra kærlighed, og så fremdeles.

Alt er sat op i tableauer, som ligner sketcher fra en sommerrevy eller fjernsynets sitcom. Det er lettere konservativ udlevering af både det ene og det andet, sat op på stereotypiske sætstykker, som nu og da mimer virkelighedens vilkår for spædbørnsforældre.

Overklassens anglicismer fra new management og luksusøse sædvaner versus kreativklassens yoga, buddhisme, munkemusik, røgelse og auralæsning.

Hvor overklassefamilien i kæmpevillaen synes realistisk nok, er den anden side en karikatur på en hippiefamilie, som allerede i 1980erne var passé og kliché.

”Vores hjem er blevet invaderet af et biodynamiske beduincirkus,” udbryder Cecilie lettere hysterisk og egentlig på tværs af den aktuelle tidsånd.

Cirkus består nemlig i dag i at tale om klimapolitik og kødløse middagsretter. Besynderligt nok virker netop denne del af filmen – det alternative aspekt – altmodisch og anakronistisk. Den lever mest op til småborgerlige fordomme, hvor der stadig findes bollerum og brune ris uden for ligusterhækken og parcelhuset.

Måske det mest rørende i filmens feel-good-univers er miljøbevidste Livs søgen efter sin fjerne biologiske far. Men dette sidespring skal blot artikulere, at det er vigtigt at kende sin arvemæssige baggrund.

Filmen ender i folkekomediens blodbank, hvor blod stadigvæk er tykkere end vand, og en kernefamilie immervæk er bedre end et kollektiv. Bag den fragile sarkasme over for patriciervilla med plæne og pool er det stadigvæk her filmens egentlige værdier findes, kernefamilien med stort k.

Skuespillerne leverer alle varen af komiske floskler. Mille Dinesen er igen karakterfast komedienne som overklassemokken Cecilie, mens Lars Ranthe er hendes søde ejendomsmægler-bløddyr. Liv og Malte spilles pænt og nydeligt af Katinka Lærke Petersen og Kasper Dalsgaard.

Man kan sige, at Bytte bytte barn konkretiserer problemer med børneopdragelse og forældreroller, som ellers ikke kommer til udtryk i andre film: At kvinder måske hellere vil være på kontoret end på barselsorlov i børnekammeret, at bløde mænd ikke behøver at være skindøde mænd, og at hjemmelivet er vilkårligt og væsentligt.

Men disse emner kunne godt have fortjent en noget bedre fremstilling, både hvad angår seriøsitet og solide smil.