Bytte bytte baby

De senere år er det at være mor blevet et stærkt tema i dansk litteratur.

Ikke det idylliserede og romantiske moderskab, men det faktiske og virkelige, der sjældent lever op til idealet. Bare det at overleve barnets første år kan være vanskeligt nok – hvis man da overhovedet kan blive gravid.

Den kunstige befrugtnings trakasserier med smerte og trængsel skildres medrivende i Tine Høegs bestseller Sult, og det samme sker i de første ti minutter af Bytte bytte baby.

Vi følger overklasseparret Cecilie og Andreas. Hun er en 40-årig advokat og han en driftig ejendomsmægler, og de bor i en villa på størrelse med en mindre rhinborg.

De møder Liv, alternativ healer og halvhippie, og hendes kæreste Malthe, som er håndværker og noget af en døgenigt.

Begge par går til en privat fertilitetsklinik for at blive forældre. Det lykkes, men klinikken har sjusket og byttet om på de befrugtede æg. Cecilie bærer således på Livs foster og omvendt.

Kontrolfreaken Cecilie, som elsker kød og karriere, har anbragt sit afkom i alternative Liv, som er noget yngre og desuden veganer. Mens Livs barn frister en skæbne omgærdet af borgerlig omsorg i tredje grad.

Komedien om forbyttede børn er velkendt, men har fået et originalt tvist, selv om man kunne have strammet skruen endnu mere ved at lade den ene kvinde få den anden mands sæd til sit æg.

Bytte bytte baby er en folkekomedie af den slags, hvor luksuslimousinen møder Christiania-cyklen, og champagne med havudsigt drikker dus med husets hvidvin på bodegaen.

Barbara Topsøe-Rothenborg, som fik succes med sin venindefilm Madklubben, har drejet et lystspil om et alvorligt emne, hvor den gamle diskussion om arv og miljø kører i baggrunden.

Er genetik vigtigere end generøsitet? Er dit barn dit, når det er født af en anden? Hvad taler vi om, når vi taler om kærlighed til børn?

Desværre lider filmen af nogle skavanker.

Den ankommer med de fordomme om køn, som folkekomedien altid har excelleret i. Kvinder lever tæt på krop og natur med en indre sandhed om at være tættere på livet. Mænd er noget, der mest dur, når de går til hånde, bliver sat på plads eller drikker øl med kammeraterne.

Dernæst er handlingen sat op som situationer, der dramatisk afvikles som at bladre sider i graviditetens omskiftelige emnekatalog.

Mænds sædkvalitet, kvinders morgenkvalme. Grænseløst voksende røv, mave og fødder, spisetrang til sødt eller surt, spontan liderlighed eller frigiditet, strækmærker og pletblødninger.

Det er alt sammen sat op i pendulfart mellem løssluppen farce og komedie med alvor. Og krydret med platte vittigheder, som at pigenavnet Gunilla lyder som en kønssygdom, eller frygten for at få et fodformet Femøbarn. Og som altid er svigermødre fra helvede.

Dansk films største komedienne, Mille Dinesen, giver den med sit spøjse Dirch Passer-gummiansigt hele armen som entreprenante Cecilie, men hun er nu og da også lidt for meget.

Lars Ranthe er hendes forstående mand, der bare gerne vil være nybagt far med hele baduljen af babytøj og krammedyr. Igen er han Ove Sprogøes arvtager som folkekomediens fornuftige stemme og sympatiske mandfolk.

Bedst er Katinka Lærke Petersen, der rørende forvandler flipperkvinden Liv fra udtrådt stereotyp til historiens mest menneskelige person.

Filmens bedste scene er en udlevering af det amerikanske fænomen babyshower, en graviditetsfest, som også har vundet indpas herhjemme i den øvre middelklasse. Her står den på kaffe og kage med gaver til den vordende mor og ufødte baby.

Barbara Topsøe-Rothenborgs film sætter sig beskedne mål, og når heldigvis de fleste. Alligevel er Bytte bytte baby i sidste ende mere blød og sød end sjov og skæg.