The Butler

At dømme ud fra hans fire film som instruktør er Lee Daniels – tidligere mest kendt som producer bag film som Monster’s Ball – et temmelig uberegneligt talent. Som den mindst lige så uforudsigelige Terry Gilliam synes Daniels’ film at blive bedre, når han bliver holdt til ilden af stærke produktionsselskaber, og når han ikke selv er med til at skrive manuskriptet.

Daniels’ gennembrudshit Precious, skrevet af Geoffrey Fletcher, var temmelig melodramatisk, men en langt bedre film end den chokerende dårlige Shadowboxer, som han selv var medforfatter på. Og tilsvarende er instruktørens nye film, The Butler – som er skrevet af Danny Strong – en kolossal forbedring i forhold til hans seneste, det forfærdeligt overlæssede melodrama The Paperboy.

Faktisk føles The Butler så anonym, at det er svært overhovedet at mærke Lee Daniels' signatur. Den er så poleret, så kalkuleret i den måde, den appellerer til både tårekanaler og priskomiteer, at man mistænker den for at have været forbi adskillige chef-skriveborde, før den blev færdig. De fleste af Daniels’ auteur-træk er filtreret væk, og med The Paperboy frisk i erindringen er det måske en god ting.

Filmen er baseret på den autentiske Eugene Allen, som her hedder Cecil Gaines (Forest Whitaker), og som har tjent syv amerikanske præsidenter i Det Hvide Hus. Her ignoreres han mere eller mindre af de magtfulde mennesker, der kommer forbi Det Ovale Værelse, og fra sin position på sidelinjen ser Cecil tiderne skifte og historien blive skrevet. Selv er han den perfekte tjener og tænker kun på sit job – lidt som Anthony Hopkins i Resten af dagen, men i en film med meget mere soul-musik på soundtracket.

Filmens første scener skal vise, hvor slemt tingene engang stod til, hvis man var afroamerikaner. Som barn overværer Cecil, at en hvid mand voldtager hans mor (Mariah Carey) og derefter myrder hans far. Den unge Cecil bliver taget under vingerne hos en hvid matriark (Vanessa Redgrave) og bliver trænet til at være ”husneger”, førend han pludselig finder sig selv i Det Hvide Hus med et job seks dage om ugen.

Et sted midt i dette stakåndede forløb får Cecil også en kone, Gloria (Oprah Winfrey), og to sønner, Cecil Jr. og Charlie. Med Glorias druk og længerevarende affære med naboen (Terrence Howard) går det ikke optimalt på hjemmefronten. Og det bliver ikke bedre af, at Cecil Jr. engagerer sig intensivt i borgerrettighedsbevægelsen til sin apolitiske fars store fortrydelse.

Imens går landet ligesom familien igennem en alvorlig krise, og Cecil den ældre ser udtryksløst til, mens hver eneste præsident bakser med racespørgsmålet. The Butler er den slags film, hvor hovedpersonen tilfældigt kommer ind for at servere kaffe, da Eisenhower (spillet af Robin Williams – castingen er i sandhed bizar) har en central diskussion om den ulmende utilfredshed i sydstaterne.

Det taler til filmens fordel, at den trods klodsetheden – Cecils voice-over er særligt utilgivelig – har øjeblikke, der er virkelig effektive, som en fint klippet montage, der sammenstiller Cecil Jr. og slængets protest mod diskrimination i frokoststuerne i Alabama med en officiel middag i Det Hvide Hus.

Skuespillet er robust hele vejen igennem, særligt fra den altid driftsikre Whitaker og den karismatiske David Oyelowo som hans søn. Oprah imponerer også i en rolle, der er videnskabeligt beregnet til at skulle imponere, som med Mo’Nique i Precious.

Man skal være lavet af sten for ikke at blive bare en lille smule rørt, da Cecil ser den første sorte mand blive valgt som præsident. Men mon det er Lee Daniels' fortjeneste – eller nærmere Barack Obamas?