Bumblebee

Få filmserier fra det 21. århundrede kan siges at være så forhadt som Michael Bays Transformers-serie, om de gode Autobotters kamp mod de onde Decepticons.

Med god grund.

Lad det derfor straks være slået fast: Den nye film i serien, Bumblebee, har meget lidt tilfælles med de fem tidligere film, som det hårdtprøvede publikum har døjet med.

Samtlige Transformers har ikke længere mærkelige, antropomorfe ansigter og kroppe, men er designet ud fra deres simple G1-modeller fra 80’er-tegneserien. Selv uden at være en fan af de gamle action-figurer er det svært ikke at blive blød i knæene, når stoiske Optimus Prime træder frem på lærredet i sit firkantede panser og pløkker Decepticons med sin laserpistol på hjemplaneten Cypertron.

Trods den ændrede æstetik er opbygningen nogenlunde som i Michael Bays originale film fra 2007. Autobotten Bumblebee sendes i 1980’erne til vores lille, blå planet, efter at de ondsindede Decepticons har udraderet Cypertron. Her mister han straks stemmebåndet såvel som hukommelsen, da han bliver angrebet af en Decepticon.

Da den mutte teenagepige Charlie (Hailee Steinfeld) finder den gule robot forklædt som en gammel Beetle, udvikler de to hurtigt et venskab. Men snart må Charlie beskytte sin naive robotven fra en amerikansk efterretningsagent med en hage af mursten (John Cena) og to nytilkommende Decepticons, som alle vil finde og tilintetgøre Bumblebee.

Herfra går filmen dog i en helt anden retning end de gamle Transformers-film.

Bumblebee er helt bevidst om, hvorfra den har hentet inspiration. Forholdet mellem Charlie og Bumblebee er som taget ud af film som E.T. og Jernkæmpen, selv om forholdet her er mere romantisk. Da Charlie skal reparere robotten, hvisker hun ”Jeg skal nok være nænsom”, og filmen er fræk nok til at have et billede af de to, der er taget direkte fra plakaten til The Shape of Water.

Andetsteds kan de evindelige referencer til Reagans Amerika hurtigt blive for meget af det gode. Soundtracket spækkes til bristepunktet med musik af Genesis, The Smiths og Rick Ashley, Charlies vhs-maskine genspiller konstant The Breakfast Club, og væggene er plastrede til med plakater for film som Det grusomme udefra.

Ligesom i inspirationskilderne er forholdet mellem pige og robot filmens bankende hjerte, og det er i høj grad den største forskel mellem Bumblebee og de tidligere film i serien.

I Transformers gav Shia LaBeoufs figur Bumblebee hans navn, fordi han havde seje striber. I denne film kalder Charlie ham for Bumblebee, fordi han lyder som en humlebi.

Efter tre intense action-sekvenser lige i rap, kommer narrestregerne mellem Charlie og Bumblebee i fokus. De ægger den lokale mean girls-bil og kører fra politiet. Charlie lærer sin ven, hvordan han skal gemme sig for andre, imens den gigantiske robot lystrer som en begejstret hundehvalp.

I instruktørstolen er Michael Bay skiftet ud med Travis Knight, som tidligere har lavet Laika Studios’ Kubo – den modige samurai. Rødderne fra det anerkendte animationsstudie mærkes i den grad, og det skyldes ikke kun de energiske wrestling-kampe mellem Autobotter og Decepticons.

Travis Knight har tydeligvis en enorm forståelse for at puste liv i animerede figurer, og som en CGI-karakter fortjener Bumblebee en plads ved siden af Gollum, Caesar og Paddington. De blå øjne lyser af empati, og hver bevægelse udtrykker hans nysgerrige, venlige væsen.

Oven i hatten formår manuskriptforfatter Christina Hodson også at presse et glimrende familiedrama ud af de menneskelige relationer. Forholdet mellem Charlie og hendes stressede, men overskudsagtige mor (Pamela Adlon) er særligt rørende.

Hailee Steinfeld og Pamela Adlon er begge et perfekt valg til rollerne som henholdsvis den resolutte teenager og sygeplejerskemoren med alt for meget mellem hænderne. Deres endelige konfrontation er tårevædet intens.

Det er dette engagement i relationerne mellem karaktererne, som gør Bumblebee til mere end blot en god film sammenlignet med Michael Bays fem film i serien. Det er faktisk en god film i sin egen ret.