Broen II

Da vi skiltes på Broen i første sæson, fik den svenske strømer Saga Norén forhindret kollegaen Martin Rohde i at dræbe sin søns morder. Nu her ved anden sæsons start er der gået et år – eller for at være helt nøjagtig på Sagas nørdede facon: et år og en måned!

Årsagen til deres gensyn er et mystisk skib, som strander ved Øresundsbroen. Uden besætning, men med fem unge mennesker om bord, lænket sammen og mere eller mindre bedøvet. Så dør én af de unge, en pige, og mere forfærdeligt følger. Saga opsøger Martin, som er i terapi, traumatiseret af sin søns død.

Synkront lægges der spor ud med mærkværdige montager af dette og hint, et par piger kysser hinanden i København, tre skoledrenge mobber en fjerde i Malmø. Så er fanden løs på hospitalsgangen. En af de indlagte tager et gidsel, men det løser sig ved snarrådig og sikker indgriben af Martin. Snart bryder et andet helvede løs, de komatøse, kidnappede mennesker viser sig at have den meget smitsomme og yderst farlige lungepest. Og hvad med Saga og Martin? Skal de nu som smittede i karantæne?

Den dansk-svenske krimiserie blev helt retfærdigt en succes for to år siden. Det er for så vidt banalt og ganske snedigt at bruge Øresundsbroen mellem to tætte nationer, der ligner hinanden som brødre, men reelt mere er naboer. Broen bliver et både tematisk og symbolsk bindeled i en skandinavisk thriller, der på vanlig vis fletter livsstil til en krimikurv med nordisk hjemsløjd og myrderi.

Samtidig strikkes Forbrydelsens Copenhagen noir sammen med Henning Mankells ravnsorte Skåne. I første sæson blev svenskeren genialt accentueret som en tillukket kvinde, introvert med sjælen på vrang og tilfældig sex som et glas vand for tørsten. Danskeren, derimod, var den joviale, normale mandehørmer, der lurendrejer og listepikker over for konen.

Men ved denne omgang Broen er kortene byttet om. Saga forsøger at leve ordinært og småborgerligt sammen med en kæreste, mens Martin lever et unormalt liv på piller og psykolog – plus en kone, som måske ikke vil vente på ham ret meget længere.

Det bedste ved serien er venskabet mellem de to: en mand og en kvinde platonisk og aparte knyttet i den slags kønsmæssigt grænseoverskridende bånd, som er svære at forstå uden for Norden. Saga bliver spillet kongenialt af svenske Sofia Helin som den små-autistiske strisser, der stædigt håndhæver den leksikalske forskel på en båd og et skib. Og immer gode Kim Bodnia spiller Martin som en slags søn af Anders Refns Jens Okking i Strømer. Nu og da flæbekiks og bulderbasse, men så alligevel – som her i første afsnit – en hårdkogt strisser med hurtige håndjern.

Og så er det vederkvægende, at rollerne i det hele taget er besat med andre end Tordenskjolds soldater fra dansk og svensk fjernsyn. Det er gode skuespillere med solide præstationer i de skabeloner, de har fået fra manussiden. Alt sammen udfoldet i den iskolde og gråmelerede farvefilmstil, som efterhånden er blevet standard for serier, der behandler den senmoderne kriminalitet med sinister skepsis og udvejsløs desillusion.

Broen spørger, om mon retfærdighed findes selv i de mest retfærdige lande i verden. Det bliver overvejende (be)skrevet af hovedforfatteren Hans Rosenfeldt med et speget dommedagstema, hvor han tilsyneladende genbruger første sæsons rhizo-labyrint som struktur: det kausalt forbundne, fragmenterede og forgrenede netværk i plottet, hvor alle øer og forbrydelser mødes under havet til en helhed i sidste bølge. Og det er sat i det hverdagsliv af Volvo, vovse og interne vittigheder, som altid karakteriserer den skandinaviske krimi på skærm, film og i ret så mange bøger.

Måske gøres Saga lidt for nørdet i sin fremtræden som pigen, der må læse bøger om at det at bo sammen med fyr og ved alting bedre end andre. Men hun og Martin er trods alt rørende i deres kontrastfyldte møde, der understreger, at ulige børn leger bedst – i Norden i alle fald.

Broen 2 er kort sagt kommet flot fra start.