Biografanmeldelse
14. sep. 2016
Bridget Jones’ baby
Ja, den er god nok. Bridget Jones (Renée Zellweger) er gravid, men det store spørgsmål er: Med hvem? Foto | Giles Keyte

Bridget Jones’ baby

Genkendeligheden er en styrke, og tolv år efter den seneste Bridget Jones-film er Renée Zellweger stadig lige så kikset og charmerende i sine røde pyjamasbukser.

Af Ida Rud

Bridget Jones er blevet 43 år, men hun er lige så kropumulig og uimodståelig, som hun altid har været, om det så har været på lærredet eller i klumme- og romanform.

Det er tyve år siden, at Helen Fielding startede sin klumme i The Independent, der senere blev filmatiseret.

Bridget Jones’ dagbog er med tiden blevet en rom-com-klassiker, så det er hyggeligt at se Renée Zellwegers genkendelige trutmund og det nu slankere korpus i de samme grimme røde pyjamasbukser, som hun plejer at sumpe rundt i. Også lejligheden er den samme, tilmed klynkeballaden All By Myself er den samme. Men den springer Bridget over med et irriteret ”Oh, fuck off!”

Hun sidder alene på sin fødselsdag og tænker på sit liv, der ikke er forløbet helt efter planen. Især fordi hun ikke er sammen med den stivnakkede, men alligevel dejlige advokat Mark Darcy, som hun ellers fik gaflet et i den første film – han optræder heldigvis stadig i skikkelse af Colin Firth, ulasteligt klædt i skræddersyet jakkesæt.

Bridget skriver stadig dagbog, men nærmest som sidebemærkning. Ordene bruger hun især til at reflektere over sit og Marks forhold.

I en sød scene, der heldigvis holder sig for god til følelsesoverflod og klæg musik, bladrer hun gennem sine gamle dagbøger. Vi får indblik i et forlist forhold, der rummede masser af kærlighed, men også forskelligheder, der endte med at være uoverkommelige.

Det kan de fleste spejle sig i, og det er netop pointen med Bridget Jones.

Men meget kører alligevel på skinner for hende. Hun er succesfuld tv-producer, og en yngre kollega får hevet singletonen med på musikfestival, hvor hun engangsknalder med Jack, en rig amerikaner spillet af tv-skåret Patrick Dempsey. Ugen efter er hun til barnedåb i den gamle vennekreds, hvor Mark er til stede. Deres gamle følelser blusser op igen, og de to ender også med
at knalde.

Og Bridget bliver gravid!

Fordi Bridget Jones tåkrummende er forudbestemt til at mislykkes med alting, lykkes det hende hverken at fortælle den ene eller anden, at der er en tredjepart involveret. Da mændene omsider møder hinanden, lægger de straks op til hanekamp. Det genkender vi fra de tidligere films skærmydsler mellem Mark og gavtyven Daniel Cleaver, spillet af Hugh Grant. Ham må man desværre undvære i denne film – han mente ikke, at manuskriptet var godt nok.

Godt nok til hvad, kan man så spørge. Som aftenunderholdning er filmen noget nær fejlfri hygge og driver ligesom forgængerne af engelsk sarkasme. Det er den slags film, man bliver hængende ved, når man falder over dem på tv’et en doven aften. Også selv om man har set dem syv gange før.

Emma Thompson, Englands sjoveste kvindelige skuespiller, er medforfatter på manuskriptet, og hun har desuden en skøn birolle som kynisk og overbærende gynækolog. ”Dette er en unik situation,” konstaterer hun tørt, da fyr nummer to er med til babyens ”første” ultralydsscanning.

Renée Zellweger har haft seks års skuespilpause, men hun samler ubesværet tråden op fra sidst, vi så Bridget Jones i den skuffende mellemfilm På randen af fornuft, og kemien mellem hende og altid charmerende Colin Firth er stadig håndgribelig. Desværre er Dempseys glatte, ulideligt politisk korrekte amerikaner en ringe erstatning for Hugh Grants uforbederlige libertiner.

Instruktøren Sharon Maguire stod også bag første film i serien. Det mærkes, for filmene ligger tæt op ad hinanden i både udseende og indhold. Forandring er sundt, men i seriefilm sætter de fleste pris på genkendelighed, selv om personerne nu er mere midaldrende end unge.

Bridget sværger, at hun vil tage sig sammen, når babyen kommer. Men det er ikke så let at nå på ni måneder. Det ville også være kedeligt, for det er netop den gode, gamle Bridget, vi gerne vil se – og se os selv i.

Titel:
Bridget Jones’s Baby

Land:
Irland, England, Frankrig, USA

År:
2016

Instruktør:
Sharon Maguire

Manuskript:
Helen Fielding, Emma Thompson, Dan Mazer

Medvirkende:
Renée Zellweger, Colin Firth, Patrick Dempsey, Emma Thompson

Spilletid:
123 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
15. september 2016

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
01. nov. 2025
It: Welcome to Derry

It: Welcome to Derry

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten