Breathe

Man kan ikke komme udenom, at den centrale præmis for Breathe, hvor en stærkt handicappet engelsk fyr og hans kone finder lykke og succes på trods, føles en smule velkendt.

Forestil dig en genindspilning af den prisbelønnede Stephen Hawking-biopic Teorien om alting, men uden astrofysikken, salige Jóhann Jóhannssons sublime musik eller dens uforfærdede tilgang til sandhederne bag et så belastet ægteskab.

Selv om Breathe også er baseret på en sand historie, er det et forudsigeligt, livsbekræftende værk, der mangler det overraskelseselement og den ægte excentricitet, man forventer af et autentisk drama.

På mange måder minder filmen om de småtragiske, men altid opløftende melodramaer, Hollywood producerede i midten af forrige århundrede. Melodramaer som De bedste år eller Helen Kellers triumf, hvor kærligheden overvinder al modgang.

Og dog.

Selv om man bliver følelsesmæssigt manipuleret af svulstig-romantisk musik, magic hour-fotografering og alle de andre tricks, lægeroman-instruktører har til rådighed, kan man alligevel ikke nægte, at Breathe er en underligt fængslende film.

Den er ubestrideligt bevægende, sjov og virkelig sød.

På overfladen er historien et underligt valg af debutfilm for Andy Serkis, skuespilleren, der har legemliggjort fantasifigurer som Gollum i Ringenes herre-trilogien og Caesar i de nye Abernes planet-film.

Der er trods alt ikke mange visuelle effekter at spore, kun en smule trickfotografi, der lader den altid fornøjelige karakterskuespiller Tom Hollander spille et par midaldrende enæggede tvillinger.

Det er skuespillernes film, og man mærker tydeligt, at den er instrueret af én, der forstår sig på skuespil og alt, hvad skuespilfaget kræver.

Filmens vigtigste special effect er Andrew Garfield, som spiller Robin Cavendish, en flot, atletisk mand, nygift og nyansat som tehandler i 1950’ernes Kenya. Han er i sin bedste alder, men rammes pludselig af polio, der efterlader ham lammet fra halsen og ned, kun i stand til at ånde ved hjælp af en respirator.

I resten af filmen er Garfield nødt til at projicere alle Robins følelser – chok, fortvivlelse, håb, lykke – alene med sin ansigtsmimik.

Claire Foy, der så mindeværdigt spiller dronning Elizabeth II i Netflix-serien The Crown, har den mindre prangende, men lige så vigtige rolle som Robins ukuelige kone Diana.

Nogle tilskuere oplever måske et vist deja-vu, når de hører hende bruge den samme indstuderede overklasse-udtale, hun bruger til Elizabeth. Men karaktererne er dybt forskellige, og Diana gør mindst lige så stort et indtryk som sin mand.

Historien er tydeligvis en hyldest til de autentiske personer bag Robin og Claire – forældrene til filmens producer Jonathan Cavendish, der også er en karakter i filmen. Med hjælp fra familie og venner overlever denne atypiske lille kernefamilie og lærer endda at trives, da Robin finder en ny mening med livet ved at se Jonathan vokse op. Han finder også en måde at sætte sit eget aftryk på verden, da han opfinder en kørestol med transportabel respirator.

Indrømmet, der er øjeblikke, hvor Serkis og hans skuespillere smører lidt for tykt på.

Som sekvensen, hvor motorproblemer får Cavendish-familien til at strande på de spanske sletter, og alle er nødt til at skiftes til at holde Robin i live med en håndpumpe, indtil en gruppe venlige sigøjnere kommer dem til undsætning.

Eller den sirupssøde finale, komplet med balloner og tårevædede taler, der virker lidt for konstrueret, selv om den muligvis fandt sted i virkeligheden.

Men i sidste ende er der, ganske som i 50’er-melodramaerne, noget betagende ved filmens indædte optimisme og godhed. Noget, der holder enhver kynisme stangen – hvis altså man kan få paraderne ned.