Boyhood

Lige siden sin anden spillefilm, Slacker (1991), har Richard Linklater interesseret sig for, hvordan tid og kausalitet påvirker menneskelige relationer.

Se bare på kædestrukturerne i Slacker, hvor den ene karakter fører til den næste og dermed skaber en ring af løst forbundne vignetter. Eller de skarpt definerede tidsrum i Sidste vilde nat med kliken, Before Sunrise og Before Midnight, som udfolder sig over en dag. Eller de 80 begivenhedsrige minutter i realtid i Before Sunset.

Takket være Linklaters øre for dialog og hans evne til få sine skuespillere til at levere naturalistiske præstationer, synes denne formalisme dog aldrig påtaget eller forceret. Det føles snarere som en elegant måde at skabe struktur i livets forvirrende kaos på.

Alt dette er særligt relevant, når man betragter hans nye film, Boyhood, som er resultatet af et tolv år langt optageforløb. I Boyhood følger vi den helt almindelige dreng Mason (spillet hele vejen af Ellar Coltrane), fra han er seks år, til han fylder atten. Resultatet er fabelagtigt – storslået i omfang, men intimt helt ned i detaljen – og Boyhood er en af de mest nuancerede og realistiske coming-of-age-film nogensinde.

Mason er søn af det fraskilte forældrepar Olivia (Patricia Arquette) og Mason senior (Ethan Hawke) og lillebror til Samantha (Lorelei Linklater, instruktørens egen datter). Han er historiens omdrejningspunkt, og det er gennem hans øjne, vi ser, hvordan de voksnes omskiftelige verden omkring ham påvirker livet.

I begyndelsen af historien er Masons forældre fraskilte. Mason senior er rejst til Alaska for at finde sig selv, og Olivia prøver at klare skærene som alenemor. På et tidspunkt beslutter hun at flytte familien til Houston i Texas for at færdiggøre sin universitetsuddannelse. Meget af dette er i øvrigt en spejling af Richard Linklaters egen barndom, selvom filmen ikke er et egentligt autobiografisk værk.

I årenes løb gifter Olivia sig med to forskellige mænd, som hun forlader. Et alkoholisk udbrud af den ene af mændene er filmens mest rystende scene. Mason senior starter en ny familie med en yngre kvinde, og selvom han stadig lever som en college-studerende, stræber han hele tiden efter at forblive en positiv faderfigur i sine første børns liv.

Samantha og Mason tilpasser sig livet med nye halv- og stedsøskende, nye huse, skoler og familiekriser, og med tiden bliver de kærlige, betænksomme og typiske eksempler på det, som nogle kalder Generation Z – børn, som aldrig har kendt til en verden uden mobiltelefoner og den evige trussel om et miljømæssigt sammenbrud.

En del af filmens indforståede humor ligger i de hurtige skift mellem de forskellige gadgets, som karaktererne bruger – fra Game Boys til iPhones – mens soundtracket perfekt afspejler perioderne. Legen med disse spring mellem forskellige tidskapsler får dog aldrig lov til at stjæle billedet fra det nærværende drama, der altid er i forgrunden.

Mens andre filmskabere sandsynligvis ville have brugt undertekster til at vise tidens gang, lader Linklater alt flyde, så vi kun kan se, at et år er gået, fordi alle ser lidt ældre ud. Det er, fordi de rent faktisk er blevet ældre, og det giver et lag af realisme, som ikke bare er bevægende i sig selv.

Det får også enhver film, der har været afhængig af at caste nye skuespillere til børn, som vokser op – eller at sminke voksne ældre – til at se falsk ud. I virkeligheden er det en simpel idé at lade skuespillerne vokse i filmen, og det kan undre én, at ingen har gjort det før.

Der er næppe nogen tvivl om, at det vil blive forsøgt igen, men det er svært at forestille sig, at denne bedrift af filmmagi nogensinde bliver gentaget med den samme dygtighed, følelse og charme.