Biografanmeldelse
01. dec. 2015
Born to Lose
Hvad har du taget? hedder et af Spids Nøgenhats hits. Svaret lyder i omkvædet: Forsanger Lorenzo Woodrose føler sig hjemme på markerne, hvor den psykedeliske svamp Spids Nøgenhat gror. Foto | Palle Demant

Born to Lose

Et sjældent ærligt portræt giver et underholdende indblik i den svedende, angstfulde, følsomme og skæve undergrundsstjerne Lorenzo Woodrose.

Af Anders Højberg Kamp

Han er født til at tabe.

Det 44-årige rock-ikon Lorenzo Woodrose erkender i slutningen af filmen, at han har taget for sig af alle livets glæder. Det har sin pris. Han håber på ti-tyve gode år mere, men han vil helst undgå en hård alderdom, som er prisen for at ryge tobak.

Titlen Born to Lose er fyldt med livsindsigt, men den er også et satirisk prædikat på en succesfuld mand, som har svært ved at leve op til konkurrencesamfundets retningslinjer og hierarkiske normer med karriereræs og nul rygning.

I en symbolsk scene ser vi ham famle mellem sin håndskrevne lyrik og de ubetalte regninger.

Lorenzo er en stor mand med fuldskæg og en godmodig udstråling. Det er Chaplin’sk komisk, når han i de indledende scener slænger sig i havet eller hopper rundt i markerne på jagt efter psykedeliske svampe.

”Man lader, som om man er en normal svampesamler. Vi skal bare ud at samle kantareller, ikke?” siger han med sin karakteristiske københavneraccent, da han skal ud at samle spids nøgenhat på marken – Spids Nøgenhat, som er navnet på hans ene band.

Lorenzo Woodrose er også frontmand i Baby Woodrose, der med næsten samme konstellation blev dannet i 2001, åbnede Orange Scene på Roskilde i 2003 og vandt P3 Prisen samme år. Siden da opbyggede bandet en kultskare.

Spids Nøgenhat er fra 1996 og udgav deres første plade En mærkelig kop te i 2001, men siden forsvandt de i psykedeliske tåger og er først de senere år vendt tilbage på live-scenerne og ikke mindst på hitlisterne med pladen Kommer med fred fra 2013 og nummeret Lolland Falster, der blev en mindre landeplage.

Heri ligger paradokset.

For trods Lorenzo Woodroses musikalske højdepunkter dyrker han en form for taber-ideologi. Når Spids Nøgenhat ikke vinder årets steppeulv, forklarer han det således ironisk med, at de er født til at tabe. Og på overfladen kan det da også se sådan ud.

Vi følger Lorenzos hverdag, samtaler med bandet i øvelseslokalet og festerne i weekenderne, som om vi uden filter er inviteret indenfor i det woodrose’ske univers.

Instruktøren Palle Demant – der tidligere har markeret sig med B&W-dokumentaren Mænd & metal, som kan ses på All Time Shortlist – har imponerende nok fulgt Lorenzos tæt de seneste år og fundet de steder, hvor det er sjovest, og hvor det gør allermest ondt.

Det er piller og joints, tabte lottekuponer, fyldte askebægre og øldåser så tomme, som det levede liv kan føles. Livet i den toværelses lejlighed med bruser i køkkenet, livet dinglende ned ad fortovet med brugte indkøbsposer, livet på landsturne med slavewhisky fra 7-Eleven og sytten publikummer.

Et gennemgående tema i filmen er tabet af lydmanden Ralph A. Rjeily, som har haft stor betydning for Lorenzo Woodroses karriere, og som får ham til at tænke tungt over livet.

Woodroses depression kan ellers være svær at forstå, for hans liv lyder umiddelbart værdigt. Når han ikke spiller rock eller fester, serverer han fadøl på en bar på Frederiksberg.

Protesttilværelsen handler om, at tiden med talentkonkurrencer og letbenet pop ikke er noget for de midaldrende syrerockere. Derfor har Lorenzo Woodrose det også paradoksalt med sin egen succes, for lyrikken i mainstreamradioer er sjældent bedre end linjer som ”Pis mig på patterne”, mener han.

Og det er fuldstændigt mærkværdigt for bandet, da de grimme drenge vinder de pænes pris ved Danish Music Award, som er den kommercielle mainstreammusiks platform nummer et.

”Er der overhovedet nogen, der ved, hvem vi er,” spørger bandet med en statuette for årets live-navn i hånden foran en fyldt sal, men de er tydeligvis stolte. De har en aversion mod mainstream, men længes samtidig efter anerkendelse og berømmelse.

Måske er offerattituden lige lovligt eksplicit, men filmen viser os et fascinerende livs-alternativ. Psykedeliske guitarer sender os langt ud i galakserne, ud hvor vi ikke kan bunde, derude hvor man er en taber set med samfundets øjne.

Titel:
Born to Lose

Land:
Danmark

År:
2015

Instruktør:
Palle Demant

Manuskript:
Palle Demant

Medvirkende:
Lorenzo Woodrose, Anders Grøn, Anders Skjødt, Morten Larsen, Henrik Klitstrøm

Spilletid:
80 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
2. december 2015

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
27. apr. 2026
Velkommen på månen

Velkommen på månen

Biografanmeldelse
18. feb. 2026
Christiania

Christiania

Biografanmeldelse
18. dec. 2025
Gaucho Gaucho

Gaucho Gaucho

Biografanmeldelse
27. nov. 2025
Nürnberg

Nürnberg

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro