Boots

Få, der har set Grease som barn, kan høre ordet ”marinesoldat” uden at genkalde musicalens kvinder, der hyler af latter og begær. Mon ikke scenen har inspireret mere end én ung amerikaner til at melde sig til forsvaret? 

Men den homoseksuelle forfatter og tidligere marinesoldat Greg Cope White, hvis selvbiografi The Pink Marine er forlæg for Boots, ville hellere imponere mænd end kvinder. 

Serieskaber Andy Parker omdøber ham til Cameron i Netflix-serien. Efter en ensom barndom præget af mobning og omsorgssvigt melder Cameron (Miles Heizer) og kammeraten Ray (Liam Oh) sig til søværnet i håbet om et bedre liv. 

For sent opdager Cameron, at søværnet er endnu et sted, hvor han bliver set ned på. Som rovdyr målretter sergenterne deres opmærksomhed mod ham og isolerer drengen. De forsøger bevidst at knække dem, de ikke mener egner sig til krigen. 

Boots udspiller sig i 1990, hvor Golfkrigen lurer i horisonten, og bøsser ikke er velkomne i det amerikanske forsvar. Risikoen for at blive afsløret er således en del af spændingen. Ikke mindst når han begynder at få søde smil fra en rekrut. 

Seriens titel henviser til at være ny i forsvaret – en soldat, der lige har fået sine støvler. Men ordet ”boots” bruges også blandt lgbt’ere for at give en sætning pondus. Undervejs er der vellykkede referencer til begge miljøer. 

”Woke affald,” kalder Pentagon den inkluderende serie som et ekko af McCarthyismens heksejagt på bøsser. I USA vender politikere for tiden lgbt’ere og andre minoriteter ryggen, mens Europa er blevet underligt stille, hvad det angår. Man kan undre sig over, hvorfor minoriteter vil bidrage til et forsvar, der ikke forsvarer dem. 

Koblingen mellem bøsser og krigens hede strækker sig længere tilbage. Fra romerske Kejser Hadrian til Preussens Frederik den Store er verdenshistorien rig på handlekraftige krigere, der forelsker sig i mænd. 

Græske myter sværmer desuden om den ultimative mandemand Achilleus og hans elskede Patroklos, mens verdens ældste litterære værk, Gilgamesh-eposset, beretter om en sagnhelt med hang til sit eget køn. 

Men i maga-land overser man 4.000 års historie og forestiller sig, at bøsser ikke hører hjemme i mandsdominerede miljøer, der skildres i film som Platoon og Full Metal Jacket. Kendte elementer fra filmene indgår i serien fra råbende sergenter, kronragning af nytilkomne og barske forhindringsløb, som i serien ledsages af popsange som Bananaramas 80’er-hit Venus. 

Lydsiden er en nostalgisk fryd. Den byder på alt fra The Clash’ Know Your Rights tilsat en træningsmontage og Alannah Myles’ Black Velvet i en umiddelbart sensuel nattescene, der tager en uventet komisk drejning. 

Karismatiske Miles Heizer er vidunderligt nærværende som den unge Cameron og spiller sågar en dobbeltrolle over for sig selv som den unge mands samvittighed. Ligesom Jesper Fårekylling i Pinocchio driller, vejleder og trøster samvittigheden Cameron, når alt synes for tungt at bære, men forsøger samtidig at holde ham på rette kurs. 

Også Vera Farmiga fortjener ros for sin præstation som den fortvivlede, men uopmærksomme mor Barbara. Men især Max Parker som den lede Sergent Sullivan er et fund. Med funklende blå øjne antyder hans isnende blik, at han har en mørk hemmelighed eller bare er en rendyrket psykopat. 

Boots formidler sine budskaber med lethed og humor. Drengestreger som konkurrencen om at lægge den største lort går hånd i hånd med overhængende fare for at blive sendt i kamp eller – for Cameron – at blive afsløret og udstødt. 

Løbende åbnes der for seriens øvrige persongalleris svære fortælling. Selv de hårdeste negle fælder en tåre undervejs, uden at det gør dem mindre maskuline. 

”Opfør dig, som om du hører hjemme,” siger en anden bøsse til Cameron. Sådan lyder også rådet fra den fremragende serie til enhver, der trænger til opmuntring for at bevare deres værdighed i fjendtlige miljøer.