Bon appétit, hr. præsident

I en tid, hvor madprogrammer og kendiskokke nyder kronede dage på tv, synes det kun naturligt, at Europas selvudråbte centralkøkken, Frankrig, skulle melde sig på banen med en ægte madfilm for det kræsne publikum.

Les saveurs du Palais, med den noget gammeldags danske titel Bon appétit, hr. præsident, er tænkt netop sådan – spækket med lækre billeder af appetitlige franske retter og mindst lige så mange henvisninger til ”de gode, lokale råvarer”.

Bon appétit, hr. præsident fortæller den som udgangspunkt fascinerende historie om Daniele Mazet-Delpeuch (i filmen Hortense Laborie), der i 1987 blev ansat som den første kvindelige privatkok for den daværende franske præsident Francois Mitterrand (i filmen blot ”hr. præsident”).

Mitterrand var netop blevet genvalgt og skulle efter sigende havde efterspurgt ”en kvinde fra landet, som kan lave mad som min bedstemor”. Præsidenten var led og ked af det komplicerede, fine haute cuisine, som Élysée-palæets køkken leverede, og på anbefaling af Michelin-kokken Joël Robuchon blev Mazet-Delpeuch ansat. Hun kom fra regionen Périgord, hvor hun blandt andet havde åbnet en restaurant i sit eget hjem og stiftet madfestivalen Foie Gras Weekend.

Ansættelsen af en udefrakommende kok, endda en kvinde, var en alvorlig begmand til præsidentpaladsets køkkenchef, Joël Normand. Han havde lavet mad for tre præsidenter før Mitterrand, og Normand beskrev senere i sin selvbiografi, hvordan han hadede tiden under Mitterrand, fordi han følte sig forbigået.

I Bon appétit, hr. præsident udpensles konflikten mellem Hortense Laborie (en udmærket Catherine Frot) og såvel køkkenchefen som præsidentens rådgivere og emsige diætister. Det er sovs og kartofler versus kogte grøntsager, madglæde versus moderne sundhedsbegreber.

”Min mad er ikke fed,” understreger Hortense og forsikrer os og præsidentens diætist om, at man skam sagtens kan servere traditionelle retter, som vor (franske) bedstemor lavede dem, uden at skulle bekymre sig om kolesteroltallet.

Hortense Laborie kæmper for at få lov til at indhente de bedste råvarer fra landet, mens paladsets regnskabschef korser sig over transportudgifterne på Bourgogne-champignoner og grønkål. Imens tusser den gamle præsident rundt og får serveret trøffelmadder og rødvin i køkkenet efter sengetid.

Præsidenten – spillet af den 87-årige novice Jean d'Ormesson, en tidligere politisk journalist og Mitterrand-kritiker! – føles frustrerende uvedkommende i en film, der ellers i høj grad fokuserer på hans særheder og smagspræferencer. Enkelte scener mellem den aldrende politiker og hans nye kok rummer en vis charme, men der er for få af dem til, at man fornemmer et egentligt forhold mellem de to mennesker.

Instruktør Christian Vincent klipper mellem scenerne i Élysée-palæet og Hortenses tilværelse som kok på en lille vindblæst base i Antarktis fire år senere. Her fremstår Hortense stille og træt. Noget er hændt, fornemmer man, siden hun ene kvinde nu laver mad til en flok mænd i uldne sweatre og overalls på en gold ø.

Nogen uddybende psykologisk forklaring skal man dog ikke håbe på i Bon appétit, hr. præsident, der er så optaget af at svælge i det franske køkkens højhellige dyder, at filmens menneskelige historie negligeres undervejs.

Der tygges, aah’s og mmm’s i ét væk til fornøjelig strygermusik, og trods alt underholder filmen et stykke af vejen med gode skuespilpræstationer og en mundvandsstimulerende kameraføring, der får maven til at rumle. Men vi er desværre ikke på højde med klassiske madfilm som Babettes gæstebud og den ofte oversete Big Night.

Bon appétit, hr. præsident er halvanden times ”foodie porn” for madelskere og frankofile.

Trailer: Bon appétit, hr. præsident