Bølle på eventyr

Ambitionerne fejler ikke noget.

Produceren John H. Williams, der stod bag de tre første Shrek-film, vil gerne forkæle verdens børnepublikum med et overdådigt eventyr.

Det gør han med en hund, der er sødere end den duftspray, som den får sprøjtet på sig efter at have forrettet sin nødtørft og elementer af West Side Story og en række Disney-film som for eksempel Oliver og Co.

Historien er ganske ligefrem.

Bølle er en forkælet overklassehund med en tjener på hver sin pote. Men den ryger ud i den hårde verden og må gå så grueligt meget igennem, før det hele lysner igen.

Da Bølles superrige ejer Fru Vanderburgen dør, overtages boet og formuen midlertidigt af hendes eneste slægtninge, de griske Claire og Norbert. Og Bølle bliver pludselig hjemløs.

Hunden kastes ud i den ene katastrofe efter den anden, indtil han møder den søde, men fattige pizzapige, som håber på at blive en sanger. Samtidig har de griske slægtninge opdaget, at de skal bruge Bølle for at få deres arv, og de sender en dyredetektiv ud for at få fingre i Bølle hurtigst muligt.

Handlingen er original og morsom – især i første halvdel af filmen.

Det er lige før, man ønsker, at filmen var lavet med virkelige mennesker. For Jim Carrey ville være perfekt som dyredetektiven! Med lemmer som gummi og en imponerende evne til at snakke med dyr er dyredetektiven et af filmens højdepunkter.

Desværre mister filmskaberne grebet om historien. Den sidste del bliver et miskmask af indfald og føles for lang og klichéfyldt. Og de flotte kameravinkler og -bevægelser begynder at blive monotone.

Bortset fra hovedrollen er filmen heller ikke i stand til at levere en charmerende eller sød hund trods et kæmpe udvalg af hunderacer.

De andre hunde er overraskende kedelige og kønsløse, og Rousey, som bliver Bølles mere voksne ven, virker så deprimeret, at det føles en smule aparte for en børnefilm.

Filmholdet gør bestemt sit bedste for at skabe en sjov og opbyggelig historie, men filmen ender med at være mere kliché end original.

Det virker, som om man godt har kunnet se, at filmen var blevet alt for lang og derfor bare har skullet have den afsluttet så hurtigt som muligt.

Filmen har et par gode musikstykker, som vil kunne få børn og barnlige sjæle til at rokke med hovedet i biografsædet. Men ærgerligt nok skråles budskabet om, at alt ender godt, kvalmende bramfrit ud i afslutningsnummeret.

Det virkede i Shrek-filmene,men ikke her.