Serieanmeldelse
07. sep. 2018
BoJack Horseman – sæson 5
BoJack Horseman ender i seng med sin skuespillerkollega, der giver ham et indtryk af den barske virkelighed som kvinde i underholdningsindustrien. Foto | Netflix

BoJack Horseman – sæson 5

Netflix-seriens satire over Hollywoods hykleri er stadig spiddende effektiv, og femte sæson finder en relevant og modig #MeToo-vinkel på filmbyen.

Af David Madsen

Det er ikke tilfældigt, at den femte sæson af Netflix’ satiriske animationsserie starter ud med St. Vincents sang Los Ageless. Sangen er en kritik af englenes by og alt det, byens kvinder må gå igennem for at leve kulturens absurde skønhedsidealer.

BoJack Horseman er på samme vis et knivskarpt indblik i det kolde og hykleriske Hollywood-maskineris indmad. Her følger vi den afdankede sitcom-stjerne BoJack Horseman (Will Arnett), der konstant går til yderligheder for at få anerkendelse i en hverdag fyldt med selvhad, alkoholisering og stofmisbrug.

I løbet af de første fire sæsoner har han fået udgivet en prisvindende, hudløst ærlig biografi og vundet en Oscar for en film, han ikke deltog i. Men han stopper ikke her. BoJack har fået hovedrollen i produceren Princess Carolynes nye projekt, krimiserien Philbert, der omhandler en alkoholiseret detektiv – endnu et prestigeprojekt, som gnavpotten konstant finder fejl og mangler ved.

Horseman-universet er på overfladen anderledes end vores. Samtlige dyr – fra insekter til fugle og pattedyr – er antropomorfe og lever side om side med os mennesker. I en af de længst kørende vittigheder i tv-historien er den amerikanske filmby navngivet ”Hollywoo”, efter at den alkoholiserede hest i fuldskab stjal ”d’et” fra Hollywood-skiltet i første sæson.

Som altid er serien lynende skarp i sin satiriske vinkel på de nyeste bevægelser og kontroverser i Hollywood. Det er overraskende og dybt imponerende, hvordan serieskaber Raphael Bob-Waksberg takler et af de mest betændte emner: #MeToo-bevægelsen og konsekvenserne af den.

Det ses allerede i første afsnit, hvor BoJack Horseman nægter at optræde nøgen i en scene. Seriens arrogante skaber Flip – en selvudnævnt auteur – jagter skuespilleren rundt i kontoret for at flå kåben af ham. Senere introduceres skuespilleren Vance Waggoner, en stand-in for Mel Gibson, som Hollywoo glædeligt fejrer efter fem år som persona non grata. Da BoJack lægger afstand fra Waggoners voldelige handlinger, hyldes han som den nye stemme for feminisme.

Men den forbitrede hest kommer også selv for skud. For BoJacks uansvarlige, selvdestruktive opførsel er ikke kun gået ud over ham selv. Især kvinderne i hans liv har lidt for, at han kunne svælge i sin egen medynk, og der graves nogle dybe sår op fra tidligere sæsoner.

Fokus på BoJacks mørke fortid i lyset af #MeToo er et modigt valg og viser nye sider af karakteren. Det betyder dog også, at hans mange bekendte, venner og ekskærester ryger ud på sidelinjen.

Princess Carolyn, BoJacks tidligere ven og logerende Todd samt den altid positive kollega Mr. Peanutbutter og hans ekskone Diane har hver især deres egne problemer at kæmpe med. Deres historier er dog stadig underholdende og virker ofte som et morsomt brud i den mere dramatiske, tragiske tone resten af serien er præget af.

Der leges også fortsat med fortælleformen.

I et fænomenalt Halloween-afsnit følger vi Mr. Peanutbutter over fire forskellige fester fra 1993 til 2018 med sine tre forskellige ekskoner og hans nye, unge kæreste. Et andet afsnit er fortalt af to terapeuter, der ændrer deres patienters identitet for at overholde psykolog-klient-fortroligheden. Så BoJack Horseman er Bobo den nervøse zebra, mens Diane er Prinsesse Diana af Whales.

Halvvejs igennem sæsonen holder BoJack mindetale for en afdød slægtning. Her får han lejlighed til at sige farvel, men bruger i stedet et helt afsnit på at spekulere over, hvad personen mente med sine sidste ord til ham: ”Jeg ser dig.”

Blandingen af absurdist humor og tårevridende drama er det, der stadig gør BoJack Horseman relevant efter fem sæsoner. Som hesten selv nævner i sin mindetale, er det mest realistiske ved sit-coms, at karaktererne for evigt er fanget i de samme konflikter for at tilfredsstille publikum.

Forhåbentlig vil også BoJack blive ved med at lide for vores skyld.

Titel:
BoJack Horseman

Sæson:
5

Land:
USA

År:
2018

Serieskaber:
Raphael Bob-Waksberg

Medvirkende:
Will Arnett, Amy Sedaris, Paul F. Tompkins, Aaron Paul

Spilletid:
Tolv afsnit af 25 minutter

Anmeldelse:
Tolv afsnit

Premiere:
14. september på Netflix

Relevante artikler

Serieanmeldelse
07. sep. 2017
BoJack Horseman – sæson 4

BoJack Horseman – sæson 4

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
07. aug. 2020
P-Valley

P-Valley

Serieanmeldelse
25. juli 2020
Cursed

Cursed

Serieanmeldelse
23. apr. 2020
The Midnight Gospel

The Midnight Gospel

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro