Blue Jasmine

Med sin pæne overflade og sine vittige dialoger leveret af Hollywood-sværvægtere som Cate Blanchett og Alec Baldwin ligner Woody Allens Blue Jasmine umiddelbart en stilistisk fortsættelse af instruktørens seneste publikumssucceser, de underholdende, men ufarlige To Rome With Love, Midnight in Paris og Vicky Christina Barcelona. 

Men Blue Jasmine er en helt anden, langt mørkere blomst fra det Allen’ske kabinet af kuriositeter. Og så er det den bedste film i over tyve lange år fra den aldrende mesterinstruktørs hånd. 

Cate Blanchett spiller den altoverskyggende hovedrolle som Jasmine, døbt Jeanette. Ifølge Jasmine selv – og hun er er en pokkers utilregnelig fortæller, skal vi hurtigt erfare – var det hendes adoptivforældre, der i sin tid gav hende øgenavnet Jasmine. Opkaldt efter den blå jasminblomst, der udsender sin forførende duft efter mørkets frembrud, har Jasmine også været en nattens dronning og i årevis været den førende værtinde for New Yorks bedre borgerskab via sit ægteskab med den stenrige forretningsmand Hal (Baldwin). 

Siden hun i 20’erne droppede sin universitetsuddannelse som antropolog, har Jasmine således levet en beskyttet tilværelse som rigmandsfrue med en kalender fyldt med middagsselskaber, yogatimer og weekender i The Hamptons. 

Men noget er gået helt galt. 

Hal er blevet dømt for svindel og ydmygende anholdt på åben gade af FBI. Staten har efterfølgende konfiskeret alle parrets huse og ejendele, og Jasmine står alene tilbage med sine Louis Vuitton-kufferter og et lammende socialt granatchok. Hun er begyndt at tale med sig selv og fungerer udelukkende på piller, alkohol og en desperat tro på, at bedre tider venter forude. 

Da vi møder Jasmine i begyndelsen af filmen, er hun på vej til San Francisco for at bo hos sin adoptivsøster, kassedamen Ginger (en vidunderlig Sally Hawkins), og hendes to sønner. Og Jasmine har ikke været mange minutter i San Francisco, før hun deler gavmildt ud af spydige bemærkninger om både Gingers lejlighed og kæreste, italiano-gavflaben med det mundrette navn Chili (Bobby Cannavale).

Inden længe tiltrækker Jasmine sig sågar en rig mand med en lovende politisk karriere foran sig (Peter Sarsgaard), og for en stund bader alle i Californiens bløde sollys og naive forestillinger om det perfekte liv. 

Jasmine er en Woody Allen-antiheltinde, som vi kender dem fra film som Mænd og koner og Hannah og hendes søstre. Det er da også en rolle, den tidligere Allen-muse og professionelle neurotiker Judy Davis uden tvivl ville have sunket tænderne i for et par årtier siden. 

I denne nutidige udgave er Cate Blanchett imidlertid en tour de force af talent og har i Jasmine fået sin karrieres måske hidtil vægtigste rolle. I alle sine år som forgyldt selskabspapegøje sammen med Hal vendte Jasmine det blinde øje til sin mands mere eller mindre lyssky foretagender. Og vi begynder at forstå, at den stoiske skønhed muligvis har bødet med sin forstand.

Bag karakterens nok så morsomme udbrud af akutte overklassetraumer lurer en tragisk sandhed, der langsomt går op for såvel hendes søster som for publikum. 

Med panikken permanent lysende ud af øjnene og hysteriet lige akkurat tøjlet bag sin sofistikerede stemmeføring er Jasmine en selvforskyldt moderne Medea. Woody Allen har før flirtet med græske tragedier (Cassandra’s Dream, Mighty Aphrodite) og tegner i Blue Jasmine et stærkt portræt af den fordømte forførerske og en falleret amerikansk overklasse, hvis grådighed Jasmine betaler for med sved og tårer. 

USA og Englands privilegerede klasser har tidligere været glamourøse ”skurke” i Woody Allens filmuniverser (Celebrity, Midnight in Paris, Match Point), men aldrig før har instruktøren fokuseret så kritisk på følgerne af de amerikanske magtherrers indifferente terningespil med landets økonomi. Man fornemmer Allens vrede over måden, hvorpå den lille mand må kæmpe for at holde skindet på næsen, mens overklassen sipper Martinis og trækker på skuldrene over en tabt investering her og der. 

Det er sydende samfundskritik med mere vid og bid, end Allen har demonstreret længe, efter al sandsynlighed inspireret af den meget omtalte skandale fra 2008, hvori aktiespekulanten Bernard Madoff i 2008 blev kendt skyldig i svindel for milliarder (Madoffs kone Ruth flyttede efter dommen ind hos sin søster i Florida). 

Undervejs både klukker man af grin og krummer lystigt tæer, alt imens Allen på fornem vis strammer grebet om både sin heltindes skæbne og publikum.