Bloodline

Det er ved middagsselskabet, at det sker. Som de sidder dér, føles det næsten, som om man er dumpet ned i en flot fotograferet klon mellem Thomas Vinterbergs Festen og Brian De Palmas Scarface, mens Floridas strande flyder stille forbi i baggrunden.

Faren, familiens overhoved, rejser sig og holder en tale til hver og ét af familiemedlemmerne. På den måde bliver vi introduceret for seriens persongalleri, og samtidig får vi slået vores bange anelser fast. Der er noget lusket ved ham den ældste søn, Danny. Sådan er det åbenbart bare med de mænd, der ender på y – ligesom Tony i Scarface.

Velkommen til Bloodline. Velkommen til en familie med sorte får og fucked-up-hemmeligheder simrende under overfladen.

Bloodline-introen viser familien som en driftig enhed. ”The Rayburns” driver en blomstrende hotelvirksomhed i Florida-området, og deres mellemste søn, John, fungerer som byens sherif.

Netop sherif John er også seriens fortællerstemme, og han advarer os seere om, at familiens hemmeligheder er direkte skelsættende.

Første gang vi hører disse ord fra Johns mund, ser vi storebror Danny komme trillende mod barndommens land med gedigne tømmermænd i en skramlet bus. Afhængighederne pibler ned fra hans tindinger, og da vi kort efter erfarer, at Danny ikke er vellidt i familien, og at hans gamle ven samtidig kontakter ham med et kriminelt job i ærmet, ja, så er det til at regne ud, at vi har at gøre med et vaskeægte sort får.

Men gudskelov er det ikke hele sandheden. Bloodline er nemlig en serie, der holder stolen for os for så at fjerne den i det øjeblik, man sætter sig – og ender på røven.

Hvem er ond, og hvad er ondskab? Kan man flygte fra sin familie? Kan man stikke af fra sin sociale arv? Disse spørgsmål stiller Netflix’ nyeste tiltag, og samtidig viser serien sig rent faktisk at være bundhamrende uforudsigelig.

Det er ret tydeligt, at Bloodline er skrevet og gennemtænkt af de samme folk, som stod bag serien Damages fra 2005. Her fulgte vi den markante magtliderlighed blandt advokater, og Damages udmærkede sig ved at have det ene plottwist efter det andet. Det er der skruet endnu mere op for i Bloodline.

Serien svarer aldrig nær så godt på, hvad ondskab er, som eksempelvis True Detective om to kriminalbetjentes kampe med og mod hinanden formåede. Den kommer aldrig nær så meget til bunds i familiedilemmaerne, som The Sopranos’ første sæson om en mafiafamilie gjorde. Og den får aldrig taget spadestikket dybt nok ned i hverken den sociale eller familiære arv på samme måde som begravelsesfirma-familiedramaet Six Feet Under.

Men Bloodline får gjort noget andet. Den får skabt et kolossalt ubehageligt univers under idyllen, fordi man aldrig kan vide sig sikker på, hvem i familien man egentlig kan stole på. Hvem er egentlig skurken her?

Og seriens billedkompositioner er formidable. Hver eneste indstilling er gennemtænkt, ligesom man heller ikke kan sætte en finger på seriens brillante skuespillerhold.

Danny spilles eksempelvis til perfektion af Ben Mendelsohn, der de senere år har haft badass-roller i Killing Them Softly og The Place Beyond The Pines. Men i Bloodline får han sit virkelige gennembrud med en psykologisk gestaltning af en mand, der har svært ved at finde hjem og ikke mindst svært ved at finde sig selv.

På samme måde brillerer Kyle Chandler (Friday Night Lights) og Linda Cardenelli (Brokeback Mountain) som spolerede familiemedlemmer med pæne overflader, og generelt beviser castet, at de alle er skuespillere, som vi kommer til at sidde til højbords med, når der skal indtages film og serier de næste mange år.

I så fald vil man bestemt være i godt selskab, og det er man også (på en lettere nervepirrende måde) med Bloodline.