Biografanmeldelse
24. juni 2020
Blokhavn
Vennerne Abdi, Ali, Davito, Hassan, Ahmed og Musti (alle med stemme af Adrian Hosseinpour) tager på redningsmission, da deres skole skal til at blive lukket. Foto | Hyæne Film

Blokhavn

Fordomme bliver veloplagt udfordret i dansk animationskomedie om livet for skoledrenge med indvandrerbaggrund, hvor humor og følsomhed går hånd i hånd.

Af Nicki Bruun

Grovkornet animation som amerikanske South Park og danske Terkel i knibe er morsomt, fordi stereotyper bliver overdrevet til det ekstreme, så vanviddet står i lys lue. 

Og figurerne lever videre bagefter i bevidstheden, fordi historierne om dem har noget på hjerte. 

Det har de fem bagmænd fra kollektivet Gigis heldigvis haft helt styr på, da de kastede sig ud i at lave animationsfilmen Blokhavn, der handler om en gruppe venner med indvandrerbaggrund. 

Det skorter ikke på blodig vold og anstødeligt sprogbrug, men efter filmens 76 minutter sidder man først og fremmest tilbage med varme følelser for de seks hovedpersoner: Ali, Abdi, Ahmed, Hassan, Davito og Musti.

Det er en vennegruppe af drenge i 8. klasse med meget forskellige temperamenter. I centrum står Ali, der har fuldt fokus på at være swag med en Scarface-plakat på værelset og en smøg i mundvigen på vej i skole.

Men han er også en følsom fyr, der er dybt forelsket i klassekammeraten Yasmina. Da uddannelsesministeren lukker Alis dysfunktionelle skole, er der først fest blandt eleverne, som tænker, at der nu bliver tid til alt det, der er meget sjovere end skolegang.

Indtil det går op for Ali, at han mister både Yasmina og sine venner, der formentlig vil blive spredt rundt omkring på andre skoler.

Den hjertevarme fortælling fortsætter i portrættet af Alis venner. Abdi er optaget af at træne og få en stærk body, så han eksperimenterer med steroider i træningscentret. Fordi karakteren bliver taget alvorligt, er det samtidig sjovt, at han med somaliske rødder selvfølgelig har en enorm penis og låner sin fars gule jakkesæt.

Ahmed nægter at tage sin ægte vinterjakke af i klasselokalet, selv om det er maj. Hassan er en højtråbende spradebasse og Musti en forsagt og eftertænksom knægt, mens Davito i virkeligheden hedder David og ikke bryder sig om at blive mindet om, at han er etnisk dansker.

”Hold nu kæft, du ved godt, min morfar er polak,” svarer han, når en af vennerne påpeger hans biologiske ophav. Det er fornøjeligt for både kartoffeldanskere og folk med mere farverig gen-sammensætning at se Davitos forsøg på at blende ind. De tæller både afholdelse af ramadan uden for perioden for at indhente det tabte og et selvvalgt farvel til sin forhud.

Gigis består af de fem venner Sorena Sanjari, Troels Unneland, Adrian Hosseinpour, Malthe Emil Kibsgaard og Daniel Sanjari, der er vokset op i den ghettoverden, som de kærligt og humoristisk skildrer i Blokhavn.

De har på egen hånd udgivet musik og lavet videoer på YouTube og Facebook siden 2017. Men selv om de nu arbejder med produktionsselskabet Hyæne Film og får Blokhavn distribueret af giganten Nordisk Film, er der stadig en hjemmegjort charme over den rustikke animation.

Filmenstår stærkest, mens man er i selskab med de seks hovedpersoner. Det virker for overgearet, når en støttekoncert for skolen med den populære rapper Gilli viser sig i stedet at få besøg af afdankede Niarn og Jokeren, som er blæst på henholdsvis sprut og kokain. 

Og så er vittighederne om spilfænomenerne Fortnite og Minecraft ikke blevet bedre på de tre år, som det har taget at lave filmen. 

Drengenes yndlingslærer Gertrud (med stemme af Birthe Neumann) er rørende sympatisk og driver filmen naturligt frem mod et forsonende klimaks. 

Bøllen Rasmus er til gengæld en noget flad figur med sin uforklarlige ondskab, men det formår filmskaberne at gøre til en morsomhed i sig selv ved at lade ham ytre: ”Jeg behøver sgu da ikke nogen grund – jeg har en psykose!” 

Blokhavn vil næppe komme i nærheden af de næsten en million billetter, som Anders Matthesen sensationelt solgte med Ternet Ninja

Selv om aldersbegrænsningen er den samme for begge film – tilladt for børn over 11 år – er Blokhavn med sit slangtunge sprog fra de seks shababs (læs: ghettodansk for venner) på overfladen en knap så bredt appellerende historie. 

Alligevel må man håbe, at andre end i forvejen inkarnerede fans af Gigis går ind og ser filmen. Det er en vedkommende komedie, der åbner for følelserne i et normalt lukket miljø.

Titel:
Blokhavn

Land:
Danmark

År:
2020

Instruktør:
Troels Unneland, Sorena Sanjari, Malthe Emil Kibsgaard, Daniel Sanjari, Adrian Hosseinpour

Manuskript:
Troels Unneland, Sorena Sanjari, Malthe Emil Kibsgaard, Daniel Sanjari, Adrian Hosseinpour

Medvirkende:
Adrian Hosseinpour, Birthe Neumann, Kjeld Nørgaard (stemmer)

Spilletid:
76 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
25. juni

Relevante artikler

Fra samme skribent

Streaminganmeldelse
09. nov. 2025
Den sidste stilhed

Den sidste stilhed

Biografanmeldelse
11. sep. 2025
Bob Trevino Likes It

Bob Trevino Likes It

Serieanmeldelse
12. juni 2025
Stick

Stick

Biografanmeldelse
26. maj 2025
Sønnike

Sønnike

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten