Blitz

Af og til bliver der gravet lige dybt nok i brønden efter fortidens gode fortællinger. Men der er god grund til, at Anden Verdenskrig fylder så meget i filmhistorien.

Det menneskelige drama er sat på spidsen, når alle ikke bare må kæmpe for livet, men også står over for den ultimative ondskab. Samtidig er der med historiens vingesus nok distance til, at man faktisk kan udholde at overvære uhyrlighederne.

I Blitz er der på intet tidspunkt en nazist i syne, men alligevel lurer faren konstant.

London anno 1940 er i fare for at blive ramt af Hitlers blitzkrieg, så indbyggerne skal hele tiden være klar til at finde nærmeste beskyttelsesrum, når bomberne begynder at regne ned over byen. Derfor sender den enlige mor Rita ligesom mange af byens familier sin niårige søn George med et tog ud på landet.

Drengen har en sort far, som han aldrig har mødt, og krigen har ikke sat samfundets indgroede racisme på pause. I hjerteskærende scener bliver han udsat for fordomme og grov mobning, og George tager hurtigt flugten for at komme tilbage til farlige London og sin kærlige mor.

Det viser sig at blive en helvedestur, hvor han render ind i barmhjertige samaritanere, men også konstant har døden med som følgesvend.

Den engelske instruktør Steve McQueen har skabt sig et navn ganske langt fra sin amerikanske skuespiller-navnebror, der var kendt som King of Cool.

Efter den brutale nerve i de tre første, slagkraftige film – Hunger, Shame og 12 Years a Slave – er McQueen gået nye veje i det mere gennemsnitlige mainstreamdrama Widows og antologi-filmserien Small Axe. Sideløbende har kunstneren, der startede karrieren med video-installationer, lavet dokumentarer som Uprising og senest holocaust-skildringen Occupied City.

Racisme er et gennemgående tema for instruktøren, der selv er vokset op i London som barn af caribiske forældre.

Mellem eksplosionernes bulder og brag river filmen for alvor i hjertekulen i de flashbacks, hvor det står klart, at livet ikke var en dans på roser inden krigen. George bliver kaldt en bastard, og Rita prøver forgæves at redde Georges far, der uden grund får tæsk af både medborgere og politiet.

Med sit evigt sørgmodige udtryk er Saoirse Ronan i rollen som den unge mor lige så medrivende som altid. Den irsk-amerikanske stjerne har siden teenagetiden leveret Oscar-nominerede præstationer i film som Atonement, Brooklyn og Lady Bird, men her har hun skiftet sprælsk ungdom ud med voksenlivets grumme ansvar.

Lille Elliott Heffernan bærer meget af filmen. Hans George finder sig selv i mødet med søde børn, en faderfigur i form af en afrikansk politimand og en underlig Bjørnebande-agtig flok, hvis medlemmer er så karikeret ondskabsfulde, at det karambolerer med filmens troværdige realisme.

Mens mor og søn står stærkt, falder mange andre igennem. Ritas søde brandmandsbejler Jack er en rolle så anonym, at jeg først i rulleteksterne opdagede, at det er Harris Dickinson fra Triangle of Sadness, der spiller den tapre og tålmodige ungersvend.

Der opstår undervejs i filmen en følelse af, at Steve McQueen ikke har haft helt samme glasklare vision som i sine tidlige perler.

Håndværket – fra fotografering til production design – sidder ellers lige i skabet, og der er kælet for detaljerne i tidsbilledet, så London bliver vakt troværdigt til live.

Problemet er snarere, at den smukt iscenesatte film ikke virker som et personligt passionsprojekt for instruktøren. At se krigen gennem racismens prisme er interessant, og Blitz er et basalt rørende og vellavet drama.

Men det er også et lidt for ordinært udspil fra en kunstner, der som få kan komme med friske indspark i filmlandskabet.