Biografanmeldelse
19. aug. 2014
Blind
Blind brillerer Ellen Dorrit Petersen i rollen som en kvinde, der har mistet sit syn og kompenserer for den tabte sans med en særdeles livlig fantasi. Foto | Thimios Bakatakis

Blind

Medforfatteren til Joachim Triers mesterværker, Eskil Vogt, springer ud som instruktør med en original, morsom og rørende film, der formidler følelsen af at være blind.

Af Ida Rud

”De siger, at min evne til at visualisere vil forsvinde. Men jeg øver mig.”

Ingrid er blevet blind. Og det er sket for nylig. Årsagen får man ikke at vide.

Filmen starter med en sort skærm. En kvindestemme fortæller, at hun vil tænke på et træ. Et egetræ. Stadig sort skærm. Og så et spøgelsesagtigt grenagtigt flet – som hvis man har stirret på et træ længe i solen, lukker øjnene og stadig kan se konturerne for sig i mørket.

Det er ganske kort, inden der blændes op for et egetræ. Med grene, blade og bark. Et dårende eksempel på, hvordan Blind kreativt og eftertrykkeligt formidler en følelse af at være blind.

På samme måde har det sin egen klodsede skønhed, da Ingrid laver en kop te. Med florlette, fintfølende fingre følger hun køkkenbordets kanter, men teposen befamles lidt for længe, inden den kommer rigtig ned i kruset.

For slet ikke at tale om alle lydene. Hører hun sin mands åndedrag, eller er det sanserne, der spiller hende et pus?

En aften klæder hun sig af foran sin ægtemand. Hun har en flot krop, og hun ved, hvordan hun skal bevæge sig. Men hendes sensuelle bevægelser stopper, da hun hører lyden af computertaster klikke derudaf: Hendes mand ser hende slet ikke, for han sidder og besvarer arbejdsmails.

”Jeg ved ikke, hvordan jeg ser ud længere. Jeg har et minde om det. Men jeg har sikkert lagt mig ud,” lyder hendes usikre tankestrøm.

Men Ingrid har en livlig og tragikomisk fantasi. For måske manden ikke skriver arbejdsmails. Måske han sex-chatter med en anden kvinde? Mens hun blind og uvidende ligger ved siden af.

Blind er fyldt med humor.

Som når Ingrid sidder med et blinde-aggregat, der kan definere farver på ting. Hun tester klædeskabet. ”Hvid,” siger aggregatet. Hendes tunge er også ”hvid”. Hun famler sig grinende hen til sin mand, hiver boksershortsene ned på ham og får at vide, at hans baller er ”baby-rosa”.

Blind handler om en blind kvindes liv – hendes håndtering af handicappet og de følelser, der følger. Følelser som kærlighed, jalousi, vrede. Det er stærkt nok i sig selv.

Foruden Ingrid og hendes mand Morten følges to ensomme skæbner: enspænderen Einar, der er afhængig af porno, og hvis lykkeligste dag var dagen efter Breiviks amokløb, hvor alle var fælles i sorgen. Den enlige mor Elin, en svensker i Norge, der siden sin skilsmisse har mistet sit netværk. Hendes eneste lyspunkter er sønnen.

Og så kommer der en filmisk overrumplende genistreg. Det ene øjeblik står Elin og lægger rent Cars-sengetøj på i et drengeværelse. Det næste er det et glimmerlyserødt pigeværelse, og Elin bliver selv lidt overrasket.

Forklaringen, der vender op og ned på filmen, skal ikke røbes her, men på en pirrende elegant måde glider virkelighed og fiktion sammen.

Eskil Vogt har tidligere været med til at skrive manuskripter til norsk films store instruktørtalent Joachim Trier (Oslo, 31. august og Reprise). Han har udtalt, at han synes, at film er forudsigelige, og at han med Blind ønskede at lave en film, der også kunne overraske ham selv.

Skuespillet er fantastisk godt. Ellen Dorrit Petersen som Ingrid har en skrøbelig usikkerhed i sit spil, og med blå mærker på skinnebenene og små udråb, når det kogende vand når fingerspidserne i kruset, overbeviser hun til fulde om, at hun er ny-blind.

Einar, spillet af Marius Kolbenstvedt, må også fremhæves. Socialt multi-handikappet, gennemført akavet og små-ulækker med sin fedtede hestehale er det svært at føle sympati for ham, selv om han bare er en ensom, venlig stakkel.

Der er subtile påfund i filmen. Som når mandens kollega fordomsfuldt hævder, at ingen kan huske at have set en sort mand på en cykel. Da Ingrid senere bevæger sig ud på gaden med blindstok og spørger en tilfældig forbipasserende om vej, er det … en sort mand på cykel.

Land:
Norge

År:
2013

Instruktør:
Eskil Vogt

Manuskript:
Eksil Vogt

Medvirkende:
Ellen Dorrit Petersen, Henrik Rafaelsen, Vera Vitali, Marius Kolbenstvedt

Spilletid:
96 min.

Premiere:
21. august 2014

Relevante artikler

Interview
15. aug. 2014
Porno er det modsatte af blindhed

Porno er det modsatte af blindhed

Interview
14. apr. 2014
Hvordan ser blindhed ud?

Hvordan ser blindhed ud?

Cph Pix
11. apr. 2014
Norsk talent vinder på Cph Pix

Norsk talent vinder på Cph Pix

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
01. nov. 2025
It: Welcome to Derry

It: Welcome to Derry

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten