Biografanmeldelse
04. maj 2021
Blackbird
Kate Winslets opknappede Jennifer kysser moren (Susan Sarandon) på kinden og jubler over, hvor godt hun ser ud trods sygdommen. Foto | Parisa Taghizadeh

Blackbird

Oscar-vinderne Susan Sarandon og Kate Winslet kan ikke redde pinagtig amerikansk genindspilning af Bille Augusts rørende Stille hjerte.

Af Kjartan Hansen

”Det er ulovligt,” siger Kate Winslets Jennifer til sin mindreårige søn Jonathan, når bedstefar byder ham på et glas vin.

”Det er det også at slå mormor ihjel,” svarer teenageren kækt og ser over på sin mormor Lily, der er ved at kvæles i latter.

Efter at være blevet erklæret uhelbredeligt syg, med udsigt til en lang, smertefuld død, beslutter den ældre kvinde sig for at tage skæbnen i egen hånd.

Ligesom i filmens danske forlæg, Bille Augusts Stille hjerte, er familien samlet til en sidste fest, hvor de siger farvel og hjælper hende med at begå selvmord.

Tappert undlader Lily (Susan Sarandon) at tale for meget om sin bortgang med familien. Den byrde overlader hun til veninden Liz (Lindsay Duncan).

Det kommer bag på dem begge, da Lilys datter Anna springer ud som lesbisk lige før det planlagte selvmord. Men Liz slår det hen og siger, at det jo er moderne med lesbiske i familien. Derefter erindrer hun, at de to veninder også eksperimenterede med hinanden, dengang de var unge i 1970’erne.

Ungdommen som blomsterbarn er et tilbagevendende tema. Lily chokerer døtrene med anekdoter om sit vilde liv og sender husbonden Paul (Sam Neill) ud for at hente det gode tjald, fordi de unge nu om dage kun ryger billigt stads.

Hendes frisind og alternative indstilling til livet er ellers ikke afspejlet i det minimalistiske hjem, der ligesom en udstilling i IKEA er renset for personlige affekter. Ikke desto mindre er det et omdrejningspunkt for filmen, at huset er hendes livsværk.

Oscar-vinderen Susan Sarandon har leveret mageløse præstationer på tværs af årtier og filmgenrer: The Rocky Horror Picture Show, Thelma og Louise, Dead Man Walking og Feud.

Når hendes dødeligt syge Lily samler styrke til at sætte musik på og smiler fortrøstningsfuldt til den bekymrede husbond, smelter ens hjerte.Men undervejs bliver hun nærmest en amerikansk parodi på Ghita Nørbys fremragende præstation i Stille hjerte.

Det er skuespillet, der driver værket i filmens danske forlæg, hvor kemien mellem Paprika Steen og Danica Curcic er fænomenal.

Instruktør Roger Michell får slet ikke den samme gnist frem i Blackbird. Det er filmens primære problem. De mangelfulde præstationer forvandler ellers tårevædede scener til ufrivilligt komiske spektakler.

Værre er det, at Susan Sarandon tilsyneladende bevidst spiller farce, når hendes figur fyldt med energi leger med sit vinglas og erklærer sig selv som hengiven til druen Chablis, men i næste nu er for svag til at gå op ad trappen ved egen kraft.

Man kunne overveje, om amerikanerne skulle have lavet tragedien om til en komedie.

Blackbird er bedst, når den er sjov, og Roger Michell har tidligere haft stor succes med sin romantiske komedie Notting Hill.

Det er lårklaskende sjovt, når Paul brokker sig over, at hans højtelskede friturestegte kalkun-festival fremover bliver vegansk. Han ånder liv i grøften mellem babyboomerne og generationerne Y-Z.

Og Anson Boon er fremragende som den rebelske teenager Jonathan, der chokerer moren Jennifer med sin verdslige modenhed og sans for mørk humor.

Den unge mand er den eneste i filmen, der har en troværdig samtale med den døende hovedperson. Han fortæller hende om sine drømme og ambitioner, imens hun lytter og deler gode råd, som hun har lært gennem et langt liv.

Paul og Jonathan er pauseklovne i det sentimentale drama, og muligheden for at genskabe fortællingen som en frisk sort komedie forpasses.

Heller ikke filmens anden Oscar-vinder, Kate Winslet, kommer til sin ret. Robotagtigt udvikler et skænderi mellem hende og manden sig til elskov uden så meget som en gnist af lidenskab. Scenen, der skulle have været følelsesladet, minder om en tåkrummende sketch.

Titel:
Blackbird

Land:
USA

År:
2019

Instruktør:
Roger Michell

Manuskript:
Christian Torpe

Medvirkende:
Susan Sarandon, Kate Winslet, Mia Wasikowska, Sam Neil, Anson Boon, Lindsay Duncan

Spilletid:
97 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
12. maj

Relevante artikler

Biografanmeldelse
11. nov. 2014
Stille hjerte

Stille hjerte

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
23. okt. 2025
Boots

Boots

Serieanmeldelse
15. okt. 2025
Chad Powers

Chad Powers

Biografanmeldelse
09. sep. 2025
Se gennem Aske

Se gennem Aske

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten