BlackBerry

Her er en historisk film, en sjov komedie, en succeshistorie og en tragedie. I disse ChatGPT-tider også en aktuel film om en teknologisk landvinding, der forandrede vores måder at kommunikere på. 

BlackBerry handler om verdens første smartphone, der kombinerede telefon, sms og e-mail, og som opnåede stor udbredelse på det amerikanske kontinent i starten af nullerne. 

Jeg havde aldrig i mit liv hørt om BlackBerry. Men autentiske optagelser med blandt andre Oprah Winfrey, der foran et eksalteret publikum fortæller om dens herligheder, overbeviser mig om, at den var et banebrydende fænomen. 

BlackBerry-skaberne var visionære og skarpe, men ikke skarpe nok, for i 2007 lancerede Steve Jobs Apples iPhone. 

Vi ser optagelsen med Jobs i filmen, hvor han reducerer BlackBerry til en af the usual suspects med tastatur og knapper. Apple fjernede tastaturet og udraderede konkurrenterne, skønt Barack Obama svor til BlackBerry gennem hele sin præsidentperiode. 

Matt Johnsons film starter i 1996. 

Supernørderne Mike Lazarides (Jay Baruchel) og Doug Fregin (Johnson) vil præsentere deres revolutionerende telefon for en telegigant. De to mænd, som er socialt handicappede fra svær til middelsvær grad, fucker præsentationen op. Det skyldes dog lige så meget, at manden, de skal pitche for, Jim Balsillie (Glenn Howerton), ikke rigtigt lytter. 

Han har for travlt med at bage en rævekage, der skal sikre hans position i firmaet, men kommer på andre tanker, da rævekagen smuldrer, og han mister sit job. I et forsøg på at undgå økonomisk deroute kontakter Balsillie Mike og Dougs firma og tilbyder dem partnerskab. 

Glenn Howerton leverer en morsom – og i glimt rørende – præstation som den benhårde, småsociopatiske og humorforladte forretningsmand. 

Jim Balsillie står i skarp kontrast til Doug, der med sit fjollet-flippede røde pandebånd kan virke som en tumpe. Men det er trods alt Doug, der advarer sin bedste ven Mike, den kreative dynamo i foretagendet, mod at sælge hele sin sjæl til forretningsdjævlen Balsillie, som derfor må nøjes med at blive co-CEO. 

Jay Baruchel, med sølvfarvet hår og tendens til at spilde på skjorten, er sitrende troværdig som det forfjamskede computergeni Mike. Han kommer pludselig til penge og succes, selv om han måske allermest ønsker sig tilbage til tiden, hvor han, Doug og en flok andre unge mænd forlængede barndommen ved at spille computerspil og citere gamle Hollywood-film. 

Mike er sensitiv over for lyde, og en skæg lille fortælling i filmen er hans forhold til Balsillies hvislende samtaleanlæg. Anlægget bliver for ham et billede på alt dårligt ved moderne teknologi: sjusk, ligegladhed, mangel på ambition. 

Han stiler mod det perfekte og tror, at han har skabt noget blivende. Indtil det går op for ham, at andre har tænkt længere end han. 

BlackBerry er fortalt som en komedie om et forretningseventyr, men filmet som en klassisk dokumentarfilm a la Pennebakers The War Room, der handler om Clintons kampagne. Matt Johnson står da også bag den originale mockumentary om månelandingen, Operation Avalanche, og bringer os med rystet kameraføring tæt på personernes skæbnesvangre valg. 

BlackBerry er i slægt med The Social Network, om mysteriet Mark Zuckerberg og tilblivelsen af Facebook.

Men i sin tematik og tragik minder den mere om Coen-brødrenes Inside Llewyn Davis, der fortæller om en ung og talentfuld folkesanger, som tager til Greenwich Village for at slå igennem med en ny lyd, mens en vis B. Dylan lurer uset i skyggerne. 

Der er noget smukt i historierne om de ambitiøse, kiksede drømmere, som vil forandre verden. Er der stadig plads til dem? Eller tilhører fremtidens innovation de forbandet perfekte robotter?