Biografanmeldelse
06. juli 2021
Black Widow
Russiske Natasha Romanoff (Scarlett Johansson) kommer på eksplosive eventyr, da hun forsøger at stoppe endnu en superskurk. Foto | Marvel Studios

Black Widow

Superhelte-spionbrag lægger ikke skjul på inspirationen fra James Bond og er bedst, når den omfavner familien og humoren.

Af Claus Nygaard Petersen

To år og en uge er der gået fra Spider-Man: Far From Home til den næste Marvel-film Black Widow.

Filmen fungerer både som en afrunding for Natasha Romanoff (Scarlett Johansson) og introduktion til hendes arvtager udi bekæmpelse af ondskab, nemlig Yelena Belova (Florence Pugh).

Begge var en del af et russisk spionprogram kaldet Black Widows. Her blev purunge piger flået væk fra deres tilværelse og sendt i skarp træning, så de kunne blive ultimative spioner.

Sammen med to voksne, supersoldaten Alexei ”Red Guardian” (David Harbour) og Melina (Rachel Weisz), poserede de som en ganske almindelig ærkeamerikansk familie i 1995.

De blev afsløret, men formåede i sidste øjeblik at flygte til Cuba, hvorefter pigerne blev ført tilbage til Red Room-enheden, som står for det sorte enkeprogram.

Nu 21 år efter gør surrogat-søskendeparret klar til det endelige opgør med fortiden og manden, der er ansvarlig for deres lidelser, oberst Dreykov (Ray Winstone).

Hemmelige organisationer, agenter og en skurk, der nærmest er ondere end ondskaben selv, lyder som en James Bond-film. Black Widow anerkender da også inspirationen fra den franchise.

Natasha har gemt sig for omverdenen i en lille by oppe i Norge, hvor hun fordriver tiden med at se Moonraker med Roger Moore som den ikoniske agent.

Trods alvorstunge temaer som hjernevask og tingsliggørelse er der en overraskende mængde god humor i filmen.

Det er muligvis takket være WandaVision-skaber Jac Schaeffer, der har bidraget til historien. Noget af seriens fremragende meta-lag kommer i spil, da lillesøster Yelena spørger, hvorfor Natasha altid laver den samme positur, når hun slås.

”Det er, som om du ved, at nogen kigger på dig,” lyder det flabet med let russisk accent fra lillesøsteren, da hun påpeger det absurde i den meget æstetiske stilling.

Dynamikken mellem Johansson og Pugh er ganske enkelt fantastisk. Små spiddende bemærkninger fyger konstant igennem luften, og pseudo-slægtskabet leveres så overbevisende, at det er en skam, vi kun får fornøjelsen af det i denne ombæring.

Filmen foregår nemlig i tiden efter Captain America: Civil War og før de to seneste Avengers-film: Infinity War og Endgame. I alle tre spiller den russiske afhopper en betydelig rolle, og så dør hun i sidstnævnte.

Selv om vi ved, at hun er dead woman walking, bliver følelsesmæssige øjeblikke holdt på et sobert minimum.

Kernen er den sammensatte familie og opgøret med den endimensionale Dreykov. I bedste – eller værste – Bond-stil byder hans storhedsvanvid ham at have fuld kontrol over verden, så han enten kan styre eller jævne den med jorden.

Dramaet med håndlangeren Taskmaster (O.T. Fagbenle) – en maskeret, toptrænet morder, der kan efterligne sin modstanders kampteknik ned til mindste bevægelse – virker uforløst. Bortset fra et indledende møde med Natasha, mangler der nærkampe, hvor man for alvor er i tvivl om udfaldet.

Til gengæld er der fuld smæk på computereffekterne. Højdepunktet må være, da de to sorte enker skal få Red Guardian ud af fængslet. Fangevogtere og en kæmpe lavine er opskriften for den imponerende scene, hvor Black Widow i den grad fungerer som et actionbrag.

Filmen er dog stærkest, når der dvæles i det dysfunktionelle familieforhold, hvor tillid er en by i Rusland.

David Harbour er fremragende som den fallerede og brovtende russiske superhelt Red Guardian. Altid højtråbende og sjældent med fornemmelse for situationen mundhugges han hele tiden med sine to surrogatdøtre. Alene den trio kunne sagtens have båret et par film til.

At der kommer mere med Florence Pughs Yelena i fremtidige Marvel-projekter, er der ingen tvivl om. Ligegyldigt hvilken rolle Pugh spiller, tilfører hun den en passion og intensitet, der brænder igennem lærredet.

Hvor bittert det end er at sige farvel til Scarlett Johansson, bliver det en udsøgt fornøjelse fremover at se Pugh udfolde sig som sort enke.

Titel:
Black Widow

Land:
USA

År:
2021

Instruktør:
Cate Shortland

Manuskript:
Eric Pearson

Medvirkende:
Scarlett Johansson, Florence Pugh, Rachel Weisz, David Harbour, Ray Winstone, O.T. Fagbenle, William Hurt, Olga Kurylenko

Spilletid:
134 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
9. juli i udvalgte biografer og på Disney+ med Premier Access

Relevante artikler

Nyhed
07. maj 2021
Store biografkæder siger nej til Black Widow

Store biografkæder siger nej til Black Widow

Biografanmeldelse
24. apr. 2019
Avengers: Endgame

Avengers: Endgame

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
27. nov. 2023
Thanksgiving

Thanksgiving

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten