Black Widow

To år og en uge er der gået fra Spider-Man: Far From Home til den næste Marvel-film Black Widow.

Filmen fungerer både som en afrunding for Natasha Romanoff (Scarlett Johansson) og introduktion til hendes arvtager udi bekæmpelse af ondskab, nemlig Yelena Belova (Florence Pugh).

Begge var en del af et russisk spionprogram kaldet Black Widows. Her blev purunge piger flået væk fra deres tilværelse og sendt i skarp træning, så de kunne blive ultimative spioner.

Sammen med to voksne, supersoldaten Alexei ”Red Guardian” (David Harbour) og Melina (Rachel Weisz), poserede de som en ganske almindelig ærkeamerikansk familie i 1995.

De blev afsløret, men formåede i sidste øjeblik at flygte til Cuba, hvorefter pigerne blev ført tilbage til Red Room-enheden, som står for det sorte enkeprogram.

Nu 21 år efter gør surrogat-søskendeparret klar til det endelige opgør med fortiden og manden, der er ansvarlig for deres lidelser, oberst Dreykov (Ray Winstone).

Hemmelige organisationer, agenter og en skurk, der nærmest er ondere end ondskaben selv, lyder som en James Bond-film. Black Widow anerkender da også inspirationen fra den franchise.

Natasha har gemt sig for omverdenen i en lille by oppe i Norge, hvor hun fordriver tiden med at se Moonraker med Roger Moore som den ikoniske agent.

Trods alvorstunge temaer som hjernevask og tingsliggørelse er der en overraskende mængde god humor i filmen.

Det er muligvis takket være WandaVision-skaber Jac Schaeffer, der har bidraget til historien. Noget af seriens fremragende meta-lag kommer i spil, da lillesøster Yelena spørger, hvorfor Natasha altid laver den samme positur, når hun slås.

”Det er, som om du ved, at nogen kigger på dig,” lyder det flabet med let russisk accent fra lillesøsteren, da hun påpeger det absurde i den meget æstetiske stilling.

Dynamikken mellem Johansson og Pugh er ganske enkelt fantastisk. Små spiddende bemærkninger fyger konstant igennem luften, og pseudo-slægtskabet leveres så overbevisende, at det er en skam, vi kun får fornøjelsen af det i denne ombæring.

Filmen foregår nemlig i tiden efter Captain America: Civil War og før de to seneste Avengers-film: Infinity War og Endgame. I alle tre spiller den russiske afhopper en betydelig rolle, og så dør hun i sidstnævnte.

Selv om vi ved, at hun er dead woman walking, bliver følelsesmæssige øjeblikke holdt på et sobert minimum.

Kernen er den sammensatte familie og opgøret med den endimensionale Dreykov. I bedste – eller værste – Bond-stil byder hans storhedsvanvid ham at have fuld kontrol over verden, så han enten kan styre eller jævne den med jorden.

Dramaet med håndlangeren Taskmaster (O.T. Fagbenle) – en maskeret, toptrænet morder, der kan efterligne sin modstanders kampteknik ned til mindste bevægelse – virker uforløst. Bortset fra et indledende møde med Natasha, mangler der nærkampe, hvor man for alvor er i tvivl om udfaldet.

Til gengæld er der fuld smæk på computereffekterne. Højdepunktet må være, da de to sorte enker skal få Red Guardian ud af fængslet. Fangevogtere og en kæmpe lavine er opskriften for den imponerende scene, hvor Black Widow i den grad fungerer som et actionbrag.

Filmen er dog stærkest, når der dvæles i det dysfunktionelle familieforhold, hvor tillid er en by i Rusland.

David Harbour er fremragende som den fallerede og brovtende russiske superhelt Red Guardian. Altid højtråbende og sjældent med fornemmelse for situationen mundhugges han hele tiden med sine to surrogatdøtre. Alene den trio kunne sagtens have båret et par film til.

At der kommer mere med Florence Pughs Yelena i fremtidige Marvel-projekter, er der ingen tvivl om. Ligegyldigt hvilken rolle Pugh spiller, tilfører hun den en passion og intensitet, der brænder igennem lærredet.

Hvor bittert det end er at sige farvel til Scarlett Johansson, bliver det en udsøgt fornøjelse fremover at se Pugh udfolde sig som sort enke.